masker Glostrup Amatør Scene

Først blir man jo født

Seks unge mennesker bor i tre lejligheder. De har svært ved det med følelser. Forvirrede og usikre siger de de forkene ting, på en gang voldsomt selvoptagede og engagerede i de andres ve og vel. I deres kejtethed får de sagt de alt for banale hverdagssætninger, men slumper også til, poetisk og følsomt at få udtrykt noget om, hvordan vi ikke kan klare at eksistere som isolerede individer. Forfatteren, Line Knutzon, har formået at skildre seks mennesker med iøjnefaldende svagheder og skavanker, som vi kommer til at holde af, vel nok, fordi vi genkender os selv en smule. Det er et meget betydeligt stykke, som på en let og underfundig måde siger noget væsentligt om at være til i dag.

 

Medvirkende : Michael Brandt, Niels Lyfeldt, Gitte Kahlke, Marianne Suhr, Laura Bro, Mikkel Arndt.
Scenografi : Jørgen Zøllner.
Instruktør : Michael Brandt.
Premiere : November 1997.

 

Anmeldelse af:

Først blir man jo født.

"Først bli'r man jo født" er en komedie af Line Knutzon. Den handler om 6 personer, der bor i tre lejligheder: Viktor, Lis og Tis, Aksel og Tudeberg og Nymse, der vist ikke bor nogensteder. Udfra devisen om at overdrivelse fremmer forståelsen er alle personerne gjort gennemført unormale på næsten alle punkter.
Det starter med gråd: Aksel går fra Nymse: mere gråd: Tis kan ikke klare det; men herefter bliver det lidt sjovere: f.eks. Lis's 3-benede bord. Vi præsenteres for Tudeberg, der bor sammen med Aksel, han skriver postkort til Nymse. Vi møder Viktor: Lis og Tis nabo, der lider af (næsten) kronisk migræne. Tis og Tudeberg og Nymse mødes ved postkassen. Tudeberg gennemskuer at Nymse skal mødes med Viktor. Aksel møder Lis (med hovedet i snotkludene).... Misforståelserne fortsætter, de snakker allesammen i søvne, Aksel har en kniv, Nymse har en kniv, men de får hinanden næsten allesammen tilsidst.

Stykket er godt, lidt tyndt ind imellem, indtil flere mulige moraler skæres meget tykt ud; Trådene: vores liv/tilværelse hænger sammen. Hvad ønsker du ? Har vi overhovedet gjort os klart hvad vi ønsker os her i livet ? Du er nødt til at vælge. Du kan ikke det hele på en gang. Der er ingen retfærdig-hed til. Du skal aldrig lukke dig inde og flere endnu.
Men det fungerer: vi kan genkende lidt af os selv i alle personerne.

Aksel blev spillet af Niels Lyfeldt. En ny fyr, jeg ikke har set før. Han gjorde en god figur. Specielt scenerne med de hævede øjenbryn I samspillet med Lis var fine. Uden at kende ham vil jeg tro, at han nok ikke behøvede at spille så meget.
Lis blev spillet af Gitte. Det var en ret afdæmpet rolle. Ligesom for Aksels vedkommende skete der mest i samspillet med ham. Hun faldt meget fint ind i typen., selvom der ikke var de store udfoldelsesmuligheder.
Nymse blev spillet af Marianne. Og det gjorde hun godt Jeg var i starten lidt bange for at hun ville spille for meget sig selv, fordi personen godt kan minde om Marianne; men det havde jeg overhovedet ikke behøvet at være: hun lavede en meget fin præstation.
Tis blev spillet af Laura Bro (igen en ny person): en meget bange ung uselvstændig lille pige: en god præstation.
Tudeberg blev spillet af Mikkel Arndt (ny) og han var den bedste på scenen: den meget usikre, af og til uselvstændige, naive type gjorde han utrolig godt. Og de skift han lavede indimellem var meget overbevisende.
Viktor blev spillet af Michael. Han gjorde det udemærket, men migræne-scenerne virker for overspillede. Jeg har denneher fikse teori om at instruktører, der også vil være skuespillere sjældendt får det optimale ud af begge dele på en gang; så det var måske det vi så her?

Men alt i alt var figurerne/skuespillerne godt valgt. De fik alle vist deres typer, til at begynde med, og overalt så vi forandring og udvikling som stykket skred frem.

Scenografien var fin: enkel og virkningsfuld: vi troede på de tre lejligheder.

De to gange jeg så forestillingen var der stor forskel på publikum: den ene aften: stort set kun klappen til sidst og meget lidt latter.
Den anden (sidste) aften blev der klappet mindst 15 gange og grint mindst 30 gange (men okay: en vis persons storesøster var der).
Generelt var det tydeligt at mærke, at stykket blev spillet bedre anden gang. De har sikkert lige manglet 5-7 prøver, har vi hørt det før?

Lys og lyd fungerede; lyset var ikke helt tilfredsstillende hele tiden: der var flere gange personerne stod i halvmørke uden at det virkede planlagt (men hvorfor måtte Tom Waits ikke synge færdig?).

Stykket var befolket af udefra kommende personer (dvs. ikke-medlem-mer). (De blev medlemmer i perioden, red.) På den ene side kan dette være ganske glimrende, og var det her, men på den anden side bør det vel ho-vedsalig være scenens medlemmer, der får roller ? På den tredje side har alle være optaget af andre produktioner; så det kan vel ikke gøre noget ? Et muligt emne til næste generalforsamling.

Summa-sumarum: et godt valgt stykke, godt instrueret og mange fine præstationer.

Søren