60 års jubilæumsreception

På samme dato som GAS blev stiftet på for 60 år siden, tilbage i 1963, afholdtes der på vort teater ’Hesteskoen’, en flot reception for scenens venner og bekendte.

Arrangørerne havde virkelig lagt op til et flot arrangement. Dette blev der heldigvis også ’kvitteret for’, da det hurtigt viste sig at GAS blev velbesøgt af mange af scenens interessemedlemmer, amatørteaterkolleger, nuværende og tidligere medlemmer fra scenen, hvor ud over byens borgmester, siden jan. 2022, Kasper Damsgaard, ligeledes kom forbi med en hilsen fra kommunalbestyrelsen.

I foyeren var der gjort klar med et udvalg af drikkevarer, der kunne dække et hvert behov fra kaffe/te, til et udvalg af øl/vand og vin med et tilbehør af gode snacks, der kunne medtages i den ’nye’ teatersal, hvor den hyggelige snak hurtigt bredte sig omkring de runde festligt arrangerede borde, der var dækket med nysyede flotte blå duge i dagens anledning.

Der var der allerede forberedt en lille scene, flankeret af to hvide søjler, hvor scenens formand Dorthe Holm, kunne ’føle sig hjemme’ i projektørernes skær og holde en flot (lidt improviseret) tale vedr. scenens begyndelse, sin egen indgang til formandsposten, samt benyttede borgmesterens deltagelse til at at bringe scenens fremtid i tale, da der jo fra kommunens side er begyndende tale om at bruge Leragergård mere aktivt inden for kommunens arbejde med udfordrede unge.

Hun sluttede med at takke alle de mange der har bidraget med arbejde, midler eller interesse for scenen gennem de første 60 år, herunder ikke mindst kommunen og dem der er dukket op i dag for at fejre scenen, med deltagelse i dagens receptionen for 60 års jubilæet. Endvidere udtrykte hun ønsket om, at det vil være muligt også fremover vil finde de ’ildsjæle’ der er nødvendige for at drive scenen videre i fremtiden.

Borgmesteren tog ligeledes kort efter ordet og udtrykte sin ’overraskelse’ over scenens omfang, den positive atmosfære og det miljø der var rammen om foreningen og Hesteskoen/GAS, samt det store engagement medlemmerne har lagt og lægger i arbejdet på scenen. Han kommenterede ligeledes de planer der var om at inddrage Leargergaard i kommunens omsorgsarbejde, men gav udtryk for at planerne i det store hele drejede sig om udnyttelsen af hovedhuset og det ville og måtte være i kommunens interesse at bevare et teatermiljø som Hesteskoen.
Alt i alt en meget positiv omtale af vor forening og vor teaterinteresse.
Talen fik flot bifald(!)

Herefter tog snak om minder, oplevelser, planer og almindelig hygge over.

Tre timer er ikke lang tid til sligt og det trak da også noget ud inden de sidste positive gæster overlod pladsen til scenemedarbejdernes oprydningsarbejde!

Alt i alt et pragtfuldt arrangement der nok sætter niveauet for den kommende interne 60 års fejring.

formand
Glostrup amatør Scenes formand Dorthe Holm på scenen.

 Se talen her:

borgmester
Borgmester Kasper Damsgaard på scenen.

 Se borgmesterens tale her: