masker Glostrup Amatør Scene

Biedermann og brandstifterne


- afMax Frisch

Biedermann og brandstifterne handler om menneskets manglende evne til i tide at tage ved lære. Max Frisch var schweizer, og skrev stykket i 1953-58 som en advarsel mod totalitarismer af enhver art. Hvorfor er vi tit medskyldige i vor egen ulykke? Hvorfor lukker vi selv brandstiftere ind i vore huse? Er vi så naive, at vi endda selv udleverer tændstikker til brandstifterne. Forfatteren stiller spørgsmål til os, om vi har den rette medmenneskelighed. Er vi umenneskelige overfor vore nærmeste, men overstrømmende menneskelige overfor fremmede. Hvornår ville du have stoppet brandstifterne?
En dejlig mørk komedie med en samvittighed, der hele tiden taler til os, eller er det til bedsteborger Biedermann? Gys og grin med eftertanke!

 

biedermann

 

Medvirkende : Lars Rygaard, Bjørn Sommer, Henning Jensen, Susanne van Cuyl, Anja Snerle Jensen og Renè Wiinblad, Gerda Ahlberg og Lotte Hansen
Instruktør : Mogens Steen Johansen
Sufflør : Else Leo Petersen
Samvittigheden: Keld Christensen og Mogens Steen Johansen
Scenograf : Ib Holmud
Teknik : Rune Bolhøj, Bjarne Brændeskov, Tim Due
Systueleder: LiseLotte Kiær
Produktion : Glostrup Amatør Scene.
Premiere : 6.februar kl. 20.00
Anmeldelse:

Den schweiziske forfatter Max Frisch skrev i 1958 et genialt høre- og skuespilom den gode samfundsborger, hr. Biedermann, som lukker øjnene for en totalitær ideologi i hastig fremmarch.Max Frisch’s direkte anledning til stykket var dog ikke nazismen, som er en udbredt misforståelse, men den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948. Dog mente han selv at det ikke var rettet mod en specifik ideologi.

Biedermann og brandstifterne handler om den pæne borgers møde med de destruktive kræfter i skikkelse af to mænd, der opsøger Biedermann i hans hjem. Biedermann og hans kone er skræmte over en række påsatte brande og reagerer derfor med mistro mod to mænd, som med anmassende krav, men også med en appel om medlidenhed som de ofre, de har udråbt sig selv til, en dag flytter ind i deres hjem. Mændene vil sætte ild til huset, og det kan Biedermann selvfølgelig ikke så godt lide, men han kan heller ikke overskue at tage opgøret med mændene. I stedet forsøger han at afværge faren ved at imødekomme deres krav. Hvis han stiller kritiske spørgsmål - f.eks. til den benzin, de slæber ind på loftet - føler de sig krænkede. Til andre tider roser de hans medmenneskelighed og bekender sig til de samme humanistiske værdier. Så han lukker øjnene, luller sig ind i illusionen om, at brandstifterne i virkeligheden er nogle gode humanister, selv om han inderst inde udmærket ved, at de ved at sætte ild til hele hytten. Angsten får ham til at lukke øjnene, fortrænge virkeligheden og krybe for dem, der vil ødelægge ham og hans hjem.I takt med at de bliver mere truende, mister han modet til at konfrontere dem, fordi han ved, at det er ensbetydende med, at hans hus bliver flammernes bytte. Men sådan ender det alligevel. Og det er ingen ringere end Biedermann selv, som giver dem tændstikkerne.

Man kunne fristes til at kalde Biederman naiv.Men Biedermann er jo ikke egentlig naiv. Han er ikke uvidende. Han ved tværtimod bedre, men vil ikke være ved sin viden, fordi det er for ubekvemt. For tungt, for træls, for angstprovokerende. Så hellere retouchere virkeligheden og trylle brandstifterne om til pæne mennesker. Hvem er så farlige? Ja, det er selvfølgelig de, der ødelægger Biedermanns drømmebillede og kalder brandstifterne ved deres rette navn.

Det må siges at være en, om jeg så tør skrive, lidt af en brandbombe MogensSteenJohansen har kastet ud, med hans instruktørdebut.I moderne vestlige landebliver hans skuespil jævnligt brugt somen analogi forislamisme, integration og polariseringer i samfundet. Senest har Karen Jespersen og Ralph Pittelkow for et par år siden skrevet en bog hvor skuespillet bliver brugt som en metafor for islamismen i vesten. Men stykket kan sagtens trække parabeller i den modsatte grøft, brandstifterne kunne såmænd lige så godt være Dansk Folkeparti hvis man går i de tanker.Man kanse Frisch's skuespil "som Fanden læser Bibelen", meni bund og grund handler det vel om at vi alle burde være som den lille dreng i H C Andersens "Kejserens nye klæder" der ikke er bange for at sige sandheden, selvom alle andre ikke tør ytre sig. Ikke at være tolerant overfor intolerancen.

Lad mig sige det med det samme: Alle skuespillerne gjorde det godt, rigtigt godt, men der var nu en der skilte sig ud fra mængden og som jeg synes skal have en ekstra stjerne. Og nej, jeg tænker ikke her på Gerda Ahlberg, selvom hendes lille (lillebitte) rolle ej er at foragte. Men jeg tænker på Henning Jensen. Hans indlevelse og fortolkelse af den sentimentale brandstifter Josef Schmitz var ikke mindre end sublim. Jegtror ikke jeg er alene om at hævde at denne rolle er den bedste Henning nogensinde har spillet. Lige fra første sekund Hr. Schmitz træder ind føler man sig i godt selskab, man føler med ham, griner med ham, selvom vi jo godt inderst inde ved at han er "den onde". Kropssproget var let læseligt, ansigtsudtrykkene ligeså. Tak til Henning for en fremragende præstation.

Dette være skrevet betyder dog ikke at de andre skuespillere ikke også gjorde det godt. Tag nu Bjørn Sommer f. eks. Bjørn er Bjørn, og ingen kan spille skuespil på den måde somen Bjørnnu kan! Bjørn spillede den anden brandstifter, tjeneren Willi Eisenring, som skulle fremstå med fin dannelse og lettere nedladenhed overfor hans gode ven Hr. Schmitz. Det gjorde han til UG, dog kunne der godt være skruet lidt ned for nogle af latterbrølene. En Bjørn Sommer uden briller er mildest talt stæreblind, og når man samtidig tænker på at finmotorikken ikke er indstillet 100%, så var detmed angst og bæven at anmelderen betragtede Eisenring gå op og ned ad den lille trappestige til loftet. Med benzintønder! Heldigvis uden uheld. Så vidt det er redaktionen bekendt.

Herr. Gottlieb Biedermann blev udmærket spillet af Lars Rygaard.
Den naive Biedermann der gang på gang bliver overrasket af brandstifternes gøren og laden, fik Lars fint fremhævet med hans efterhånden velkendte"åben mund og polypper". Ingen kan som Lars se så fjoget ud når han skal spille overrasket, hvilket passede perfekt til den nervøst fumlende Herr Biedermann! Jeg kunne godt lide Lars i denne rolle, han har en sjælden indlevelsesevne i de roller han påtager sig, hvilket i dette stykke især kom til udtryk når han spillede overfor hans skønne kone, Babette.

Babette Biedermannfik liv af Susanne van Cuyl, en kvinde man ikke kan lade være med at knuselske, når hun står der med sine proptrækkerkrøller og febrilsk forsøger at få vippet deres nye logerende ud. På den pæne måde forstås. Høflighed frem for alt. Man siger jo at de bedste præstationer kommer fra skuespillere der spiller roller der er så fjernt fra deres egen personlighed som muligt. Måske derfor at Susanne altid gør detså troværdigti roller hvor hun skal spille en underkuet nervøs hustru, der mest af alt har lyst til at krybe i et musehul når hun møder konflikter! Men helt dum var hun nu alligevel ikke, den kære Frau Biedermann, f. eks. da hun efter at have hørt hendes mand fortælle en "morsom" historie om tvist i stedet for træuld til brandstiftelse, spørger: Men hvor er det morsomme?

Tjenestepigen Anna blev spillet af Anja Jensen. Hun fik også flot fremhævet den efterhånden mere og mere frustrerede tjenestepige, som konstant måtte finde sig i, ikke bare hendes herres kommanderen, men også de to nye logerendes. De himmelvendte øjne fremhævede hendes irritationer fint. Ved den sidste forestilling kunne Anja ikke selv være der,så det var godt vi havdeLotte Hansen der kunne overtage Anjas rolle denne aften. Det var Lottes debut som skuespiller på GAS og det gjorde hun bestemt godt.

Indimellem kom velkendte stemmer fra højttalerne frem, det var selveste instruktøren og Keld Christensen der havde lagt stemmer til "samvittigheden". Det var fint afmålt, med varieret stemmeføring og artikulation. Ham Keld har altså sådan en lækker fløjlsblød stemme, han ville være god som "reklamestemme" - den stemme kunne få folk til at købe hvad som helst.

Til sidst skal nævnes Rene Wiinblad. Han spillede både politimand og brandmand. Det var dog brandmanden der til sidst, efter at byen var brændt ned, kom ind og afsluttede forestillingen med en lille morale. Enkelt og uden overspil.

Ib havde som sædvanlig lavet en god scenografi, Keld havde klippet "samvittigheden" godt sammen og Bjarne Brændeskov og Tim Due klarede teknikken med bravour.

Mogens skal have stor ros for sin debut som instruktør, han fik det bedste frem i hans skuespillermateriale, og uanset hvordan man end kunne fortolke stykket var der nok at tænke over på vej hjem.

fj