Muhammed Ali svigter aldrig

af Erling Jepsen.

8. marts 1971 - Muhammed Ali bokser om verdensmesterskabet mod Joe Fraizer. En kamp som Åge og hans søn Allan må se i fjernsynet. Kampen udvikler sig ikke som forventet, og det får sindende i kog i den lille familie. Allan kan ikke klare, at hans barnlige beundring for faren er blevet afløst af foragt, Åge kan ikke klare at han er færdig som forretningsdrivende og som autoritet i familien, og moren Else kan ikke klare at være klemt mellem de to "hanner", som desperat kæmper om hendes gunst, og som konstant presser hende til at vælge. Korthuset må bryde sammen - og det gør det !

Anmeldelse af:

Muhammed Ali svigter aldrig.

Undertegnede var inde og se et fabelagtigt stykke en aften i september. Jeg må sige at jeg på forhånd havde glædet mig, da jeg havde smug læst lidt i manuskriptet og syntes at handlingen var spændende, nu ville jeg se om skuespillerne kunne bære det igennem. Det gjorde de - så godt at jeg gik ind og så det igen.

Muhammed Ali... er en intens toakter om en familie på tre: Faderen der ikke helt kan følge med mere, sønnen der er idealistisk og kompromisløs og moderen i midten ombejlet og begæret af dem begge. Scenen er sat, faderen er kommet hjem fra arbejde i tyskland for at se den betydningsfulde nattefight mellem Muhammed Ali og Joe Frazer... nu kan en lang aften og nat begynde.
Rollerne blev spillet af henholdsvis Per Marer, Morten Vedersøe og Lisbeth Harboe i Dorthe Holms instruktion.

Vi er midt i aftenkaffen, sønnen laver lektier og forældrene oser af ikke at have set hinanden i et godt stykke tid. Selv den mest tykhudede publikummer fornemmer hurtigt den jalousi og irritation der foregår i sønnens indre. Han opnår via sin demonstrative opførsel i det uretfærdige ved at skulle lave lektier, hurtigt at få forældrenes opmærksomhed rettet udelt mod sig og lige så hurtigt at få sået splid mellem dem da de diskuterer opdragelse og ansvar. Moderen vil helst have sin mand med i seng og prøver derfor at dele sol og vind lige, mens faderen i et krampagtigt forsøg på at holde rollen som overhoved svinger skiftevis mellem at være martyr, elsker og "far ved bedst" ( det sidste falder ynkeligt ud ). Det eneste far og søn brænder fælles for er kærligheden til en bokser der hed Cassius Clay men senere skiftede navn til Muhammed Ali: Kampen er en oplevelse de skal have sammen men på en eller anden måde får moderen tiltusket sig en plads ved deres nattesæde og efterhånden som natten og kampen skrider frem optrappes trekantsdramaet og da Ali taber kampen bryder de ud i deres eget private opgør. Med moden som kampdommer og agitator kæmper de sig mod et tragisk resultat og kampen ender , ikke med en vinder men med det største tab forældre kan udsættes for; sønnen skyder sig--- hvem har svigtet?

Morten illuderer fint den halvvoksne søn der hastigt svinger fra barn til voksen, både i den barnlige ejendomsret han føler for sin mor og i den beregnende måde han udnytter faderens trang til at være overhoved og helt på, bl.a. er der en forfærdelig tæer krummende scene hvor han får faderen lokket til at ringe til matematiklæreren og bede om lektieudsættelse. Der er også en scene med hans mor i sofaen hvor han på en kælen og indsmigrende måde får os til at se ham som en meget lille dreng. Faktisk fik sidstnævnte scene undertegnede( der selv er mor til en 9 årig) til at føle sig helt uhyggelig til mode. Ja hvad kan jeg sige andet end Morten agerer en pragtfuld Ødipus.

Lisbeth er meget velspillende i rollen som moderen der er i klemme mellem kærligheden til sønnen og loyaliteten overfor en ægtemand hun har mistet respekten for. I hendes ansigt kan man hele tiden se hendes indre konflikt , mens hun på den mest uskyldige måde opildner sønnen i hans raseri mod faderen. I scenen hvor sønnen er død og hun ser sin egen skyld i øjnene spiller hun så gribende realistisk at jeg på et tidspunkt var bange for at hun personligt var ved at krakelere. Men da hun gav det samme intense spil anden gang jeg så stykket må jeg konkludere at hun har en fantastisk indfølingsevne og sans for at udtrykke det for publikum. Det er svært at have et "ægte" sammenbrud på scenen, men hun gjorde det mesterligt.

Per er ingen Herkules, men jeg havde dog ikke troet at han kunne fremstille så lille og uanseelig en person som han gjorde det i rollen som faderen. Han veksler mellem selvretfærdighed og selvmedlidenhed og gør det så irriterende ægte at man selv får lyst til at give ham det los bagi han får af sønnen. Kun en gang i hele stykket mander han sig op og udviser styrke overfor de to, da han viser sønnen døren, for derefter straks at falde tilbage i martyrrollen. Med sin ludende holdning og skingre selvretfærdige stemmeføring giver Per fint liv til den nikkedukke af en mand som nok bliver holdt udenfor, men er så svær at have ondt af - en meget flot præstation.

Trekants dramaer og især af denne slags hvor stykkets slutning er næsten forudsigelig, kan være lange at komme igennem, men jeg må sige at Dorthe Holms instruktion gjorde stykket meget seværdigt. Intensiteten var rigtig god i første akt og kun hen mod slutningen af andet akt begyndte det at føles lidt trægt(men alle ordene er jo forfatterens). Dorthe har endnu engang bevist at hun er en kapacitet inden for karakterstykker hun formåede at få skuespillerne til at give sig 100% i et stykke om tre små fattige liv.

Scenografien og teknikken fungerede også i en symbiose der fint underbyggede stykket , især bemærkede jeg sofastykket og det flimrende lys fra fjernsynsskærmen.

Jeg havde en god oplevelse og mener klart at jeg delte den med mine medpublikummer.

Gitte Kahlke.