ESPEN AF SYVTALLET OG DEN SEKSKANTEDE PRINSESSE

Af Kaj Nissen.
Glostrup Amatør Scenes næste forestilling bliver en rigtig eventyrforestilling, med alt hvad dertil hører. Der er både en konge og en dronning. Vi har den fattige dreng og en rigtig prinsesse, og mon ikke også der skulle kigge en drage forbi i løbet af historien.

Forestillingen er bygget over en lang række af kendte eventyr og er samtidig en kærlig parodi på genren.

I forestillingen følger vi Espen der, for at få Prinsessen, må rejse ud i verden og skaffe en tønde drageblod fra de yderste egne og kanter af verden. Under vejs for han følgeskab af Prinsessen, der har klædt sig ud som dreng. Sammen drager de af sted for at finde dragen.

Forestillingen, der er lavet som et samarbejde mellem Glostrup Amatør Scenes ungdoms- og voksenhold, vil spille i april 2002.

Image

Image

Image

 

Medvirkende : Marc Hansen, Laura Zielinski, Pernille Krag Larsen, Johnni Lysdahl, Mette Due, Louise Ranfelt, Martine Ditte Harboe, Lærke Freiberg, Liv Johansson, Søs Ly Kjergaard, Anja Jensen, Tania Reitzel og Kasper Wagner.
Instruktør : Jens Damsager Hansen.
Scenograf : Niels Ole Damsager Hansen.
Suflør : Ulla Brinch.
Scenebyggere : Ib Holmud, Jan Jensen og Jens Damsager Hansen.
Teknik : Rune Bolhøj, Keld Christensen og Johanna van Bolhuis.
Koreograf : Kristers Matusevics.
Kostumer : Gitte Kahlke.
Sminke : Jan Jensen.
Premiere : 6. april 2002.

 

Anmeldelse af: "Espen af syvtallet og den sekskantede prinsesse".

Ifølge programmet til forestillingen, kunne stykket uden problemer ses af børn. Derfor inviterede jeg min datter og hendes kusine begge på 4 år med i teatret. De glædede sig helt vildt. De skulle jo se noget om prinsesser, drager og hekse, men glæden varede kun ca. 5 minutter ind i forestillingen, hvorefter kusinen gav udtryk for, at hun synes det var kedeligt! Tænk, det var også det første jeg tænkte, første gang, jeg så stykket. Lang og gabende kedelig indledning med for lidt action og for usikre præstationer og enkelte replikker, som blev gentaget, fordi man vist løb lidt rundt i teksten. Det kan jeg som voksen sagtens forholde mig til. Jeg ved jo godt, at vi lige skal præsenteres for rollerne osv., men som barn er det lidt sværere og altså kedeligt!

Det blev det heldigvis ikke ved med at være og det syntes børnene da heller ikke. De blev pludselig fanget af historien, ligesom prinsessen blev fanget i tårnet, og Espen blev "fanget" i rebet. Vi blev præsenteret for både alfer, en heks, en meget fantasifuld drage og mange andre vidunderlige skabninger. Handlingen tog fart, og det var kun uhyggeligt for de små, da Espen og prinsessen var faret vild i skoven det var noget, de kunne forholde sig til. Heldigvis endte alt lykkeligt, også for børnene, som legede eventyret resten af tiden, de var sammen. Kusinen ville selvfølgelig være prinsessen for hun var den smukkeste, mens Ea ville være kongen. Vist mest fordi, der ikke skete ham noget, og fordi han var ikke farlig som dronningen og bødlen. Han blev betragtet som værende god og sød modsat mange af de andre roller.

En lidt banal historie, som man kan synes om, hvad man vil. En historie, som uden den rigtige teknik og scenografi ikke ville vinde manges hjerter, men heldigvis havde Jens som instruktør og holdet bag ham gjort meget ud af dette, og lad mig sige det ligeud det var til UG med kryds og slange. Ligeledes skal der gives stor applaus til sminkøren. Hvor var sminken smuk, fantasifuld og nøje afstemt til hver eneste rolle i stykket. Rigtig godt!

Så var det jo også med stor spænding, at jeg skulle se "mine gamle elever", uden at være nervøs, spændt og frustreret. Jeg kunne bare læne mig tilbage i stolen og iagttage deres første forestilling sammen med "voksenholdet". Nå ja, det kan man jo så diskutere om det var, i hvert fald var Tania den eneste rigtige "gamle", og så var det ellers end masse forholdsvis nye og unge medlemmer. MEN det gjorde ikke noget. Det var dejligt at opleve friske kræfter på scenen, som fik lov til at vise, hvad de duer til. Og at de dur til noget skal der ikke herske tvivl om. Pernille Krag Larsen i rollen som dronning tager jeg hatten af for. Hun spillede rollen overbevisende og med stor autoritet, Kasper Wagner var meget grinagtig og skal ligeledes have mange roser, Mette Due skal roses for sin hekse-præstation, Laura Zielinski var fremragende som en sød, smuk, irriterende og møgforkælet prinsesse og Marc Hansen var som skabt til rollen som Espen. De øvrige medvirkende havde knapt så meget at spille på, da de ofte skiftede roller, men ud over et par enkelte, som virkede lidt usikre og famlende - men dog med talent, så klarede alle det flot.

Det eneste, som rigtigt irriterede mig i forestillingen var Tanias sang, som jeg ellers synes er en rigtig god sang. Hvis man havde oversat den til dansk, havde det givet mening, men at synge på engelsk virkede på mig temmelig malplaceret i lige netop denne forestilling. Desværre for hun synger jo godt, og hendes bøddel-udtryk var fantastisk, og jeg tror på, at sangen var kommet mere til sin ret, hvis altså den ikke lige havde været på fremmedsprog. MEN, det kan jo være instruktøren havde en ide, som jeg bare ikke lige har fanget.

Vi havde trods alt en god søndag eftermiddag i teatret, og pigerne kan stadig huske, hvad de oplevede, så det har gjort indtryk. Nu må vi så bare håbe, at fremtidige instruktører husker, at vi har en masse unge mennesker med talent, som sagtens kan bruges i kommende stykker, også gerne på kryds og tværs af aldersgrupper. På den måde bliver teatret lidt rigere også menneskeligt.

Fr. H