masker Glostrup Amatør Scene

"Sneenglen" / "Det store Spring"

 af Lewis John Carlino / Kaj Nissen

2 enaktere på en aften

Image

SNEENGLEN :
Image

Handlingen udspilles i et lille værelse på et forfaldent hotel på Manhattan i midten af 60erne. I Connie`s ”arbejdsværelse” kommer kunden John meget sent på natten – en anderledes kunde end forventet og fra en helt anden verden end Connie`s.
Vi følger to menneskers kamp om respekt, ensomhed, forståelse og ømhed, og vi ser hvilken stor betydning de menneskelige relationer har på, hvordan vi opfatter os selv og hinanden.
Det er en lille varm og humoristisk historie fra livet omkring os, med følelser vi alle kender til. Stykket har mange gode pointer, bl.a at selv om man ikke hører til blandt Guds bedste børn, kan man godt være en engel.
 

DET STORE SPRING :
Image

Et nedslag i tiden. Vi møder 2 mennesker, der lige har mødt hinanden. De har dog mødt hinanden et par timer før vi møder dem. Vi ser dem på en motorvejsbro, hvor de har tænkt sig at springe ud sammen. Men mange ting kan ske når mennesker mødes og disse to har først lige mødt hinanden.

Vi ser to mennesker der er kommet ud hvor der ikke er mere tilbage, intet er lykkedes. De har mødt hinanden og er blevet enige om at denne sidste ting skal lykkes for dem. Det må kunne lade sig gøre, når de er sammen om det, men tvivlen lurer stadig. Stykket handler om at møde andre, give slip og kunne modtage, når noget bliver givet. Tro på at det kan lade sig gøre og prøve igen, selv om det altid er gået galt før i tiden. Tro på at denne gang er det rigtigt.

 

 

SNEENGLEN : 
Medvirkende : Bente Krag Larsen og Per Marer.
Instruktør : Ulla Brinch.
Sufflør : Gerda Ahlberg.
DET STORE SPRING :
Medvirkende : Louise Ranfelt og Erik K. E. Nielsen.
Instruktør : Jens Damsager Hansen.
Sufflør : Pernille Krag Larsen.
FÆLLES FOR BEGGE :
Scenograf : Ib Holmud.
Lys design : Rune Bolhøj.
Teknik afvikling : Bjarne Brændeskov, René Kristensen, Rune Bolhøj.
Produktion : Glostrup Amatør Scene.
Premiere : 3. Marts 2006 kl. 20.00

 

 

Anmeldelse af

SNEENGLEN

Sneen er smeltet. Den sorte sneengel er ikke mere. Englen er draget fra Stockton over Glostrup og snart til Tommerup. Jeg er glad for, at jeg har set/hørt/følt dette stykke gennem flere forestillinger. Fra prøverne over premieren til de sidste forestillinger har stykket udviklet sig. Og så alligevel ikke! Der var tale om et meget sikkert spil og en imponerende ensartethed fra gang til gang. Både et følelsesmæssigt overflod kombineret med en streng styring af følelserne. For instruktør(er) og skuespillere gjaldt det meget om, at få fortalt en historie, vi kunne tro på, uden at spillet udviklede sig til alt for voldsomme stemningsudfald. Altså den telefonsamtale med Aldo og forsøget på styringen af egne følelser (Bliv væk fra mine følelser) var imponerende. Skulle spillet ikke have været meget voldsommere? Hvorfor blev skøgen dog ikke helt kvalt til sidst? Svaret er så absolut nej! De kontrollerede følelser lod os efterfølgende i tvivl om, de nu også efter stykkets slutning sammen rider ud mod horisonten. Det ved vi ikke. Det skal vi ikke vide. Det får vi ikke at vide. Dette teaterstykke har ikke nogen slutning. Det er et øjebliks billede af to menneskers situation, som sammen kan gøre hinanden så meget ondt – og godt! Tak til Bente Krag Larsen. Jeg vil altid huske dig for denne forestilling, mere end som drager. Tak til Per Marer. Ham skal man ikke kimse af. Manden rummer jo mange dybder. Tak til Ulla Brinch og Gerda Ahlberg. Glostrup Amatør Scenes svar på Kirsten Olesen og Ghita Nørby. Tak til Ib Holmud for bygningen af bordelværelset. Hvorfor skal scenerne dog rives ned så hurtigt? Ak! Ak! I øvrigt er der intet om rygterne: Ib Holmud skal ikke overtage jobbet på Gl. og Ny Scene efter Mikael Melbye. Han møder nok primadonnaer og udfordrende forhold i Glostrup. Og så musikken: Nej Per Nørby Holm: Det er ikke B.B. King der spiller og synger! Det er vor egen lokale ordenshåndhæver. Hvis du vil se B.B. King, må du/I vente til Mine To Søstre.


og af det

Det store spring

Jens Damsager kaster sig ofte som instruktør ud i stykker, der er meget forvredne og farlige. Stykkerne appellerer til et meget snævert eller specielt publikum. Jens vil gerne ryste os, forarge os, men ender han med at berolige os? Jeg ved det ikke. Han kræver meget af os. Også med det store spring kastes vi ud over rælingen, uden at vi aner noget om, hvad vi skal gøre. Vi prøver at fortolke de irriterende skæbner, som han sammen med forfatteren Kaj Nissen har valgt at portrættere. I starten troede jeg at Louise var roen i sig selv i et forsøg på at dæmpe den neurotiske nihilist Erik K. E. Nielsen. Men var det nu ikke Louise, som var den værste? Hun lod ham jo springe! Hun undsagde ham, som en anden Judas! Da stakkels Erik, så forslået kom op igen; så var hun klar til at fortsætte over- og underlivets usikre vej med ham. Føj da! Jeg kaster mig i hvert fald aldrig mere ud fra en bro, hvis der hænger arbejdsplatforme fra den. Hr. Nissen skulle have givet skuespillerne nogle flere replikker. Pauserne var nok for lange for mange. Hvis vi på scenen kunne tiltrække marginalgrupper, såsom selvmordskandidater, pædagoger, psykologer, psykopater og andre handikappede kunne vi sikkert hjælpe mange af disse vildfarne sjæle på rette vej. Og det er ikke engang ment ironisk.