Rejsen til Etna

Skuespil i 2 akter af Anders Bodelsen

Stykket tager sin begyndelse i Bettys lejlighed.
Betty, en ældre dame på 75 år, er så uheldig at brække hoften ved et fald.

Betty udskrives fra hospitalet, men skal sidde i kørestol. Narkosen har taget lidt hårdt på Bettys hukommelse, men det forhindrer hende ikke i at drømme.

Betty har to voksne børn, Ella og Martin
Ella er skilt og arbejder med reklamefilm. Ella har en voksen datter Andrea, der er kæreste med Tonio som er tyrker og ejer en pizza-kæde.

Andrea har et godt og fortroligt forhold til sin mormor Betty, og fortæller hende mere end sin egen mor Ella.

Martin er bøsse og kæreste med Villy, som er mekaniker. Villy har været gift og har to børn fra et tidligere ægteskab, men er nu sprunget ud.

Lægen, der udskriver Betty, indrømmer, at narkosen tog lidt hårdt på Bettys hukommelse. Hun virker ret glemsom, men alligevel er man lidt i tvivl om Betty har mistet noget af hukommelsen, eller om hun selv bestemmer om hun vil være klar eller uklar.

Betty har en drøm. Hun vil foretage en pilgrimsrejse til Sicilien og bestige vulkanen Etna inden det er for sent. Betty var på en rejse med Sigurd, sin afdøde mand, på Sicilien tilbage i 1963.
Dengang fik hun dog ikke besteget Etna og har besluttet hun vil nu. Familien forsøger at tale Betty fra denne vanvittige ide, men Betty er hverken til at hugge eller stikke i. Hun har taget sin beslutning. Hun vil af sted til Etna, med eller uden hjælp.

Hvordan får Bettys familie opfyldt Bettys ønske om at bestige Etna, og så i kørestol?
Det kræver en vis portion kreativ tænkning fra Bettys familie. Alle, undtagen Betty, bliver indkaldt til familie- og strategimøde. På trods af at Ella, som reklamekonsulent, lever af at skabe illusioner, kan hun overhovedet ikke se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Men med hjælp fra Tonio og Villy øjner de en chance for at opfylde Bettys ønske. En drømmerejse på stedet! Så ved hjælp af fantasi, kreativitet, snilde og masser af teknik får Betty opfyldt sin drøm om at komme til Etna, uden overhovedet at forlade sin lejlighed. Det er ikke så ligetil at skabe denne illusion uden at Betty opdager plottet. Der er hektisk aktivitet, stress og sved på panden for at nå rejsens mål Vulkanen Etna. Ved Betty at hun bliver taget ved næsen ? Vælger hun at lege med?, eller lykkes det familien at skabe den optimale drømmerejse.

Alt dette vil du opleve i Anders Bodelsens morsomme skuespil "Rejsen til Etna".

God fornøjelse

Anmeldelse af:
Rejsen til Etna.

Vi skal bruge: Et lysbilledapparat, en togkupékulisse, en halv pap-sportsvogn, en mikserpult, en italiensk tjener og en brødrister. Umiddelbart kunne det lyde som ingredienser i en genindspilning af 'Olsen-banden', men ikke desto mindre var det blot nogle af de mange effekter der blev brugt i 'Rejsen til Etna'. Det skulle nemlig vise sig at blive et udstyrsstykke af rang, der stillede store krav til både teknikere, skuespillere, og ikke mindst vores evigt roste troldmand; Ib Holmud! Forfatteren bag var Anders Bodelsen (ham med 'Nattevagten'), der efter selv at have set stykket af-slørede, at han aldrig i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at der var nogen der ville sætte hans komedie op på en teaterscene. Det viste sig nemlig, at han oprindeligt havde skrevet det som et radio-hørespil! Så det var det en lettere imponeret Hr. Bodelsen der efterfølgende kunne konstatere at GAS var den første scene nogensinde, der havde opført 'Rejsen til Etna' på de skrå brædder.

Udover at være krævende rent teknisk at sætte op, måtte holdet bag også bokse med mange personlige problemer; flere skuespillere måtte springe fra pga. sygdom i familien, eller, som i Bentes tilfælde, Camillas tragiske trafikulykke, der satte hele familien Krag Larsens fritidsliv på et vågeblus. Også teknikersiden fungerede mildt sagt elendigt under prøverne, så set i lyset af både afbud, omrokeringer og mangel på teknikere i allersidste time, må man konstatere at det var et mindre mirakel at stykket overhovedet blev til noget. Aldrig før har én forestilling vist været så meget plaget af uheld og personlige problemer som dette. Men lykkeligvis gik det som i det velkendte H C Andersen'ske eventyr: Det begyndte skidt, men endte faktisk rigtigt godt.

Gerda Ahlberg havde ikke stået i rampelyset i de sidste 5 år, så det var med spænding at undertegnede så frem til at se hende spille skuespil. Og jeg blev ikke skuffet! Gerda vadede med rollen som den rare, godtroende og lettere glemsomme Betty, lige ind i publikums hjerter, og det er svært at forestille sig hvem ellers der havde kunne udfylde denne karakter. Det var simpelthen en fryd at lægge mærke til hendes skift, når hun det ene øjeblik spillede lettere naiv under hendes "rejse", og i det næste, med et glimt i øjet, afslørede at hun skam godt vidste hvad der foregik omkring hende.

Erik Larsholt og Lars Rygaard har spillet overfor hinanden i en lang række tidligere opsætninger, men det var første gang at de skulle spille et homoseksuelt par. Og det gjorde de skam overbevisende. Ikke mindst takket være instruktøren, Susanne van Cuyl, som understregede at de ikke skulle gå over i den grøft at spille overdrevent feminine eller "bøssede". Så de spillede flot det de skulle forestille at være; et pænt etableret midaldrende par, blot med en anden seksualitet end den gennemsnitlige. Og søde så de nu ud sammen, især da Erik i rollen som Martin, gav Villy (Lars) et kækt lille klap i måsen, da de var på vej ud af Bettys lejlighed.

Et andet sødt par var Bettys barnebarn Andrea, og hendes tyrkiske kæreste Tonio, spillet af henholdsvis Eva Lytje og Rene Wiinblad. Også deres samspil bar præg af at de har spillet sammen i efterhånden mange år. René endte da også med næsten at tale med italiensk accent "til husbehov", hvilket i sig selv var en bedrift, når udtale af samtlige dialekter syd for Køge ikke ligefrem er Renés metier. Også scenen hvor Betty til Andrea fortæller om, da hendes afdøde mand "besteg" vulkanen Etna, var rørende.

Hvis rollen som Betty var perfekt til Gerda, så må "Ella" være skabt til Ulla. Så godt spillede hun Ella, at man skulle tro at hun nærmest var blevet typecastet til at spille den modne, handlekraftige datter, der føler ansvaret for moren og resten af familien lagt på hendes skuldre . Ulla spillede på flere tangenter, lige fra den bestemmende storesøster og mor, da familien var samlet, til den mere følelsesladede pige i "sejlturs-scenen". Troværdigt og indlevende spil.

Som rosinerne i den italienske pølseende, skal her nævnes Lisbeth Leffler som den distræte overlæge, og Annie Lytje, som spillede Bettys veninde Sonja. Det var skønt at se nye ansigter på scenen, og de leverede begge varen uden at man kunne mærke nogen form for usikkerhed. Tak til jer to også for en flot præstation, og velkommen til et nyt liv i rampelysets skær.

Selvom det var et lystspil, var emnerne der kom om at vende såmænd alvorlige nok: Vores behandling af de ældre, de fremmede eller for den sags skyld de homoseksuelle, blev vendt og drejet på en humoristisk måde, samtidig med at man gik derfra med en hel del at tænke over. 'Rejsen til Etna' var en rejse i tid og ikke mindst tidsånd, og stykket havde en dejlig og forfriskende evne til at minde os om, hvor vigtigt det er at holde af og passe på hinanden, i et stresset vestligt samfund som vores. Tak til alle implicerede, for en flot præstation.

ffj