masker Glostrup Amatør Scene

Parasitterne

Af Carl Erik Soya

 

"En amoralsk mesterkomedie", skrives der om opførelsen i TV-udgaven i 1958, og i samme brillelierede nogle af landets kendteste skuespiller:

Gunnar Lauring, Clara Pontoppidan, Birgitte Reimer,  Henrik Wiehe,  Malene Schwartz, Else-Marie, Poul Müller, Keld Markuslund og Emil Hass Christensen.

'Parasitterne' er et skuespil fra 1926 og Det Kongelige Teater antog stykket, men blev så bange for hvordan teatrets publikum ville reagere og det blev derfor først sat på repertoiret i 1942, nok på et tidspunkt hvor holdningen/landet var modnet af udefra kommende snyltere!

Selv om opsætning er tidstypisk, er stykkets handling eviggyldig.

Der kan i princippet drages paralleller til vore dages erhvervsliv, hvor der ses eksempler på kapitalfonde, der udnytter andres indsats og bl.a. skaber muligheder for at trækker værdier ud til bl.a. horrible bonusser. 

I stykket 'Parasitterne', er vi dog, på sin vis, i den mindre skala. Men principperne er de samme; - lad andre skabe værdien og tap mest muligt til 'egen glæde'.  Spørgsmålet er så hvor grænsen sættes. Rækker moralen selv til mord, for at skabe 'indtægten'? I stykket møder vi hele spektret. Den 'lille egoist in spe' der låner sig frem på evige løfter og urealistiske drømme, - de, der velvidende om forholdene, bare følger med og af personlighedshensyn acceptere tingenes tilstand, samt den kyniske hjerne, i stykket hustyrannen Gruesen, der indpakket i sin skal som 'socialt væsen', tilrettelægger og driver den umættelige grådighed.   

Alle i stykket er stort set parasitter i større eller mindre grad, -  men under overfladen er de menneskelige følelser ikke til at undgå. Jalousien og en snært af ægte kærlighed ulmer i baggrunden, og paradoksalt nok, er måske netop disse kræfter stærke nok til at udrydde parasitten(?).

Stykket er en barsk karikatur om bedragere, der som parasitter, alle ubønhørligt, suges ned i katastrofen. Soyas livssyn kommer sikkert bedst til sin ret i Gruesens replik:

”Mennesker er nogle forunderlige skabninger. Man ved aldrig, hvor man har dem, før de ligger på kirkegården”,

men det gælder selvfølgelig ikke vort publikum - vel?! 

 Parasitterne

 

Medvirkende: Gitte Kahlke, Henning Jensen, Pernille Krag Larsen, Tanja Mielskov, Dorthe Holm, Bjørn Sommer, René Wiinblad, Rolf Lafrenz, Annette Møller Elvinge
Sufflør Else Sørensen
Instruktion Erik Larsholt
Teknik Rune Bolhøj, Jens Damsager Hansen
Teknik afvikling Rune Bolhøj, Per Nørby Holm
Scenograf Ib Holmud
Scenebyggere Mogens Jørgensen, Aksel G. Lange, Michael Hedegaard, Udo Sayk

 

Premiere 7/9-2018

 

Anmeldelse

 

I gamle dage var ungdommen vidende og ansvarlige – bortset fra selvfølgelig omkring 500 år før Kristi fødsel hvor den græske poet Aristophanes skrev:
”Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger deres forældre, skryder op i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.”

I dag er folk grådige og rager til sig uden hensyn til andre, hvilket forårsager fattigdom og finanskriser, i modsætning til i gamle dage hvor retskafne og mådeholdne folk passende på andre folks ejendom, samt liv og lemmer. Altså bortset fra justitsminister Alberti der i 1908 stjal fra den danske stat hvad der i dagens priser svarer til 1 milliard kroner.

På en måde er Parasitterne et livsbekræftende stykke – for måske står det ikke så dårligt til i dag, selvom medier og meningsdannere påstår noget andet.

Parasitterne er skrevet af Carl Erik Soya for næsten 100 år siden og viser at vi mennesker til alle tider har været… menneskelige.

Der er intet nyt under solen.

Stykket starter i haven med et ungt par – kærlighed og entusiasme – bortset fra det faktum at den unge mand hele stykket igennem sidder på sin høje moralske hest som evighedsstudent uden at tjene en krone, mens han løbende platter sin kæreste for penge til husleje og livets fornødenheder i øvrigt.

Han bor til leje hos Familien Gruesen som både i første, anden og tredje række kun tænker på sig selv.

Stykket er naturalistisk – med en fin lille have på den ene side og på den anden side en stue med et spisebord og 4 stole hvor der drikkes spandevis af kaffe, mens liv bliver lagt i ruiner.

Datteren går i byen for at feste når hun kan få nogen til at passe ”horeungen” og moderen er efter årtiers psykisk vold kun en skygge af noget menneskeligt, der viljesløst ligger under for Gruesens åbenlyse manipulationer.

Moderen har købt smørbagt wienerbrød hos bageren, hvortil Gruesen påstår: ” Når jeg siger det er margarine, så er det margarine”. Moderen protesterer svagt, men erklærer alligevel senere: ”Det er altid sandt hvad du siger, Gruesen”.

Der kommer en farverig dame fra Amerika med ”Papegøjesmag” og en herlig accent. Hun er enten millionær – eller fuld af løgn. Hun ender aflivet, mens læger og advokater forsøger at finde en sammenhæng i begivenhederne.

Efter godt 2 timers skuespil stod det veloplagte hold og smilede skælmsk til os mens de bukkede gentagne gange – i flere omgange.

Vi publikummere klappede begejstret og gik derefter hjem frataget den allersidste rest af tro på det gode i menneskeheden.

Se – det var en rigtig teater-oplevelse – på den gode måde!

Henning Petersen