Elevatoren

En kvinde går ind i en elevator. To personer følger efter. Dørene lukkes.

Der kan ske meget i en elevator, og det gør der her. Situationerne skifter hele tiden i denne lille énakter. Vi går fra det dramatiske til det sjove, fra det uhyggelige til det groteske, fra det alvorlige til det hyggelige. Tiden bliver et udflydende begreb og situationen mere og mere tilspidset.

Og hvem er disse personer i det hele taget?

Hele tilblivelsen af forestillingen er opstået gennem idéen om hvad der ville ske, hvis man sad fast i en elevator med 2 fremmede.

Hvilke udfordringer der måtte opstå, når man er fanget i lang tid. Hvad skal tiden gå med?
Hvad skal man snakke om og hvem er de 2 andre egentlig.

Hele holdet har været med til at skrive på denne enakter, som er blevet til over de sidste 3 år, hvilket har været en spændende proces. Der bliver ved med at dukke nye sider op af vores 3 karakterer, hvilket også har været med til at forme forestillingen.

At starte med intet og prøve sig frem til en form kræver en hel del af holdet, men alle har haft en fantastisk energi, fantasi og ikke mindst evnen til at komme op med de 3 karakterer, I vil blive præsenteret for.
Ikke mindst har det været en fornøjelse at arbejde på tværs af 3 amatørscener, nemlig Glostrup, Hvidovre og Taastrup Amatør Scene.

Forestillingen har en spilletid på ca. 60 min.

Anmeldelse

Af René Kristensen
Det var med en vis spænding, at jeg satte mig til rette i sædet for at se forestillingen Elevatoren. Et teaterstykke, der var opstået i et samarbejde mellem tre amatørscener. Et samarbejde mellem skuespillere, instruktør og en erfaren teatermand, som skal arbejde sig frem til et manuskript ud fra spørgsmålet; ”Hvad kunne der egentlig ske, hvis man var spærret inde i en elevator med to fremmede mennesker i meget lang tid”. Det lyder virkelig som lidt af et sats, der kan gå to veje. Hvad skulle man forvente?

Jeg har selv prøvet noget lignende for mange år siden. Og resultatet var en pæn omgang blandede bolscher, hvis jeg selv skal se tilbage. Der var scener og karakterer, der var vellykkede, men der var også meget, der vel kan betegnes som middel godt/dårligt. Og en del, der nok ikke burde have fundet vej til det endelige manuskript. Men det var en fed og spændende proces.

Lad mig med det samme slå fast, at Elevatoren absolut bestod af vellykkede scener og karakterer. Hele vejen igennem. Og ideen med at se på relationer mellem mennesker i en ubehagelig og, vel også, ekstrem situation er virkelig god. Den er set før i utallige variationer, men slet ikke dårlig. Så lad os bare kaste os ud i det.

Skuespillet fungerede virkelig rigtig godt. Der var masser af bevægelse på scenen på trods af de trange kår. Med tre skuespillere på scenen var der virkelig lagt op til masser af alliancer og konflikter på kryds og tværs. Og det fik vi. Der var masser af følelser og glimrende skuespil fra alle tre skuespillere. De forskellige følelsesmæssige slag, der bølgede frem og tilbage, alliancerne der hoppede rundt mellem skuespillerne, blev så fint spillet, delikat udtrykt i krop og mimik og replikmæssigt. Hvad enten det er en spinkel følsom stemme, voldsomt raseriudbrud eller bidende ironiske replikker. Flot sammenhæng mellem stemme og krop, fint og delikat afdæmpet eller forstærket afhængig af situationen.

Et lille kritikpunkt må dog være, at det nogle gange gik lidt hurtigt med skiftet mellem, hvem der var venner og fjender. Så hurtigt at man som tilskuer undres, hvordan blev de pludselig uvenner. Men det meste falder vel egentlig på plads med en, for mig og vist også andre, overraskende slutning. Virkelig et simpelt greb, men det virkede perfekt. Genialt.

Teknikken skal man jo helst ikke lægge mærke til. Og så har den jo en stor betydning for oplevelsen for publikum. Der er ingen tvivl om, at vi på GAS er heldige at have et rigtig godt teknisk team. De er dygtige, får skabt en rigtig fin illusion af det kraftige neon elevatorlys blandet med en hyggelig stemning, som får lullet tilskueren ind i en tryg stemning, der så kan rives væk, som forestillingen skrider frem. Hele vejen gennem forestillingen understøtter lyset det, der foregår på scenen, fysisk, stemningsmæssigt og bevarer illusionen elevatorneonlys. Det er flot og effektfuldt, men vi er vel også så forvænte, at havde det ikke været sådan.
Så havde vi bemærket det.

Scenografien er jeg simpelthen nødt til at komme ind på. At tage en relativ stor kukkassescene og indsnævre den til en elevator på 4-5 kvadratmeter. Det er modigt., især når man putter tre skuespillere ind i den, som skal fastholde publikum i en lille times tid. Men det fungerer brillant og fungerer i den grad især, fordi man vælger at lave hele spilleområdet som en drejescene. Man får i starten givet indtryk af et meget lille område, skuespillerne kan opholde sig på. Og vups, drejer man scenen 180 grader og med lidt optisk bedrag giver man lige skuespillerne lidt ekstra plads. Det virker rigtig godt og som tilskuer har man stadig følelsen af at være i et lille rum. Og den måde man benytter drejescenen til at illudere tiden, der går er lige til venstrebenet, men ikke desto mere genialt tænkt og udført af bagsceneteknikere og skuespillere. Den drejescene fungerer simpelthen bare. Igen dog et lille kritikpunkt. Der var måske lige vel mange omdrejninger ind i mellem, men det ødelagde ikke det store billede.

Alle brikker udfylder perfekt deres rolle, lagt til rette af instruktøren, der har forstået at bruge de effekter og muligheder, der lå lige for. Og ellers har fundet en fin balance ved at skrue lidt op eller ned.

Alt i alt en flot forestilling, hvor alle involverede leverer en rigtig flot præstation.

Tilblivelsen af ’Elevatoren’

Af Tanja B. Mielskov

Hvad vil der ske, hvis tre fremmede mennesker blev fanget i en elevator? Det var udgangspunktet, da vi startede processen om vores teaterstykke “Elevatoren”. Vi satte tre store stykker MDF-plader op, som dannede rammen for vores elevator. På siden af den ene plade var tegnet med blyant vores elevatorpanel og værkstedets støv for omkring os, mens vi improviserede. Ind i elevatoren, ud af elevatoren, ind i elevatoren. Hvad virkede, hvad virkede ikke?

Langsomt, men sikkert fik vi skrevet et manuskript. Men det er svært med et improviseret stykke, for replikkerne var knap replikker, men mere talesprog. Sikke vi lærte om os selv, når vi fik på skrift, hvilke udtryk vi bruger, helt uden at lægge mærke til det. “Siger jeg virkelig det?” blev en flittig vending, når vi forsøgte at læse manuskriptet igennem.

Efterhånden kom manuskriptet på plads, men hvordan bygger man en elevator, således at publikum kan følge med og skuespillerne føler sig klaustrofobisk lukket inde?
Ideerne var mange og teknikken blev eksperimenteret med.
I sidste ende blev resultatet en elevator på en drejescene.
Dørene skulle kunne åbne og elevatorpanelet kunne lyse og blinke. Og det kunne det! Alle de små detaljer, som vi måske mest selv lagde mærke til. Elevatoren var klar til at køre. Sikke en lettelse det blev, at kunne øve i en “rigtig” elevator.

Elevatoren var køreklar, men manuskriptet drillede. Det skulle nemlig vise sig, at det ikke er helt nemt, at huske replikker skrevet ud fra improviserede scener. Vi måtte derfor tilbage til tegnebrættet. Vi ønskede ikke, at ændre alt for meget i vores manuskript. Hele grundprincippet havde været, at improvisere os frem til replikker og handling.
Vi brugte mange timer, hvor vi sammen skrev lidt ekstra på replikkerne eller ændrede dem én smule, således at de fortsat var vores egne ord.

Da forestillingen endelig skulle stå sin prøve, sad vores hjerter i halsen. Det er en anderledes følelse, at skulle fremvise noget, som alle har brugt mange timer og uger på at gøre færdig.
Vi har nok alle en særlig plads i hjertet for vores hjertebarn, men vi vidste også, at stykket ikke var alles smag. Vi havde ret, men alligevel var det helt som det skulle være.

Efterfølgende havde vi mange gode snakke med publikum, som var nysgerrige på handlingen og på os. Det var tydeligt, at handlingen havde ramt noget i nogle af publikummerne og det var en fantastisk fornemmelse.

Hele holdet omkring elevatoren har fået et sammenhold, som er helt specielt. Udgangspunktet var altid “Hvad vil der ske, hvis tre fremmede mennesker blev fanget i en elevator?”, men det sluttede alligevel af med at være: “Hvad vil der ske, hvis én tekniker, tre skuespillere, to elevatordrejere og én instruktør samarbejder om et stykke om en elevator.

Svaret er ganske enkelt: Magisk.