En duft af honning
af Shelagh Delaney.
Vi befinder os i Manchesters slumkvarterer. En mor og en datter flytter ind i en lejlighed. Vi følger dem ca. 1 år og når stykket slutter er de stadig i den samme lejlighed, i det samme slumkvarter. Det er en håbløs situation som det ikke lykkedes dem at slippe ud af. I denne situation lever de som hund og kat. De kan ikke fordrage hinanden og kan ikke undvære hinanden. De søger begge én at holde af, men kan ikke selv give noget til gengæld. De udnytter hinanden og andre, men opnår aldrig at opleve den kærlighed, som de søger; og hvis de endelig får den tilbudt magter de ikke tage imod den.
I lejligheden, der står som en kulisse om al denne magtesløshed, udspilles en sørgmunter historie om ensomhed og længslen efter kærlighed. Det er en barsk historie, men fortalt med en humor og en kærlighed til personerne, der gør at dette stykke efterhånden er blevet en klassiker inden for engelsk teater. Det er utroligt at Shelagh Delaney har kunne skrive et stykke som dette i en alder af bare 18 år, men hun har præsteret at skrive et stykke, der meget præcist rammer ind i disse personers situation og viser os hvorfor de er blevet som de er. Hun har skrevet et stykke, hvor humor og alvor går hånd i hånd om at fortælle en historie om mennesker fra samfundets bund.
| Medvirkende : | Tania Reitzel, Dorthe Holm, Frank Jensen, Erik K. E. Nielsen, Emmanuel Yebona. |
| Instruktør : | Jens Damsager Hansen. |
| Sufflør : | Johanna van Bolhuis. |
| Scenografi : | Jens Damsager Hansen. |
| Sceneopbygning : | Ib Holmud. |
| Teknik : | Martin C. Gorm. |
| Melodierne til sangene : | Per Nørby Holm. |
| Premiere : | 2. september 2000. |
Anmeldelse af:
En duft af honning.
Jo (Tania) og hendes mor Helen (Dorthe) flytter fra lejlighed til lejlighed, hver gang Helens mandlige affærer ikke længere er interessante. Helen ved ikke hvad hun søger, men kan ikke være alene, og søger trøst i alkoholen, som hun siger: "varmer hendes sjæl og kurrer hendes forkølelse".
Jo foragter sin mor. Dels på grund af alle de mandlige bekendtskaber, alkoholproblemet og hendes kyniske måde at tale (eller råbe) til sin datter på, samt hendes manglende evne til at vise sin kærlighed overfor sin datter.
At flytte fra sted til sted resulterer i at Jo ikke kan få og fastholde nogle venner eller veninder "og måske har hun heller ikke lyst" hun kan egentlig godt lide at være alene (men vi, som publikum kan føle hendes ensomhed).
Der går ikke længe før Helens tidligere kæreste Peter dukker op og skaber rører i den lille "familie". Denne Peter spilles af Frank Jensen, som igen med overbevisning i kropssprog og adfærd fastholder sin karakter til perfektion.
Jo kan ikke udstå Peter, han er omklamrende, falsk, vulgær og deler Helens kærlighed til spiritus. Dette udløser endnu et skænderi mellem mor og datter. Og Helen efterlader Jo alene i lejligheden til fordel for Peters frieri og "penge".
I Jo's ensomhed og søgen efter kærlighed hengiver hun sig til en afro/amerikansk sømand (Emmanuel Yebona) som i "situations-øjeblik" opfylder det hun selv tror, hun søger og mangler. Ømhed. Kærlighed. Sømanden tager af sted, og Jo finder ud af, at hun er gravid. Dette gør hendes tiltro til mænd endnu ringere.
Til en landsbyfest møder Jo en hjemløs homoseksuel fyr Geof som hun tager med hjem, og lader bo på sofaen. De 2 får hurtigt et venskab, dog ikke uden problemer. Geof er nemlig oprigtig, omsorgsfuld og kærlig. Han elsker hende og vil af hele sit hjerte gerne hjælpe hende med barn og økonomi men får ikke lov.
Dette sårer og forvirrer Geof. Denne rolle blev spillet så ekstremt godt af Erik K.E. Nielsen, at man fik tårer i øjnene.
Jo kan ikke modtage denne form for kærlighed og omsorg hun har ikke lært det. Jo vil gerne kunne klare sig selv og bevise at hun har magten over sit eget liv.
Stykket startede med sangen: "Hello" af Lionel Richie indsunget af Tania Reitzel og spillet playback på mørklagt scene hvor hver enkelt skuespiller i spot blev præsenteret. Dette virkede utroligt stærkt.
Selve handlingen var lidt længe om at komme i gang, men som stykket skred frem blev man mere og mere fanget af handlingen. Det var dog et problem at høre og forstå hvad Sømanden sagde, og man måtte gætte sig til det.
Det var utroligt nemt at forholde sig til personerne i stykket hvem har ikke prøvet at føle sig magtesløs ønske hjælp og gerne ville elske, men ikke får lov.
Utrolig godt spillet og fortolket af alle skuespillerne. Ord kan næsten ikke beskrive det. Det er svært at tro, at det er på amatørplan. Et opslidende og personligt ødelæggende stykke, som med en overbevisende fremstilling gør at publikum på skift har ondt af personerne.
Fantastiske præstationer af meget høj kvalitet tillykke til jer alle.
Camilla Brix Andersen og Jytte Willendrup
Der er ikke langt mellem had og kærlighed!
Vi befinder os i et engelsk slumkvarter. Vi er i en kold og mørk lejlighed, hvor alt er misligholdt. Vi følger en mor og datter, der lever som hund og kat i magtesløshed, ensomhed og længsel efter kærlighed. Disse to roller spilles af Tania Ritzel og Dorthe Holm, som gør det så overbevisende, at man som publikum kan mærke og føle denne sørgmunter historie, som var det på egen krop.