masker Glostrup Amatør Scene

Søstre

af Kenneth Robins.

I de første måneder af 1942 kæmper en lille gruppe sygeplejersker for at overleve og pleje alle de mange soldater, der er blevet såret under japanernes angreb på Bataan-haløen på Filippinerne.
Det er en barsk forestilling om, også psykisk, at overleve en håbløs situation, hvor eneste mulige våben er sammenhold. Sammenhold på trods af forskelligheder. Det er en forestilling hvor humor og alvor går hånd i hånd om at fortælle historien om en gruppe piger, der er på grænsen af hvad der er menneskeligt muligt at udholde. 

 

soestrep

soestre7

Medvirkende : Pernille Krag Larsen, Louise Jamuna Ranfeldt, Camilla Brix, Max M. Hansen, Erik K. E. Nielsen, Marie Brinch, Mette Gitte Due, Nadia Nathan, Søs Ly Kjergaard, Joy Knudsen, Anja Snerle, Birgitte Danielsen og Eva Lytje Hansen.
Instruktør : Jens Damsager Hansen.
Instruktør assistent : Erik K. E. Nielsen.
Lyd : Keld Christensen.
Lys : Rune Bolhøj.
Scenograf : Ib Holmud.
Sufflør : Else Sørensen og Annie Lytje.
Oversættelse : Jens Damsager Hansen.
Produktion : Glostrup Amatør Scene.
Premiere : 2. April 2004

Anmeldelse af:
Søstrer.

Når man har oplevet noget skrækkeligt, tager det tid at fordøje det! Ofte drømmer man om det i lang tid. Sådan var det med Søstre. Et skrækkeligt stykke. Men på G.A.S. opfører vi ikke kun hyggelige og morsomme stykker. Vi mødte en flok skrækkeligt forkælede unge piger, som kastes midt ind i en skrækkelig junglekrig i Philippinerne i begyndelsen af 1942. Furierne som næsten alle er sygeplejersker udvikler deres menneskelighed og personlighed meget dramatisk, og jeg ender med at græde og glædes. Søstre symboliserer og heroiserer de kvinder (og mænd) der står på den vestlige civilisations yderste forpost og kæmper for vore demokratiske frihedsidealer. Tak til Jens Damsager for at have perfekt oversat stykket fra amerikansk og tak for en instruktion, hvor han virkelige fik gravet alle de feminine egenskaber frem hos G.A.S.-pigerne.

Pernille Krag Larsen var selvskreven som hovedrolleindehaver. Hun er et scenetalent, som nyder at optræde, og som med sit spil kommer langt ud over scenekanten.

Louise Ranfelt spillede også pragtfuldt, med en næsten lige så stor "kæft" som Pernille. Når sådanne kvinder råber op, så lyt.

Camilla Brix Andersen var den skrappe læge, som prøvede at holde en distance til sygeplejerskerne, Jeg kunne føle, hvordan hun ville bryde sammen, når hun kom tilbage til sit kvarter.

Eva Lytje Hansen var endnu skrappere, men var hemmelig gift med Løjtnant Holt (Max M. Hansen). Da løjtnant Holt dør viste Eva det med et ansigt fyldt med smerte og sorg. Meget smukt.

Marie Brinchs rolle var den stille sygeplejerske med en dejlig klar udtale, og ikke mindst et talende minespil, da hun tænkte tilbage på tiden før krigen og på hendes kære.

Søs Kjergaard fik hurtigt i forestillingen et granatchok, og vi følte med hende.

Nadia Nathans forvandling fra sygeplejerske til kanonér afspejlede den ekstase, der kan opstå hos et menneske, der dræber for at redde sig og sine. Sic!

Mette Gitte Due spillede den overbeskyttende lidt klamme sygeplejerske. En vanskelig rolle, men typen findes jo og hørte hjemme i forestillingen.

Anja Snerle gennemgik den totale forvandling fra et parfumedyr til den allermest opofrende af alle. At vi mennesker kan ende som hende er et håb for menneskeheden. Vi havde også en fødsel og en kok. Disse helt nødvendige kvinderoller klarede Joy udmærket. Bare det dog var nok i denne verden, at kvinden kunne stå i køkkenet og føde børn. Max M. Hansen er soldat og dør hurtigt. Tilsyneladende forvolder han mange bankende hjerter hos pigerne, men det er vist kun i deres fantasi, han får gjort noget ved det. Men Pernilles spillen op til ham er et af de mange steder, hvor hendes skuespilkunst er perfekt.

Erik K.E. Nielsen spillede to sårede soldater. At høre Erik tale japansk er herligt, men da han dør og blodet flød, da gav publikum et stort fælles gisp fra sig. Erik har en perfekt faldteknik, og gør sig utrolig umage med alle virkemidlerne. Erik skal også nævnes for sit arbejde som instruktørassistent.

Næsten helt udenfor scenen sad Birgitte Danielsen og læste i den dagbog, som hendes søster Pat (Pernille) havde skrevet. Flot at hun med få virkemidler kunne få vist os, hvor langt hun/vi var nået i historien.

Scenografi, lyd og lys var perfekt som altid og leveret af triumviratet Ib Holmud, Rune Bolhøj og Keld Christensen. Vi var i en jungle med cikadesang, flystøj, faldende tagstykker, røg og sågar en nyfødts babygråd. Der var også tropiske skadedyr i sceneopbygningen. Men de blev dog fjernet af Rentokil inden Søstre gik i luften.

Det var så det "skrækkelige" stykke, som jeg måtte se 5 gange før jeg fik alle nuancerne og skuespilpræstationerne på plads.

Lad mig slutte med forfatteren til Søstres egne ord: "Kvinder er skabt til det de bliver kastet ud i".

Mogens Steen Johansen