D. 11. september 2001.

En dag, vi aldrig glemmer.

Hele verden spærrede øjnene op, da vi hørte om terrorangrebet på World Trade Center i New York. Vi blev konfronteret med billeder af flyvemaskinerne, som fløj ind i bygningen, og af desperate folk, som sprang ud fra tårnene.

Denne forestilling handler om én af de mange, som tog springet ud i intetheden og ind i den visse død. Vi deler hans sidste tanker inden springet, og mens han mindes et liv, fuld af glæder og sorger, drages vi efterhånden ind i hans verden, hans desperation, vrede og hans kærlighed til konen, børnene og livet.

En gribende og smuk fortælling om en mand i frit fald.

Forestillingen varer 1 time og 35 minutter.

Anmeldelse:

Klokken 8:46:40 den 11. September 2001 om morgenen lokal tid, fløj en Boeing 767 ind i nordsiden af World Trade Centers nord-tårn.
Ca. 17 minutter senere, fløj endnu en Boeing 767, ind i det sydlige tårn.

Tånspringeren, er en monolog, som foregår i Nordtårnet, og er skrevet af Andreas Dawe, inspireret af fotografiet - "The falling man" (pressefotograf Richard Drew).

Meget passende, var 11. september 2024, også dagen, hvor GAS havde premiere på monologen.
I ”Tårnspringeren” følger vi et af ofrene. Han er konditor og befinder sig i Nordtårnet, da den kæmpestore Boeing 767 flyver direkte ind i tårnet.
Som publikum får man et chok, idet forestillingen starter i mørke, for dernæst at blive mødt med et kæmpe brag og kan se på bagvæggen af scenen, da den kæmpestore Boeing 767 pløjede sig ind igennem tårnet.
Braget kunne mærkes helt ned i maven ……

Historien omhandler en mand, der selv valgte at springe ud i døden, fra tvillingetårnene, d. 11. september 2001. I intetheden, mellem livet og døden, gennemlever han sit liv i timerne op til sin død.
Han kunne vælge mellem, at brænde op, eller at springe – han valgte at springe.

Hvad tænkte han på i den sidste tid?
”107 etager. Med 240 kilometer i timen. Mellem 10 og 11 sekunder. Det føltes helt klart, mere som 11 end som 10. Det føltes som en evighed….”
Han genoplever glæder og sorger fra et levet liv, og som tilskuere drages vi efterhånden ind i hans verden.
Vreden og håbløsheden idet han erfarer, at han ikke kommer til at overleve, er så overbevisende, at man ikke kan lade være med at føle med ham. Fortællingen om hans kærlighed ved 1. blik, – kærligheden til hans kone og hans 2 børn, tager man ikke fejl af.
Sorgen over aldrig, at skulle se sin familie igen, bliver betegnet med ordene: ”Sorg, er den kærlighed du ikke kan komme af med”
…………………….
Den smerte han viser, går lige i hjertekulen – for dernæst i desperation, at skrige ud i salen: ” JEG VIL HJEM – I RØVHULLER – JEG VIL HJEM”.

Han få fremvist vreden og sorgen, så du tror på ham.
Der var især en bestemt scene, som fik tårerne frem og flere snøft kunne høres i salen, var der, hvor han aldrig fik svaret sin datter på et meget vigtigt spørgsmål om: ”Tager zebraerne striberne af nå de dør? ”
Han fik aldrig svaret hende …..

Det var SÅ stærk en scene. Til trods for, at jeg har set forestillingen flere gange, tuder jeg hver gang.
Forestillingen gav heldigvis også plads til enkelte episoder, hvor vi fik lov til at le/smile, hvilket var befriende, i alt det triste.

Denne gribende og smukke fortælling, blev formidlet så stærkt, overbevisende og med en indlevelse som sjældent set, af Frank Løfqvist, med en påmindelse til os alle: Elsk livet!

Som det sidste i denne anmeldelse ,vil jeg gerne påpege, at scenografien, lys- og lyddesignet, formåede at overbevise os om troværdigheden i historien, om at han var fanget i det ene World Trade Tower.

Suffløen