Næste år blir øllet bedre

Jørgen og Orla (Store Bælle og Lille Bælle) er hjemmebryggere for at vinde i forskellige konkurrencer. De er meget kritiske og smager grundigt og længe på brygget.
Et år har de "forbedret" på hjemmebrygget. Afsløringen er pinlig og yd-mygende. Alkoholiseringen stiger - og lidt over et år senere sidder de begge på en afvænningsklinik. De drømmer om store sejre som smagsdommere på Sydfranske vinslotte, hvor skønne kvinder lokker og besnærer dem.

Den sociale nedtur modsvares af en fantastisk opstigen i fantasiens ver-den. Enkelte virkelighedsglimt trænger gennem sprittågerne, men afvises. Realiteterne er ikke til at bære.

Forfatteren Erling Jepsen er født i 1956. Han skrev dette skuespil i 1991. I 1992 udgav han skuespillet "Elskende i et fodgængerfelt". På Aarhus Teater opførte man i 1995 hans skuespil "Når bare det kommer fra hjertet". Endvidere har han skrevet flere stykker til radio og fjernsyn.

Anmeldelse af:

Næste år blir øllet bedre.

Kan et stykke med kun 2 medvirkende holde publikum fanget i 2½ time?? Det var min første tanke, men ja, det kunne det.

Hans Henrik spillede meget overbevisende rollen som "Store Bælle" Jørgen. "Verdensmanden", "Fætter Forklarrøv" og "franskkyndig".

Lars som "Lille Bælle", "Papegøjen" var dejlig, naiv og sød. For ham var Jørgen en sand guru. En verdensmand ud i den ædle kunst i hjemmebrygning, fransk og livet.

Et glimrende spil om svaghed og styrke. Dog var det ikke Jørgen, der var den stærkeste, men Orla. Han vidste det bare ikke. De havde begge "lig" i lasten, men bare de havde hinanden, kunne de aldrig blive helt ensomme.

Suverænt fuldemandsspil, hvor jeg faldt pladask for "Ordklap" snakken. Det "sjove" var faktisk, at Jørgen, når han var mest beruset, var mest ærlig. Verdensmandsmasken faldt, og han blev helt menneskelig. Og Orla som på trods af alt, altid var den trofaste, lovrende hund, der altid gør, hvad fatter siger.

Deres fælles "fantasirejse" blev godt illustreret ved en "studietur" til Frankrigs vindistrikter. De ville (læs: orkede) ikke at se realiteterne i øjnene måske grundet et for lang tids selvbedrag.

Alt i alt et seværdigt stykke man ikke lige glemmer, når man går ud af døren fra Glostrup Amatør Scene.

Susanne van Cuyl

Teaterfestival i Landskrona.

Orla og Jørgen på tur!
(eller "Næste år blir lättöl bedre???")

Efter et par hårde, men alligevel dejlige måneder, hvor ens liv har været meget koncentreret om to personer, Jørgen og Orla, nærmede vi os afslutningen på dette bekendtskab, da vi skulle spille vores uigenkaldeligt sidste forestilling ved amatørteaterfestivalen d. 9. november i Landskrona. Efter 10 rimeligt succesrige og publikumsbesøgte forestillinger hjemme i de trygge rammer i Hesteskoen, var jeg lidt spektisk: Hvordan er scenen? Er teatret så stort at det vil gå ud over stykkets intimitet? Skal vi råbe? Hvormange vil komme? Kan svenskerne forstå stykket? Hvordan klarer vi scenograflen? Og hvordan er festivalen i det hele taget? Får vi ordentlig mad og drikke? Ja, der var mange ting at spekulere på. Men....som det tit sker, bliver ens mishag vendt til ren begejstring!
Men hvad var det for en festival og hvorfor var vi med??? Jo, den generelle opfattelse inden vi tog afsted var, at det var på grund af at Glostrup og Landskrona er venskabsbyer, og fordi Amatörforeningen Harlekin, som stod for arrangementet, tidligere har besøgt os og vi dem. Men den rigtige forklaring er altså, ifølge meget troværdige svenske kilder, at Glostrup Amatør Scene var blevet anbefalet af Jacob Oschlag fra DATS, og det var da dejligt at erfare. Vi var iøvrigt de eneste ikke-svenskere, eller nærmere ikke-skåninger (hvis det hedder sådan), som deltog, for festivalen er faktisk en amatørteaterfestival, som det svenske svar på DATS af holder for de teatre, som ligger i Skåne og Blekinge. Denne var den tiende i rækken, og Landskrona skulle være vært for første gang. Der blev vist teater på tre forskellige scener, som lå lige op af hinanden, så hele festivalen var koncentreret om et meget lille område. Meget positivt, synes jeg. De større og scenografisk tunge forestillinger spillede på Landskrona Teater, som var et stort, gammelt traditionelt teater med balkon og plads til ca. 300 tilskuere. Det havde en meget dyb scene med mange forskellige muligheder - det var dér vi skulle spille - GYS! Desuden var der Harlekin's egen scene, som vel bedst kan sammenlignes med vores café-scene, og til sidst Café 311 som var det sted, hvor vi spiste vore måltider og forsøgte at sove om natten. Udover at samtlige festivaldeltagere naturligvis kunne se de 7 forestillinger og overvære foredragene imellem forestillingerne, kunne de lokale Landskrona-borgere for beskedne 30 svenske kroner ligeledes overvære forestillingerne.
Desværre var ikke hele øl-holdet afsted. Vi måtte undvære Birgitte, vores sufflør, og Anders, som jo har stået for den meget roste og vel fungerende sceneopbygning. Til gengæld havde vi fire teknikere med, René, Jens, Rune og Keld. Det skyldtes bl.a. at festivalens tema var teknik, men det vender jeg tilbage til. "Drengene" kunne heldigvis, i modsætning til os andre, starte tidligt på fredagen med at laste Jens' varevogn med både teknik og rekvisitter, således at de kunne komme tidligt til Landskrona og "checke" os ind i tide. Vi andre, dvs. Vibeke, Lars og migselv, kom meget belejligt lige til aftensmaden, som var mandelkylling med ris og salat. Dertil kunne man vælge lattöl eller vand. Jeg mente jo at vi som repræsentanter for en forestilling, der bl.a. handler om at brygge øl, måtte smage den svenske udgave. Men hvilken oplevelse - bvadr!!! De light-øl vi drikker i forestillingen er jo som paradis ved siden af denne besynderlige øl. Den kunne vi godt ha' brugt som Charles Special !!! Heldigvis havde "drengene" været forudseende og medbragt en kasse gode danske øl hjemmefra, som vi senere kunne skylle ned med.
Klokken ni blev den første forestilling vist, det var "Et dukkehjem", som vi desværre ikke ku' nå at se, fordi vi skulle forberede teknik og scenografi på "Øllet", vi skulle nemlig spille lørdag morgen !!!!!! Og det var godt vi gav os tid til det, for der er mange ting, som der skal tænkes på, når man overfører fra en lille scene til en stor scene, både med hensyn til teknik og rekvisitter. Harlekin-folkene, som kendte teatret, var meget hjælpsomme, selvom der indimellem var lidt sprogvanskeligheder. (En pære hedder feks. en lampe på svensk). Faktisk er skånsk jo noget af det mest uforståelige svenske, på trods af den korte afstand til København, og det fik vi bekræftet bagefter, hvor der var teatersport på Harlekin-scenen. De andre svenskere lå flade af grin over det der blev vist, men det temmelig sjældent at vi forstod komikken. Så vi gik forholdsvis tidligt i seng, også fordi vi var trætte og vel også lidt spændte på hvordan det ville gå næste morgen. Nå, "seng" er nu så meget sagt, for bortset fra Vibeke, som sov på hotel, så skulle vi sove på gulvet i et værelse på cafeen. Temmelig ubekvemt, selvom nogle af os havde madrasser.
Som det nok er nogle bekendt, har skuespillerne i dette stykke haft et mindre problem med hensyn til indtagelsen af våde varer og det efterfølgende behov for at komme af med det igen. Faktisk plejer vi på forestillingsdage ikke at drikke nogetsomhelst fra frokosttid til stykkets start. Til gengæld fylder vi os med peanuts i den tro at det binder, det plejer at virke. Men denne forestilling var jo anderledes, for vi skulle spille klokken halv ti om morgenen. Og hvad så med morgenkaffen ??? Problem problem. Nå, vi måtte jo nøjes med en enkelt kop og så glæde os over at vi jo også ville få en i begyndelsen af 2. akt. Vi var jo temmelig spændt på at se hvormange der ville komme og se dansk teater på dette ukristelige tidspunkt, også fordi vi havde hørt om natten at en del var kommet temmelig sent hjem til vores "sove-café", hvor de fleste vist boede. Men der var faktisk temmelig pænt besøgt. Jeg tror nok der var flere end en fuld sal hos os. Min skepsis med hensyn til om svenskerne ville kunne forstå stykket blev også hurtigt gjort til skamme. Vi ku' sagtens fornemme deres engagement selvom der naturligvis var ord eller sætninger, de ikke forstod, f.eks. "intentionsdybde".
Forestillingen gik vistnok ret godt, og for os to var det ihvertfald en fornøjelse at spille på en sådan scene: Meget bedre bevægelsesmuligheder, ingen irriterende søjler og fremragende akustik, så vi ikke behøvede at råbe overhovedet. Svenskerne var heldigvis også meget begejstret for os, og vi fik vist flere fremkaldelser end vi har oplevet overhovedet på Hesteskoen. Det dejlige ved at spille på en sådan festival, er at man får rig lejlighed til at tale med sit publikum bagefter, ligesom at de naturligvis også forventer at man ser deres stykke og kommenterer det. Og opmærksomhed fik vi i rigt mål resten af dagen, nok ikke kun fordi de ku' li' vores forestilling, men nok også fordi vi var danskere. Desværre kunne "drengene" ikke være med om aftenen, fordi de skulle hjem og sætte lys op til "Efter delingen", og det var synd, for de burde også have oplevet den førnævnte opmærksomhed. Vi blev kysset og krammet, rost og anerkendt, og vi oplevede også mere specielle former for opmærksomhed. F.eks. var der flere af svenskerne, som viste sig at kunne tale flydende dansk. Desuden fik jeg en sød henvendelse lige efter middagen (iøvrigt en udmærket middag: fläskfilet med potatis - og rødvin): Jeg sad alene, fordi de andre var ude i kulden og ryge (eneste tilladte sted i Sverige), da en ældre dame kom og spurgte om hun måtte synge en dansk sang for mig, hvorefter jeg skulle fortælle hende om hun sang den rigtigt. Det var "Solen er så rød, mor", og den havde hun sunget for sin datter og sit barnebarn i mange år, men hun vidste ikke om hun sang den rigtigt. Så hun sang den for mig, og jeg roste hende bagefter, selvom hun havde lidt problemer med de bløde d'er. Senere på aftenen, hvor der blev afholdt diskotek (med starköl), kom en svensk teenagepige hen til mig og spurgte om jeg ku' gi' hende et godt råd: "Hvad gør man når ens veninde og dennes kæreste sidder inde i værelset ved siden af og tuder?" Tjah. "Hvorfor tuder de?", spurgte jeg naturligvis interesseret i at øse af min mangeårige erfaring. "Fordi jeg har kysset kæresten", var svaret, og den var jo ikke nem.
Nåh, men det handler jo egentlig om teater. Festivalens tema var jo som før nævnt "teknik", og derfor blev der lørdag eftermiddag afholdt to seminarer om teknik. Vi deltog alle i det første af dem, men det var så som så med successen, "drengene" sagde bagefter at de vidste det hele i forvejen, og vi andre faldt i søvn. Derfor droppede vi det andet seminar, tog afsked med drengene og sagde tak for et godt samarbejde under hele forløbet at "Øllet". Så syntes vi at det var passende med lidt frisk luft og så ku' vi jo samtidig benytte lejligheden til at se lidt på byen, så vi så citadellet, et kunstmuseum og det meste af byens centrum. Det passede lige med at vi kom tilbage til at se en vores første forestilling (den forrige missede vi, fordi vi skulle tømme scenen). Det var en farce, som hed "Doktorn klipper till" med Oscar-teatret fra Kävlinge. Jeg må indrømme at jeg også havde gevaldige problemer med at holde øjnene åbne til den. Den fængede vist ikke rigtigt. Til gengæld fængede det der fulgte efter. Det var nemlig en kritisk gennemgang af de stykker, som var blevet vist hidtil. Den gennemgang blev foretaget af svensk amatørteaters "guru", Orjan Herlitz. Han fortalte om sin omfattelse af de enkelte forestillinger, hvad der havde været godt og hvad der kunne gøres anderledes. Bl.a. gik han meget op i at udbrede forståelsen om at hver replik eller bevægelse kommer som følge af en tanke. Han viste så enkelte sekvenser fra stykkerne ved at tage skuespillerne op på scenen og lave dem på en anden måde, meget interessant og forståeligt. Så hvis Lars og jeg gik og troede at vi havde spillet Orla og Jørgen for sidste gang, måtte vi tro om igen. Vi blev hevet op og fik lov at spille scenen, hvor Jørgen vil gå, fordi Orla beskylder ham for at ha' snydt, fire gange med forskellige hensigter og udfald. Desuden spillede vi scenen, hvor vi beslutter at drikke os ihjel, men det var vist mere fordi han godt ku' li' den. Det var iøvrigt mit indtryk at også han var begejstret for vores opførelse, så det var en stor oplevelse (salen var mere fuld end ved selve forestillingen), men det var også svært pludselig at skulle hoppe ind i rollerne igen. Om søndagen nåede vi lige at se to forestillinger inden vi vendte næserne hjemad. Det var en hjemmelavet, som hed "Javla Talkshow", som vi var meget begejstret for. Det var en temmelig grotesk forestilling med to mænd, som repræsenterede modsætninger, så det forslår. Derefter så vi endnu en forestilling med to mænd (det er åbenbart in p.t.), det var et stykke af Harold Pinter, som på svensk hed "Mathissen". Vi troede Mathissen var en person, men det viste sig i løbet af stykket at være sådan en elevator, som hejser mad op og ned på restauranter og lignende. Det er et meget svært stykke, og det blev da også lidt langtrukkent, men var flot spillet. Så var vi efterhånden blevet mætte, på mange områder, så vi sagde farvel og forhåbentlig på gensyn, for begge parter var meget interesserede i at ses igen, så det håber vi på. Tak for denne gang.

Jørgen, nej undskyld, Hans Henrik