masker Glostrup Amatør Scene

DET STORE STILEHÆFTE

Det store stilehæfte er en poetisk, varm og grum beskrivelse af nogle tragiske skæbners forsøg på at overleve de barske vilkår under en krig.

To drenge bliver sat i pleje hos deres bedstemor og må lære at klare sig selv. De er målrettede og det er skræmmende når de går systematisk til værks med deres øvelser til hærdning af krop og sjæl. Samtidig hører vi om deres kyniske tilgang til tilværelsen og de personer der omgiver dem. Alt bliver skrevet ned i Det store stilehæfte.

 

 dss

2

6

4

3

5

7

8

1

 

Forestillingen er uegnet for børn under 15 år

Medvirkende : René K. Kristensen, Morten Vedersø, Mogens Steen Johansen, Else Sørensen og Mette Gitte Due
Sufflør : Rikke Haulund
Instruktør : Jens Damsager Hansen
Scenograf : Ib Holmud
Lysdessign Jens Damsager Hansen
Lys afvikling : Rune Bolhøj
Kostumer: LiseLotte Kiær
Produktion : Glostrup Amatør Scene 2011
Premiere : 30/9 - 2011  kl. 20.00

 

ANMELDELSE

Horeunger!

Med denne forestilling er vi endt helt nede i  småtingsafdelingen —  hvis altså vi skal finde større ting at kritisere!

Mon mange egentlig tænker over hvor svært det er, at fastholde publikums interesse i halvanden time, uden pause og uden uro på sæderne? Ja, de fleste af os der har tilbragt timer i teateret eller i teatre ’ude i verden’, kender nok følelsen af at glæde sig til pausen. Nu kunne denne forestilling nok heller ikke have været længere uden at en pause måtte have været indlagt, men jeg følte ikke at vort publikum, på nogen måde, ’sad på nåle’ for at slippe ud af salen.

Det var en fornøjelse at se denne forestilling - af flere årsager.
For det første var det en ’typisk Jens’ forestillingen, den var nemlig færdig til premieren! Hvor ofte har vi ikke set at forestillingerne, vi producerer på GAS, er blevet bedre og bedre undervejs, således at det ’sene’ publikum har fået en meget bedre oplevelse end det til premieren?  
For det andet er stykket af en karakter der stiller meget store krav til både udøverne og instruktøren. At formidle en så kompleks historie på en ’lille intimscene’, hvor kun brugen af et par simple ’kasser’ var muligheden for sceneskift, og alligevel med dette, opnå de rette illusioner, må siges at være en bedrift. Jeg vil heller ikke undlade at kommenterer den enkle måde at opnå tidsforskydninger på. Tænk at opnå ’et skift’, ved bare at lade skuespillerne ’gå en halv runde på scenen’ - det nærmer sig en genistreg!
For det tredje var holdet meget fint. Man kan studse over at voksne personer    så simpelt kunne gå ind og spille børn, uden at spille børn(!) (jeg ser bevist bort fra et enkelt lille optrin i forestillingen) og at det lykkes så flot.
Flere roller var baseret på samme skuespiller, noget der ikke gør det lettere for denne, da det kræver skift i personligheden - og hvis vi skal finde ’fejl’ (i småtingsafdelingen), så må det være netop her at opførelsen havde sit svageste punkt. I et par tilfælde, kunne man godt finde for lille forskel på ’de typer’ det endte med på scenen, hvilket naturligvis er en svaghed, —men ’vi’ tilgiver gerne!

At se de skift husets skuespillere præsterer, fra den ene forestilling til den anden, er i denne sammenhæng faktisk lidt imponerende. F.eks. ’den franske tjener’ i ’Jorden rundt’, eller ’Mortimer’ i ’Arsenik..’,der her forvandler sig til beregnende horeunger, viser stor alsidighed i skuespilkunsten. Men det var ikke kun ’horeunge teamet’, der gjorde det fremragende, selv om de havde hovedrollerne. At se en smuk dame ’i sin ’bedste alder’ (hedder det vist(!)), endnu en gang blive trukket ud i rollen som ’bedstemor’, denne gang dog i et andet miljø end i ’’Sensommer’, er ved at overbevise skribenten om, at hun har fundet sin kommende plads i teatrets programmer!
At sige ’horeunger’, så foragteligt/koldt/kynisk, gav en ægte oplevelse af at hun følte sig i kontakt med sin rolle i stykket, hvor tidligere ’familie-relations-svigt’ , havde medført ar på sjælen.

Jeg følte mig faktisk henført til forholdene i en afsides Rumænsk landsby i slut 1980erne, når hun sjoskede over scenen med sin trillebør, og jeg så hende faktisk tisse direkte på jorden, bare ved at sprede benene  -  det var lige så ægte som ’altanscenen’ med lærer Andersen i Matador, selv om denne åbenbart aldrig var optaget!

Så var der ’den syngende skuespiller’, som han af og til, i fuld overensstemmelse med sin, af os alle kendte beskedne natur, udtrykker sig! Her var flere roller at forholde sig til, og da der kun var meget enkle  sminke/kostumeskift, var det altså primært ’udstrålingen’, der på scenen skulle adskille den ene person fra den anden.
Som tidligere nævnt var det under disse forhold jeg fandt opførelsernes svaghed. Det stiller meget store krav til skuespilkunst (stort set uden brug af ’hjælpemidler’), at kunne adskille roller på en scenen, når den person man ser, umiddelbart kan genkendes. Der var dog i dette tilfælde stærke forsøg på at opnå ’virkningen’, og specielt i fortolkningen af præsten, lykkedes det at komme ud over ’standard-personen’. Noget der gav mig stof til eftertanke var, at det, sjovt nok ikke generede mig at se ’horeungerne’ blive spillet af voksne personer, men at se ’ordonansen/oppasseren’ blive spillet af en, i mine øjne, lidt for gammel person til rollen, kunne ikke undlade at give ’et uægte indtryk’. Hvorfor? Ja, det spekulerer jeg over endnu.

’De unge piger’ i stykket blev spillet af en af scenens ’unge piger’, hvilket jo må siges at være et særdeles fornuftigt valg! Igen gentog sig samme problematik, med rolleskift der desværre ikke adskilte sig nok fra type til type. Når jeg tænker tilbage,  så så jeg ’den samme person på scenen, men dermed er ikke sagt at, at denne ’ikke samme person’, så ikke gjorde det godt i de forskellige roller. Det var fine præstationer, der ikke mindst kom til udtryk i ’visse udfordrende’ opgaver.

Timing, timing og timing, lærte vi, der i sin tid opførte ’Bizz’. Her havde de til gengæld lært det! Om det er Jens der påvirker ’Diktaturet’ (en teatergruppe på Frederiksberg), eller om det er visa versa, skal jeg ikke kunne sige, men—flot flot flot. Den symentri ’horeungerne’ bevægende sig med i stykkets skift var perfekt, hvilket jeg især bemærkede i relation til en oplevelse for nylig af ’Tosca’ på Operaen i København, hvor eksercitsen af et kompagni soldater, bestemt var en del ringere, end jeg, i tidernes morgen, oplevede som rekrut i Vordingborg! Sådanne detaljer skal bare være i orden, ellers trækker det helheden ned, så i denne disciplin ’timing i bevægelser’, kunne det ikke gøres bedre.

Endelig skal belysningen roses for sin virkning. Flagermuslygterne uden levende ild virkede meget ægte og belysningen var generelt sat til at understrege handlingen på den korrekte ’let deprimerende’ måde, der kunne understrege handlingen. Den flotte virkning af granatnedslag uden lyd, havde jeg nok aldrig selv fundet på, - men rent faktisk virkede det meget ægte og stærkt i denne sammenhæng.

Så kan man iøvrigt benytte opførelsen til at studse over samfundets påvirkning af folks ’acceptgrænser’ i al almindelighed.  Her blev der gentagne gange delt lussinger ud — et nok modigt valg, må man sige - i disse ’samfunds-overvågningstider’, hvor der føres talrige diskussioner med ’korrekt skolede’ danskere, hvis vi bare så meget som overvejer, at antyde, at ryge en enkelt smøg! At slå på sine medmennesker og børn er vel lige så uacceptabelt? Så må jeg derfor henstille til instruktøren, fremover at udelade disse skadelige påvirkninger af publikum (og skuespillere), så vi igen bliver politisk korrekte!

Men lad os slutte af i ’småtingsafdelingen’. Ingen ægte roser uden torne! Et lig der tydeligt trækker vejret, vil vi gerne undvære næste gang vi har et lig!!

Jo, jo, ’der lægges mærke’, som en klog formandinde engang sagde   - men godt gået horeunger!     

HAM