Af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov i Bo Hr. Hansens sceniske version.

Alle familier har en hemmelighed.

Helge fejrer sin 60 års fødselsdag i fornemme rammer, omgivet af familie og venner. Toastmasteren byder til bords. Festen kan begynde.

Kun Helges søn Christian ved, at dette kan blive en aften som ingen nogensinde vil glemme. Hvor gerne de end ville.

Midt under festen rejser Christian sig op. Det er tid for taler. Det er tid for maskefald.

En grusom familiehemmelighed bliver røbet og de intetanende gæster vælger i første omgang at overhøre de forfærdige anklager og fester videre.

Men familiens løgn får endnu et vidne, da datteren Helene læser et afskedsbrev fra sin afdøde søster. Sandheden begynder langsomt at gå op for de rystede gæster.

En nat i erkendelsernes vridemaskine bringer familien mod en ny dag.

 Anmeldelse

Det var en fest. En ren fest, at overvære denne forestilling på GAS. Vi er helt oppe i toppen af amatørteaterformåen, når vi præsterer som her!

Stykket er jo efterhånden en klassiker, for hvem kender ikke plottet og valget mellem den grønne og gule tale? Der er store krav at leve op til for at opføre dette stykke på en lille scene, for selv om intimiteten jo er en fordel, er begrænsningerne jo også mangfoldige i forhold til sceneskiftene undervejs. Det lykkedes dog med fantasi i opsætningen at løse alle problemer og sjældent har vi på scenen set en så velfungerende rollebesætning. Ingen faldt igennem i deres roller, så castingen, samt instruktionen, har været perfekt! Samarbejdet med HVAS, hvor vi har kunnet hente et par skuespillere til krævende roller, viser sig atter at være et stort plus for GAS i denne forbindelse.

Alle bør roses for indsatsen. De små roller blev udfyldt perfekt. Det er krævende at agere i ’baggrunden’, altså være til stede i sin rolle, når man ikke har mange replikker og skal spille på kropssproget, men det gjorde alle til topkarakter.

Frank Løfqvist er som skabt til Helge. Manden med ’power’, udstråling, familieoverhoved/tyran og til sidst den slagne mand. Susanne van Cuyl i en flot præstation som hustruen, den nok lidt naive person, der i sin skal som hustru i et lidt ’overfladisk liv’, bakker op om sin mand, næsten, hele vejen igennem. Rene Kristensen giver i rollen som sønnen Christian, en af sine allerbedste præstationer, med fantastisk indleven i alle skiftene undervejs. Usikkerhed og beslutsomhed. Person-mixet vises med overbevisende udstråling. Morten Vedersøe som lillebroren, giver personen den fuldstændig rette komisk-tragiske figur, som ’den lille mand’, der ikke magter sine opgaver, men alligevel spiller ’verdensherre’. Hans kone, spilledes af Mette Due, med en sprudlende energi, som den i hverdagen, måske lidt undertrykte kvinde i et halvpsykopatisk samlivsforhold! Simone Nøhr Bille var søsteren der i sin rolle flot fremviste menneskets usikkerhed, og søgen ind i ’det skete’ og fortvivlelsen da sandheden dukker op. Lars Rygaard brillerede med sin tyske accent og forsøg på, som toastmaster at finde en grimasse der kunne passe til den her absurde opgave, at lede festen!

De små roller er meget ofte de sværeste. Men også her var der ingen slinger. Rolf Lafrenz med overbevisende stil som portier m.m., Louise Ranfelt var spillevende som tjener og kvinde med ’glimt i øjnene’, ben i næsen og på jagt! Natascha Holmud. var ligeledes tjenervikar og fremviste flot, ’en pondus’ og retfærdig harme i sin situation efter en ’tidligere omgang’ med den yngste bror i familien. Bjørn Sommer fik placeret ’kartoflen’ hvor den skulle, i flere omgange og var helt overbevisende i rollen som let senil men livsglad bedstefar. Jakob Stendal var den ’uønskede fremmede’ i familiens kaotiske liv. Perfekt med engelske gloser og indleven. Endelig viste Lisbeth Harboe, super fint, sin usikkerhed i ’situationen’ og gav et af forestillingens følelsesmæssige clous med sin stille sang: ’I skovens dybe stille ro’. Paradoksalt og stærkt.

HAM