Indenfor Murene

af Henri Nathansens.

Glostrup Amatørscenes "juleforestilling" i år indeholder familiehygge, traditioner kærlighed, som enhver juleforestilling skal og oven i købet religion i stedet for nisser og juletræer.
Men her holder julehyggen også op.
Udenfor murene er der bidende koldt i Henri Nathansens stykke og indenfor murene er der indimellem endnu koldere.
Der er under frysepunktet når jøden Levins datter Esther fortæller, at hun har forlovet sig, ikke bare med en kristen, men med sin fars arvefjende Etatsråd Hermings søn. Og kuldegraderne stiger yderligere, da de 2 arvefjender skal mødes og aftale deres børns giftermål.
Etatsråden spørger efter dette møde sin søn. "Tror du på, at mennesker bliver anderledes end de altid har været?" og sønnen svarer. "Ja, det tror jeg på. Engang bliver alting anderledes."
Disse ord blev skrevet for 100 år siden. For 100 år siden troede den oplyste ungdom på en fremtid uden racisme, kulturkløfter og religionsskel. Her 100 år senere, er stykket stadig uhyggelig aktuel. Vi er stadig henvist til at håbe på, at engang bliver alting anderledes.
Indenfor Murene er en klassiker, netop medtaget i den nye kulturkanon. Trods det alvorlige tema, er der også plads til humor. Og stykkets mest kendte replik, er nok uden tvivl "Lad dog barnet!"

Anmeldelse af :"Inden for murene" af Henri Nathansens

Da en af Deres udsendte medarbejdere var nede og se en kostumeprøve i september, måtte hun undrende spørge sig selv om denne scene var for lille til dette store stykke eller om det var skuespillerne der var for små til stykkets kostumer, "man kan skære her eller klippe der" --  "jamen det er jo min egen jakke".

Dog efter hårdt slid fra kostumiererne og stor tålmodighed fra skuespillerne, kan vi konstatere at selvom sidstnævnte tvivl måske var berettiget, udfyldte skuespillerne til fulde og med stort format rollerne i stykket og gjorde det både seværdigt, vedkommende og rørende.

Solveig Spangsberg har endnu engang bevist sit talent for instruktion ved denne gang at have kastet sig ud i klassikeren Inden for murene. Hun har valgt at tilføre stykket en passus i starten af første scene hvor Hr.  Levin velsigner  mad og drikke, noget hun havde erfaret stadig er en fast del af  sabbatmåltidet hos en jødisk familie. Dette var med til at fremme autenciteten i historien og konflikten mellem to trosretninger, da også det Hermingske hjem bar præg af den kristne tro, bl. a. med  "Marstrands udkast til den store nadver", der hang på væggen.

I det hele taget var kulisser og kostumer med til at underbygge stemningen i stykket og føre os tilbage til en tid hvor familie, ære og tro var tre vigtige begreber, som vi moderne "tolerante" , ikke dybt troende tilskuere, før stykket kun havde en perifer holdning til.

Skuespillerne, har under Solveigs sikre og indlevende instruktion, udviklet nogle karakterer, der førte os igennem et, forholdsvis langt, stykke, uden man en eneste gang rørte uroligt på sig i stolen, eller skævede til uret. De var levende, troværdige og vi følte med dem.

Mogens Steen Johansen spillede familiens patriark med en pondus der overraskede os positivt. Mogens har tidligere haft primært sangroller i mere "underlødige" forestillinger, hvor han har fyldt og gestikuleret meget. Derfor er det rart at se Mogens i rollen som Hr. Levin, kunne underspille og dermed understrege dybe følelser, således at han fremstår som en ægte person. Hans fremstilling af frustrationen hos den mand der må se sin datter forlovet med ikke bare en mand af anden tro, men sønnen af hans værste fjende, rørte os dybt. Hans ære var sat på spil. Og hvad skulle han gøre når han på Børsen ville blive lykønsket med forbindelsen - ville de grine bag hans ryg?

Else Sørensen har en fantastisk mimik og en fin betoning. Hun gjorde sin rolle som mild, men stærk.
Fru Levin var moderen og hustruen der stod splittet mellem anerkendelsen af sin unge datters kærlighed og loyaliteten mod hendes mand og religion. Hun udviser et stort mod, da hun i scenen på kontoret trodser sin mand når hun siger "hvor jeg er, er mine børn"! Hendes sorg er til at tage og føle på da hun oplever forræderiet hjemme hos den kommende svigerfamilie, hvor Ester bliver tilbage og parret må gå med følelsen af at have mistet hende. (Undertegnede kneb en tåre).

Anja Snerle gav Ester den oprørskhed der til enhver tid vil være hos den unge generation  Det er første gang vi får lov at se Anja i en hovedrolle og hun spillede den fantastisk godt. Hun udstrålede styrke og skrøbelighed som en lille porcelænsfigur der kan gå i stykker hvis den tabes, men ikke hvis den trykkes. Hun har travlt med at kæmpe for idealisme og tolerance, men viser sin styrke kraftigst, da hun konfron-terer sin forlovede med det pres han har lagt på hende og da hun beder sine forældre tilgive hende. Hun opdager pludselig hvilke værdier hun selv lægger vægt på. Anja har en sødme men også en skarphed, der kommer fint ud i rollen.

Rene Wiinblad har gennem mange år spillet førsteelsker og storcharmør, men det var han ikke her. Det var meget positivt at se den måde han fremstillede mellembarnet Hugo, når han som Esters fortrolige og forældrenes stolthed, måtte se sig i rollen som mægler, samtidig med at han også har givet afkald på kærlighed for at holde sin position som respektabel jøde. Vi fornemmer hans vemod når han taler med Ester om værdier og familiebånd, kontra oprør og nytænkning. Man får fornemmelsen af at han kunne være en del af ens egen familie, da han spiller meget ægte. Hans rolle indgyder tillid og står i dyb kontrast til broderen, grossereren Jacob, der spilles af Frank Jensen.

Vi ved at Frank kan spille verdens-mand med store armbevægelser, og det får han til dels også lov til i dette stykke. Han fremstiller Jacob, en driftig handelsmand, som en ægte prototype på den gængse opfattelse af jøder. Han har ingen empati overhovedet, men tænker kun i penge og prestige. Da vi ved hvad Frank kan, følte vi os også trygge ved hans behandling af rollen, - dog kunne vi godt have undværet den nasale stemmeføring. Fyren var irriterende nok i forvejen, især når han med ægte nedladende mandschauvinisme udstillede sin forsagte kone, Dina, fint fremstillet af Pernille Krag Larsen.

Pernille har vi før set i karakterroller, hvor hendes force har været det temperamentsfulde og stærke. Her så vi hende som en uselvisk og usikker kvinde, der behagesygt forsøger at tilfredsstille både sin mand og svigerfamilie. Det var nyt at se hende sådan, men hun fremstod, på trods af rollens lidenhed, stærkt i vores bevidsthed. Man føler at  hendes eneste berettigelse i familien er hendes rolle som mor til det stærkt forkælede barnebarn Sara spillet af Natacha Holmud: en fin lille rolle, som Natacha gjorde godt.

Lars Rygaard spillede Meyer, den trofaste bogholder og husven, der er hemmeligt forelsket i Ester.
Lars er rigtig god som den forsagte og ydmyge mand, der kun én gang tager mod til at skabe sin egen lykke, men må se sine drømme knust. Man føler med ham når han overses og drilles af både Ester og brødrene, og man kan næsten se at han står og træder sig selv over tæerne i mange af scenerne.

Den unge Doktor Herming som Ester har forelsket sig i, spilles af  Rene Kristensen. Han har med sædvanlig indlevelse gjort ham til en sympatisk ung mand som vi godt kan lide. Man fornemmer hans kærlighed til Ester, og da han bliver konfronteret med det pres han har lagt på hende, vælger han at undskylde overfor hende. Hans erklæring til sidst i stykket er meget ægtfølt og stille overbevisende.

Hans far, den ældre Doktor Herming og Hr Levins gamle fjende, er derimod en arrogant snob med en fordomsfuld holdning til jøder og andet ukendt. Han spilles af Erik Larsholt, der dygtigt formår at vise os de grimme sider hos et såkaldt pænt og respektabelt menneske, som skjuler sin hævngerrighed under dække af hensynet der bør tages til hans svagelige og stærkt religiøse kone spillet af  Lisbeth Leffler.  Lisbeth giver et meget fint billede af en dominerende hypokonder, der spiller på alle sine svagheder for at få sin vilje. Hun får lynhurtigt vist Levin parret deres plads med sine høflige nedladenheder og neglicering af deres tro og moral.

"Inden for murene" er et til enhver tid aktuelt stykke, som er set og kendt af mange.
Som amatørscene kan det være knald eller fald når man kaster sig ud i en klassiker af denne kaliber, men det skal jo ikke hindre os i at forsøge.

Man kan hugge en hæl og klippe en tå, men det er ikke sikkert skoen passer. I dette tilfælde passede den perfekt og det blev en succes og de levede lykkeligt til deres dages ende. Vi takker for en fremragende forestilling!

Gitte og Lisbeth