Harvey

af Mary Chase.

EN LANGØRET SUCCES

Glostrup Amatør Scene har gjort det igen!

Glostrup Amatør Scene opfører klassikeren HARVEY. Elwood P. Dowd (Frank Jensen)er stykkets altoverskyggende hovedperson, som har en kærlig og beskyttende ven i den to meter høje kanin Harvey. Hans familie har svært ved at kapere dette usædvanlige venskab. For søsteren, Veta Louise, (Lisbeth Harboe) er Elwood´s stadige snak om og til Harvey blevet en torn i øjet - hun planlægger nemlig at finde den rigtige unge mand til datteren. Men da Veta Louise bestemmer sig for at få Elwood "spærret inde", sker der en frygtelig misforståelse!

Det bliver op til Elwood at rydde op i rodet - med afvæbnende filosofi og hjælp fra sin "fantasiven" - i denne populære klassiker.

Elwood er med sine blide manerer og grænseløse venlighed ikke til at bringe ud af fatning, mens Harvey ubekymret "hopper rundt" i baggrunden og laver ballade. Der bliver spillet uden at overspille - med gennemført scenografi og lyssætning.

Harvey er ikke en farce eller komedie - men en lystspil. Nuancen er der og den kan ses i Frank Jensen, som med en gudbenådet indlevelse spiller stykkets fysiske hovedrolle, Elwood P. Dowd.
Instruktøren, Solveig Spangsberg Lorentzen, fortjener ros for sin iscenesættelse.
Der er virkelig lagt op til et godt grin på Glostrup Amatør Scene.
- men også til eftertænksomhed.


Mary Chase har skrevet teaterstykket, som i sin tid vandt Pulitzer prisen.


Harvey gør livet lidt sjovere.

 

harvey

harvey10

 

Medvirkende : Lisbeth Harboe, Martine Harboe, Frank F. Jensen, Gerda Ahlberg, Lars Rygaard, Morten Vedersø, Birgitte Danielsen, Else Sørensen, Rene Wiinblad, Erik Steen Larsholt og Bent Starcke Henriksen.
Instruktør : Solveig Spangsberg Lorentzen.
Teknik : Jens Damsager Hansen og Pernille Krag Larsen.
Sufflør : Lisbeth Leffler.
Scenograf : Ib Holmud.
Produktion : Glostrup Amatør Scene.
Premiere : 1. september 2004.

 

Anmeldelse af:
Harvey..

Scenen er sat.
Harvey er på programmet.
Mennesket er i centrum.

"Harvey" er et lystspil, skrevet af forfatteren * Mary Chase.
Teaterstykket aktiverer absolut lattermusklerne her og nu, men det er også et stykke der giver os noget med hjem at tænke over.

- Hvordan er vi mennesker egentlig hinanden imellem.
- Burde vi ikke alle, mere eller mindre, anskaffe os en "to meter høj gennemsigtig kanin med røde øjne".
- Hvem er normal, og hvad vil det sige, at være normal.
- Og ikke mindst, hvem skal eller kan med rette tillade sig at være den bedømmende - dommer.

--------------------------------------------------------------------------------

Selve forestillingen bød på mange "Guldkorn"! Alle aktører gjorde et rigtig godt stykke arbejde!

Den elskeligt blide, grænseløst venlige Elwood P. Dowd.
* spillede Frank Jensen, helt fabelagtigt gennem hele forestillingen. Hans spil var så ægte og forførende, at jeg blev i tvivl om Frank i virkeligheden ér Elwood eller var det omvendt

Hans forfinede forfjamskede søster Veta Louise Simmoms - der "blindt" søger den ultimative lykke for sin datter og sig selv, bl.a. ved at flytte ind og bo hos den velhavende bror, Elwood P. Dowd, for at tilrane sig sin andel af arven efter deres afdøde mor - elsker trods alt sin bror mere end gods og guld (med eller uden Harvey)
* Lisbeth Harboe, spillede denne rolle til UG. Blot syntes jeg der et par gange, var lidt for meget badut-spring i spillet af den fornemme dame, til gengæld var den nyvaskede, endnu våde, meget "naturlig" telefonsamtalende Veta (i starten af 2. akt) pragtfuld!

Myrtle Mae Simmons datter af Veta Louise Simmons er stykkets mest jordnære person. Hun har med garanti aldrig set Harvey.syntes de andre er småtossede når de fabler om Den kanin. Hendes ydmyge ønske er blot "Guld og grønne skove" og så nogle lækre detaljer om mænd mm.
* I rollen som Myrtle Mae debuterede Martine Harboe. Det gjorde du rigtig godt! Jeg håber vi kommer til at se mere til dig på "de skrå brædder" i GAS.

Dommer og jurist Omar Gaffney. En excentrisk herre, ven og rådgiver af familien og meget lun på "byens bedste bryster" sludder.. jeg mener en af byens bedste borgere, selveste fru Veta Louise Simmons.
* Erik Larsholt, klarede denne rolle super flot, man overbevistes fuldstændig om at manden virkelig var totalt forvirret og rundforstyrret.

Den fornemme Tante Ethel Chauvenet, der hverken med eller uden briller kunne få øje på Elwood´s bedste ven Harvey.
* spillede Gerda Ahlberg. Her så vi med tydelighed, hvor meget en lille rolle kan fylde! Det spil og den mimik er bare ikke til at tage fejl af. Du ved, hvad du gør og, hvad der virker! Tak, Gerda vi andre kan lære meget af dig!

Psykiater Dr. William R. Chumley får andet, end sit Sanatorie og sine patienters diagnoser, at tænke på. Bl.a. om det er ham eller Harvey (den to meter høje kanin) der skal betale bar-regningen.
Spørgsmålet er bare, når han atter er ædru! Bliver han så en bedre psykiater efter mødet med Elwood og Harvey og slipper han nogensinde af med Harvey igen!... Hvad ønsker han at erindre.
* Lars Rygaard, der spillede den lettere distrete Dr. W. R. Chumley, gjorde det ganske livagtigt., godt og morsomt lige til stregen.

Hans småberusede hustru Betty Chumley, der aldrig kommer til det omtalte cocktail-party må gå hjem igen, formodentlig og dele sin ensomhed med sin forstads-frue-porvins-flaske.
* Else Sørensen, spillede denne kvinde med en lune og en smittende lattermildhed - gjorde en god figur som gav noget til sjælen i stykket.

Reservelæge Psykiater Lyman Sanderson, der sluttelig får sin lægesekretær i enden, den sexede Ruth Kelly.
* Morten Vedersø, og * Birgitte Danielsen,
De har et rigtig fint og overbevisende samspil.
Tillige benytter Morten sig virkningsfuldt, i forestillingen, af sine meget talende øjne og hænder.
Birgitte osede af sex og hvem kan stå for hendes forførende blinkende øjne.

Sanatoriets temperamentsfulde portør Wilson får Harvey´s, drillelune at føle. Den seje og selvsikre portør bliver rædselsslagen da hele forkontoret nærmest roterer på fuld styrke med blinkende lys og lyd.
* René Wiinblad, spillede Wilson. Han var talentfuld skræmmende og morsomt på samme tid.

Taxachaufføren E. J. Lofgren, der i slutningen af stykket vil inkassere sit tilgodehavende på 15$..får vendt op og ned på begreberne af det umiddelbare korrekte.får Veta Louise Simmons til at indse sin brors, Elwood P. Dowd, og hans gode ven Harveys berettigelse til at leve og eksistere som de gør.
* Bent S. Henriksen, gjorde det fint, som taxachafføren.

Harvey, den kærlige, interessante, blomster spisende, drillende, hjælpende og beskyttende Pooka.
* Blev spillet perfekt, af en ca. to meter høj usynlig kanin med pjusket hår, lange ører og røde øjne.

Lyd og Lys fungerede som det skulle, som et godt samspil mellem scene og handling. Og vi havde vist alle en fornemmelse af Harvey´s tilstedeværelse på scenen.
* Jens Damsager.
* Pernille Krag Larsen, med hjælp af Erik Nielsen.

Scenografien var som sædvane fyldestgørende effektfuld!
* Ib Holmud.

Suffløren hørte vi ikke meget fra. Og det må jo siges at være godt!
* Lisbeth Leffler.

Sidst men ikke mindst skal Instruktøren nævnes.
* Solveig Spangsberg Lorentzen.
Du kan roligt tørre sveden af panden fra bagerste række af salen.Stolt, strække benene ud plante hælene solidt i gulvet! Du har begået et Fantastisk Flot stykke arbejde med hele holdet, og den mere up to date udgave af, "Harvey"! Tillykke!!!
Det er første gang vi har haft fornøjelsen af Solveigs instruktion af et stykke her på Glostrup Amatør Scene. Det bliver forhåbentlig ikke det sidste!

--------------------------------------------------------------------------------

Tak for en morsom og eftertænksom oplevelse!
Fru. Larsen

Ps. Hvis langørede usynlige kaniner går i bad. Hvem var det så egentlig der lå i badekaret, når det ikke var Harvey?!