masker Glostrup Amatør Scene

Elsker du mig

Af Niels Shou

 

Elsker du mig er en komedie om 4 mennesker, der tilfældigt er i samme lejlighed et par timer. Det er et møde der kommer til at forandre deres liv. Det er en forestilling der viser mange forskellige synsvinkler på kærligheden og mange vinkler på hvordan man kan leve sit liv og alle er kommet videre når forestillingen slutter.

Det er en forestilling, der giver meget stof til eftertanke, men først og sidst er det en komedie, som skal underholde og den når ud i det virkelig groteske og forrykte inden man rejser sig fra sædet og forlader teaterets mørke. Hvad potteplanter, notesbøger, peberbøffer, biografer, sædceller, fødsler, flyversjusser og ikke mindst sovsekander har med sagen at gøre må man se forestillingen for at få at vide. Det hele garneret med en rødvin, der får englænderne til at synge. Og hvem er Aben.

Er det vigtigt også at kunne lide den man elsker?

 

 Elsker du mig

 

Medvirkende: Jakob Stendal, Camilla Winther Christiansen, Elsebeth Gjesing Hansen, Henning Petersen
Instruktion Jens Damsager Hansen
Instruktørassistent Louise Ranfelt
Lysdesign Jens Damsager Hansen
Teknikafvikling Per Nørby Holm
Scenograf Ib Holmud
Scenebyggere Mogens Jørgensen, Aksel G. Lange, Michael Hedegaard, Udo Sayk

 

Premiere 2/11-2018

 

Anmeldelse:

Man kan jo ikke andet!
Selvfølgelig elsker man denne forsamling af mere eller mindre velfærdsramte danskere, der hver især kæmper med at tilpasse deres identitet, rolle og placering i det daværende 1980er samfund.
En komedie spækket med finurlige udtryk og en vidunderlig sprogbrug.
De fire medvirkende repræsenterede generationernes evige sammenstød og spidder samfundsudviklingen på en nærmest grotesk morsom måde.
’Vort hold’ havde arbejdet med stykket i meget lang tid og kørte instruktionen og forestillingen på en eksperimenterende vis, bl.a. uden brug af sufflør, hvilket må siges at være en udfordring og måske også risiko (- vil nogle nok mene)! Det forløb dog vist uden problemer og det viser da mindst to ting:
1. at instruktøren har overmåde stor tillid til de medvirkende og 2. de medvirkende har nerver af stål !

I 85 da stykket blev skrevet, har replikker og holdninger utvivlsomt været mere anstødende end efter den ’standard’ der bruges i dag og tidens gang har nok også udhulet de familietraditioner vi forholder os til i stykket, men det gør dog på ingen måde stykket mindre underholdende.

Og uanset om de medvirkende så endte op med at være dyreriget, planteriget eller mineralriget, kan vi jo efterfølgende kun gisne om sovsekander stadigvæk repræsenterer den perfekte hadegave til yngre kvinder og om den gennemsnitlige familekvinde i dag, i stykket Birgit, fører ’kryds og bolle-regnskab’ over sit sexliv!

Stykket foregår i den samme lille lejlighed, der til formålet var konstrueret på bedste vis af vort scenografihold; Ib Holmud, Mogens Jørgensen, Aksel G. Lange, Michael Hedegaard og Udo Sayk. En seng, et bord, et par stole, et skab, og køkken med indlagt koldt vand, samt ’let rod’, var hvad der behøvedes.

Camilla Winther Christiansen og Jakob Stendal udgjorde den unge generation i stykket, mens Elsebeth Gjesing Hansen og Henning Petersen spillede halvdelene af de respektive forældrepar.

De fire medvirkende gav en fremragende oplevelse. Hver især fremstillede deres rolle med en tydelig fornemmelse for rollens indhold.
Også i fremførelsen havde holdet, med instruktørerne Jens Damsager og Louise Ranfelt, arbejdet med timingen på en kreativ måde, indlagt ’pauser’ i spillet, hvilket gav opførelsen en anden dimension end man måske havde forventet. Om det så fungerede optimalt og efter hensigten, må man gøre op med sig selv, - i sidste ende nok en smagssag. Som nævnt blev rollerne fornemt fortolket, - i et af tilfældene næsten med en snert af Dirch Passer-mimik i visse passager, og kun små ting kunne genere en kritisk iagttager. Dog syntes undertegnede, at Allans personskildring blev lidt for stereotypt spillet i ’stadie vred’, - men igen, smag og behag.

Jeg tror at alle der havde fornøjelsen af at se denne forestilling, gik hjem med et smil på læben og hvad kan man så forlange mere? For selv om vi ikke fik afklaret om aber spiller tennis, så ramtes den eviggyldige satte ægteskabelige samlivsproblematik lige i øjet med denne replik:

”Selvfølgelig elsker jeg dig skat, men min mave rumler stadig.”

I hvert fald når det gælder den ældre generation!

HAM