Når vi døde vågner

Velkomme til Glostrup Amatør Scenes opførelse af Når vi døde vågner af Ibsen

Det er en mangeårig drøm der går i opfyldelse med opførelsen af dette stykke. Jeg så det første gang for en 12 - 15 år siden og var fuldstændig solgt. Siden da har jeg drømt om at opsætte stykket. Det er et meget spændende, men også meget svært stykke, som det har krævet hårdt arbejde af alle parter i forestillingen at få løst. Det er et stykke, hvor mange af de drivkræfter, der normalt driver et stykke frem mangler. Bl.a. er der næsten ikke nogen konflikter personerne imellem. Rigtig mange af de konflikter der er foregår inden i personerne. Det kræver et meget detaljeret spil af skuespillerne.

Det er Ibsens sidste stykke og langt hen ad vejen en opfølgning på hele hans forfatterskab og en opsamling på alle de tanker han har gjort sig gennem et langt liv som kunstner og et forfatterskab, der har været præget af de meget dybe og komplicerede personskildringer. I dette stykke tager han i høj grad livet som kunstner op til overvejelse og ser på hvilken pris man må betale for at udøve sin kunst, men ser også på om prisen ikke vil være højere, hvis man ikke følger sit kald. Man kan tolke stykket som en beskrivelse af at for nogle mennesker er det enkle liv helt fint, men for andre bliver man nødt til at betale en meget høj pris for at følge sit kald.

Som i flere af Ibsens andre stykker, møder vi en mand, der for sent opdager at hans skaben er afhængig af en kvindelig inspiration. Det er først når de selv, i deres optagethed af deres arbejde, får drevet denne kvinde væk, at de opdager at al inspiration kom fra hende og de sidder tilbage med et forsøg på at fortsætte deres arbejde, men uden den inspiration de har brug for.

Der er på den måde intet nyt i Når vi døde vågner, men i dette stykke bliver temaerne trukket meget tydeligere op end i Ibsens tidligere stykker.

Rigtig god fornøjelse
Jens Damsager Hansen
Instruktør

Anmeldelse

’Når vi døde vågner’ var 2016s sidste forestilling på GAS, og det sidste skuespil af den kendte norske forfatter Henrik Ibsen. Et krævende stykke dramatik, der nok ikke vil kunne forstås i sit helhed, hvis man ikke har sat sig ind i handlingen på forhånd, eller på anden måde havde fået en vis  indsigt i forfatterens intentioner med stykket.

Stykket, og her opsætningen, indeholdt mange elementer hvor der krævedes en god mængde fantasi for at få fat i meningen, - selv når man spurgte nogle af de medvirkende, kunne de ikke give fyldestgørende forklaringer på bl.a. rollen ’Skyggen’(!).  Spørgsmålet er så, om det er forfatterens ønske at komme ud med et klart budskab, eller om han vil overlade tolkninger til publikums fantasi og trækken på egen livsindsigt/erfaring?  De samme overvejelser må naturligvis foreligge for instruktørerne / iscenesæt- terne, der må formodes at have sat sig ind i handlingsforløbet for at vælge deres måde at formidle budskabet på.  Jeg personligt fik dog ikke forløsende svar på handlingen og forstod bl.a. nogen steder ikke om ’det var virkelighed’ eller tankespind over en svunden tid.

Den megen symbolik involveret i scenografien var spændende og flot gennemført med bl.a. et rislende vandløb, der iøvrigt var rammen om en meget smuk udført scene,  men medvirkende scenografien optimalt til at formidle handlingen, eller var det mere ’instruktørs og scenografs legeplads’, fordi det her var muligt, spændende og interessant at udfolde sine interesser?

Stykket indeholder en blanding af store krævende roller, men også mindre, der her blev yderligere minimeret grundet opsætningen . Der var såmen fornemme præstationer over hele linjen, lige fra hovedrollerne: Morten Vedersøs fortolkning af en nok følelseskold billedhugger Rubæk,  -  Anja Snerle Jensens (ex-konen Irene) fine fortolkning af ’et liv efterladt i tomrum’,  - Minna Højholt (et nyt spændende bekendtskab på scenen) spillede meget fint Rubæks nuværende unge kone Maja, der sidder fanget i tidsåndens forventninger til en livsledsagerske, men med ungdommens oprørstrang for at få forløst sine udviklingsmuligheder og naturlige drifter.

Frank Flemming Jensen havde ikke svært med at fortolke Ulfsheim, den ’naturlige magtmand’ der drives af drifternes muligheder og den frihed der findes hos mennesker der, kan man sige, udnytter deres privilegier med et liv på civilisationens grænseflade.

’Skyggen’ der vel nærmest kan fortolkes som en blanding af anstandsdame, selskabsdame og hukommelse (for Irene), spilledes skiftevis af Lisbeth Harboe og Else Sørensen, men rollerne var så minimerede, at forståelsen helt lå i betragterens hænder.

Jacob Stendal og Mette Due spillede nogle, i stykkesammenhængen, meget alternative roller, som henholdsvis tjener og stuepige/hushovmester. Oprindeligt roller henlagt til det sanatorie ved kysten hvor starten på stykket foregår, men her brugt helt anderledes og meget forfriskende som ’kæde’ mellem sceneskiftene. Begge udførte disse roller med stor humor og meget fin mimik, ting der virkede ’forløsende’ i dette ellers tunge stykke dramatik.       

Et formål med et skuespil må være at fortælle en historie, så indholdet for-stås og gerne på en spændende måde, men lykkedes det så her?  Selv med et meget dygtigt hold bag opsætningen, var der meget der forblev uklart.

Livskriserne, kedsomheden i parforholdet, udbrændtheden i kunstudfoldelsen, - den evindelige menneskelige søgen efter ’løsninger’ for opnåelse af egoets ønsker/begær, og en håbefuld søgen tilbage til en ’bedre fortid’, kun-ne umiddelbart forstås.  Ligeledes mødet mellem Maja og Ulfsheim, omdrejnings-punktet i handlingen, der er triggeren for alles ’uforløstes liv’, - men hvor forløsningen desværre forbliver den umulige drøm.

Brugen af scenografielementerne, kister/kufferter(?), formåede ikke at give den fornødne tillægsforståelse der burde

understøtte handlingen og afslutningen forblev for mit vedkommende (men måske tilsigtet?) uafklaret.

Henrik Ibsen var måske i sin egen sen-livskrise på det tidspunkt stykket blev skrevet og måske skal indholdet fortolkes som tabet af illusioner for en lykkelig tilværelse for mennesket i al almindelighed?

Stykket er aldrig blevet den store succes som mange af hans tidligere stykker har været og fortsat er, hvilket kan skyldes værkets sværhedsgrad.

Et stykke af denne kaliber, kræver måske en helt speciel ’holdsammensætning af professionalisme’ for at kunne lykkes og dette opstår nok kun ved et sjældent godt sammentræf af omstændigheder.               

Erik Larsholt