Så længe mit hjerte slår

... en mucical om John Mogensen
af Erik Thygesen.

Vi befinder os på et værtshus i den indre by. Mennesker kommer og går. Nogle er stamgæster, andre er bare droppet ind. Hver især har en historie at fortælle. Hvad kommer de for, hvad er det der tilsyneladende trækker dem indenfor til musikken, billardbordet og de grønne flasker? Lyt til snakken og oplev en aften hvor vi lærer disse forskellige typer at kende, lytter til deres beretninger om tilværelsen på godt og ondt. Hvert billede er afrundet med en af de mange sange vi udmærket kender og som er så hverdagsnære at vi må leve med og overgive os hvad enten det er "Søndag morgen", "Så længe jeg lever", "Åh hvilken herlig nat", "To mennesker på en strand", "Ursula", "Sidder på et værtshus" eller "Der er noget galt i Danmark".

Datoen er mandag d. 4. November.

Klokken er omkring 15 min i 20 og jeg nærmer mig "Venners Hjem". Allerede da jeg står i gården er det som om stemningen drøner i mod mig! Jo tættere jeg kommer på indgangen jo mere smiler jeg. Jeg træder ind på et teater der emmer af energi og godt humør. Jeg finder et lille bord hvor jeg gør pen og papir klar og så starter forestillingen.

Hele stykket foregår i en bar kaldet "Venners hjem". Her har vi bartenderen der lægger stilen godt an med lædernederdel, udskænkning af fadøl, poppet hår og lyseblå øjenskygge. For enden af disken har vi ham John Mogensen (Hans Greve). Der sidder han stille og roligt under hele stykket og tager sine små notater til sine sange. Imens sker det hele lige foran ham. Alle de ulykkelige sjæle han skriver om, møder vi som publikum og det er dem der fortæller historien. Hvis man kan sige der er sådan en. For faktisk er der jo ikke en reel historie med nogle faste karakterer. Vi møder en masse ulykkelige sjæle der kommer til Venners hjem, garanteret fordi at de føler sig hjemme og blandt venner, men også for at fortælle deres små historier.

Vi møder bl.a. Connie (Eva Lytje Hansen), der til tider har nogen problemer med at komme ind i samtalen, men når hun så endelig får brudt ind, kan man godt forstå at de andre ikke lukker hende ind. Et talende vandfald åbner munden, men hun når vel at mærke at få sat tyggegummiet under bardisken inden hun går i gang med at fortælle om gårdagens Tv-avis, som hun garanteret alligevel kun har set en lille % del af, fordi hun lige skulle. Men en gennemført og overbevisende karakter Eva har bygget op. Vi møder også den naive Hanne (Elsebeth Gjesing Hansen) der har sine børn derhjemme, men finder den slimede "gifte ungkarl" (Udo Sayk) vældig charmerende. Hendes overdrevne naivitet er så dejlig at se på, at man ikke synes hun er "dum og naiv" men mere "Sød og naiv".

Sidst i stykket får vi endelig lidt historie fra John Mogensen (Hans Greve), om dengang hans mor døde. En meget rørende historie der var så flot fortalt af Greven at jeg selv sad med tårer i øjnene. Dette kunne jeg godt have savnet lidt mere af i stykket. Mere John Mogensen. Udover disse personer møder vi selvfølgelig en masse andre. Jeg ville gerne nævne alle skuespillere, men så ville i nok blive trætte af mig og ikke gide læse det færdigt! Men alle, både på og bag ved scenen, skal vide at det var en rigtig dejlig forestilling at se. Jeg var meget glad da jeg gik derfra og jeg synes I alle sammen, uden undtagelse, gjorde det fantastisk.

Jeg bliver nødt til lige at nævne det vokale. Hvor var det skønt at høre at I kunne synge. Hvor lød det godt. Ikke mindst når I sang fælles eller med kor på. Det var jo helt så man fik gåsehud.

Men med det band bag sig, ja hvad kan jeg sige, flot både band, sang og kor.

Tak for endnu en dejlig aften og god forestilling på GAS!

Johanne