Mine to søstre

af Nicoline Werdelin

Nikoline Werdelin er kendt for i sine tegneseriestriber at ramme det moderne menneskeliv lige på kornet.
Det samme gør sig gældende i hendes stykker og i "Mine to søstre tegner hun med knivskarp humor et sørgmuntert portræt af livet, som det former sig for tre meget forskellige søstre.:
Leise, den ældste, der "elsker sex", men er bange for at alderen får hende til at miste magten over mænd.
Boel den midterste, der projektorienteret og omsorgsfuldt plejer søstre, børn og forholdet til ægtemanden Willum.
Og lillesøsteren Neel, bibliotekaren og læsehesten der intet kender til kødelig lys, men lever verden gennem de store klassikere.

Vi følger de tre søstre i familiens fælles sommerhus, igennem et par år, hvor deres liv hver især tager en drejning påvirket blandt andre af Willum, Boels geniale ægtemand, der "ligesom trandencerer op i et andet lag". men især af Oluf, den mystiske, charmerende unge mand der dukker op i søstrenes sommer hus og melder sig som ven og forfører for dem alle.

Alle der kan lide mennesker med alle deres fejl og mangler, vil more sig over dette stykke om familielivets glæder og forbandelser. hvem ved indimellem møder man måske lidt af sig selv?!

Anmeldelse af :
"Mine to søstre" af Nikoline Werdelin.

Vi har talt om det så mange gange!  Anden forestilling kan være "dræbende".  Det er måske et stort ord at bruge om første gang, jeg så "Mine to søstre", men det var ikke ligefrem den forestilling, jeg havde forventet.  For det første er jeg en stor beundrer af Nicoline Werdelin, for det andet havde jeg hørt så meget godt om forestillingen, og for det tredje blev stykket spillet af en flok (normalt) fremragende skuespillere fra Glostrup Amatør Scene!  Det var desværre bare ikke til at se denne aften.  Stykket var laaaangt, der var ingen dynamik eller engagement på scenen.  Derfor, lad os endelig glemme denne aften, og springe frem til sidste forestilling, som jeg heldigvis også så.

At der kan være så stor forskel på to opførelser af samme tekst, med samme skuespillere i samme rammer er egentlig underligt, og alligevel forståeligt (jeg har jo selv prøvet det).  Der var sket en forvandling af dimensioner i perioden fra anden til sidste forestilling – og jeg blev underholdt formiddablelt af ensemblet bag "Mine to søstre".

Leise, den ældste af søstrene er en irriterende, egoistisk og krævende kvinde, som gennem stykket oplever, at hun måske har fået sit sidste kys.  Hvilken forfærdelig tanke, og Leise har meget svært ved at forholde sig til det.  I det hele taget er Leise på vej til det sidste i alt, hvad hun foretager sig.  Anmeldelser af hendes tidligere succes-romaner bliver til omtaler, bedstemor-armene begynder at hænge, mændene bliver færre og færre, og man aner langsomt en kvinde, som er ved at gå i forfald.

Det samme gælder for den midterste søster, Boel. Hele hendes liv er ved at brase sammen, da det går op for hende, at hendes mand er syg, endda meget syg, og bedre bliver det ikke, da han proklamerer, at han har forelsket sig i den kræftsyge Ester, og ikke vil tilbringe sine sidste dage sammen med Boel.  Et helt liv og et ægteskab i opløsning, og en kvinde, hvis faste ståsted er i forfald.

Den sidste og yngste søster er Neel, som man umiddelbart tror er den eneste, som har styr på sit liv, ved hvad hun vil og lever efter de normer, hun har sat for sig selv, men sådan oplever jeg hende ikke.  Hun er allerede i forfald og har været det siden, hun blev født.  Kærlighed til bøger og spændende historier og biografer kan være godt, men det kan ikke erstatte det "rigtige liv".

Villum, Boels syge mand, er gået i forfald ved stykkets begyndelse.  Den eneste, som ikke kan se det, er hans kone!  At forfald kan forandres til noget positivt er Villum bevis på, da han gør op med mange års ligegyldighed i hvert fald set med hans øjne.  Han har levet på Boels drømme gennem hele deres ægteskab, men da han bliver syg, gør han oprør og forlader konen, hvilket han måske skulle have gjort mange år tidligere.

Til sidst har vi Oluf.  Efter beskrivelsen af de tre søstre og Villum skulle man tro, at der ikke var mere forfald tilbage, men ind på scenen træder dette menneske, som prøver at være ven og trøster på skift med alle søstrene, og selvfølgelig må han forføre dem alle.  Utroligt, at han slipper afsted med det. 
Nicoline Werdelin har skildret fem forskellige karakterer, som hver især har deres berettigelse i stykket.  Der er mange morsomme og underfundige replikker, og når bare stykket spilles med den rigtige gejst og tempo, så bliver man underholdt på rigelig vis.  Man kunne vel egentlig godt have undværet de små "one-woman-scener", som for mig ingen relevans havde, og de var kun med til at forlænge det i forvejen lange stykke.  Jeg forstod heller ikke, hvorfor suffløren hele tiden skiftede en eller anden rekvisit på siden af huset, som ingen i publikum alligevel lagde mærke til.  Måske havde det noget med årstidernes skiften, jeg ved det ikke, men de havde ingen betydning eller effekt, da man overhovedet ikke opfattede, hvad der foregik.  Måske var det bare min plads i salen, men hvis man skal lave noget, som har en mening, så må man lave det, så alle kan forstå og følge med.  Det samme gælder, når man laver en opbygning af scene, så kan det altså ikke noget, at nogle siddepladser har meget svært ved at se, hvad der foregår i den ene af siderne.  Sådanne ting er med til at skabe uro og forvirring og værst af alt utilfredshed hos vores publikum.  Synd, for sommerhuset var ellers kreeret på en måde, som mindede mig om mine barndomsår i faster Johannes sommerhus, altså troværdigt og uden tvivl om, hvor vi befandt os.

Skuespillerne var fortræffelige i alle roller.  Troværdige og bevidste.  Alligevel bliver jeg nødt til at fremhæve Lars Rygaard i rollen som Villum.  Den rolle var som skrevet til Lars, og det er i mine øjne hans bedste præstation på scenen – i hvert fald af dem, jeg har set.  Lisbeth Harboe bliver ved med at overraske, og bliver bare bedre og bedre med de roller, hun får, Birgitte får mere og mere erfaring og det klæder hende, og så var det rart endelig at se Gitte Kahlke i en karakter-rolle igen.  Det har vi (læs jeg) savnet.  Til sidst har vi Morten Vedersøe, som virkelig magter at spille slesk og frastødende.  Ros til hele holdet, dog var der lidt problemer med lyset undervejs i stykket.  Det ødelagde ikke noget for publikum, tror jeg, men der lægges mærke. 

Fr. Holm