Pinafore

Efter vi i 1991 og 1993 har haft held med vore friluftsforestillinger i Lerager-gårds have på Vældegårdsvej, forsøger vi os i august 1995 med den dejlige operette "Pinafore" eller "Ladyen og Matrosen" af Gilbert og Sullivan.
Det bliver en stor mundfuld, både skuespilsmæssigt, musikalsk og scenografisk, som vi håber, at kunne give det rette liv. Glostrup Amatør Scene er blevet kaldt en sang- og musikglad scene, og tidligere har vi opført "Hair" og "Godspell" samt en hel del forestillinger med tekst og ikke mindst musik af scenens med-lemmer.
Med "Pinafore" kan vi forhåbentlig slå fast, at der er skabt tradition for frilufts-forestilling i Leragergårds dejlige have, i det mindste hvert andet år.

Da Det kongelige Teater første gang opførte "Den gode fregat Pinafore" var navnene W. S. Gilbert og Arthur Sullivan næppe kendte af det danske teaterpublikum. Det samme kunne man næppe sige om londonerne, da verdenspre-mieren fandt sted den 25. maj 1878. Men det var nok de færreste, der ved den lejlighed drømte om, hvilken succes denne operette med tiden ville blive, og hvorledes den som det første af operetteparrets arbejder skulle gøre Gilbert og Sullivan til et begreb og udvide deres domæner, først til Amerika og siden til hele den engelsktalende verden og en god del mere. "Pinafore" var således en af den tyske kejser Wilhelm d. 2.'s yndlingsoperetter.

Den vel nok kendteste person i operetten, admiralen Sir Joseph Porter, har faktisk eksisteret, og i en børnebog, som W. S. Gilbert skrev over operetten, kommenterede han Sir Joseph Porter's figur med følgende elskværdige be-mærkninger :
"I tror naturligvis, at den person, som dirigerede den samlede flåde, måtte være den bedste og mest erfarne sømand, som overhovedet kunne opdrives. Men det er ikke på den måde, man klarer den slags problemer i England. Sir Joseph Porter, som fra en meget underordnet stilling var blevet sagfører og siden parlamentsmedlem, var efter alt at dømme den eneste mand i England, der ikke vidste noget som helst om skibe. Da jo nu England er en stor søfartsnation, er det ganske enestående vigtigt, at alle englændere forstår sig lidt på orlogs-mænd. Så snart man derfor opdagede, at hans ukendskab til søens liv og mænd var så fuldstændigt, at han ikke kendte forstavn fra agterstavn, sagde en eller anden betydelig mand: "Lad os sætte denne stakkels uvidende hædersmand i spidsen for den engelske flåde, så han derved kan få mulighed for at overtyde sig om, hvad et skib i virkeligheden er". Forslaget blev selvfølgelig betragtet som både klogt og fornuftigt, hvorfor Sir Joseph Porter aldeles omgående blev udnævnt til overadmiral og marineminister."

"Pinafore" adskiller sig en del fra Glostrup Amatør Scene's andre forestillinger, idet vi denne gang har en hel del folk med udefra. Således er koret for de fle-stes vedkommende søgt blandt sang- og musikglade mennesker fra vestegnen, og de to unge dygtige sangere Birgitte Agertoft og Flemming Hammelboe har vi bare været heldige med at få med.

Det er dejligt, at den slags også lader sig gøre, og alle har sammen med vore egne medlemmer kastet sig entusiastisk over den store opgave det har været rent musikalsk. Men det har været en dejlig og spændende opgave, ikke mindst på grund af de mange nye ansigter.
Tak fordi I ville være med.

Anmeldelse af:

Pinafore.

Det var med svedende hænder og bankende hjerte, at jeg satte mig tilrette i Leagergårds smukke have for at overvære premieren på Glostrup Amatør Scenes- ihvertfald i min tid, største satsning både økonomisk og musikalsk. Gilbert og Sulivans operette "Den gode fregat Pinafore". Mit kendskab til det stykke jeg nu skulle til at se var begrænset til, at jeg kendte Jørgen Reenbergs uforglemmelige fortolkning af "Admiralens vise". Stykket i sig selv er en banal og til tider bizar kærlighedshistorie mellem den underskønne Josephine, datter af kaptajnen på "Pinafore" og den simple letmatros Ralph Rickstraw. Selvom de to elsker hinanden overalt på jorden er deres kærlighed naturligvis umulig, for hvem har vel hørt om, at en kvinde af ædel stand gifter sig med en simpel letmatros ??? Fy, føj, bvadr. Ikke nok med, at den stakkels Josephine ikke kan få den hun elsker. Hun må også finde sig i, at hendes far vil kaste hende i armene på den engelske flådes overadmiral "Sir Joseph Porter". En arrogant og affekteret undermåler, som har fået kors og bånd og stjerner på ved at slikke de rigtige mennesker der hvor solen aldrig skinner. Det hele kulminerer, da den forsmåede letmatros indser, at han ikke kan få sin elskede og beslutter sig for at gøre en ende på sit sølle liv. Men lige inden han skal til at affyre det skæbnesvangre skud, kommer den skønne Josephine løbende og erklærer ham hendes gunst. (Pyha) Da Sir Joseph til sin gru opdager, at han er blevet snydt og bedraget lader han straks både letmatrosen og kaptajnen kaste i kachotten. (Oh ve oh skræk) Havde det været et socialrealistisk drama af Klaus Rifbjerg kunne stykket være endt her og publikum ladt tilbage med en følelse af at mangle et eller andet. Men det var det heldigvis ikke og som i alle gode eventyr var der også i dette stykke en god fé i skikkelse af "Lille Forglemmigej". Hvem ville have troet- ikke mig ihvertfald, at kaptajn Corcoran og den gæve letmatros Ralph skulle være blevet forbyttet ved fødslen, så Ralph i virkeligheden var en kaptajn af nobel stand og kaptajn Corcoran en simpel letmatros. Utroligt! Ikke desto mindre den skinbarlige sandhed, ifølge 'Forglemmigej" naturligvis. Den tidligere gæve letmatros af ussel stand var nu blevet til en kaptajn af nobel stand og kunne få sin elskede Josephine. Den tidligere så ædle kaptajn var nu blevet ussel og måtte godt få "Lille Forglemmigej", fordi hun også var ussel- af stand og i mellemtiden var Sir Joseph blevet overfaldet af sin overkusine der var, hvem ved, ude afstand. Det hele endte i en bragende flot hyldest til den engelske flåde og trone.

Lad mig sige det med det samme. Jeg syntes det var en bragende flot forestilling. Vejret var pragtfuldt og den utrolige flotte fregat vores teknikere havde banket ned i haven skabte en perfekt ramme. Jeg så en Hans Greve i topform som den gode kaptajn Corcoran. Hans har en udstråling på en scene som er de færreste forundt, Hans' store god-modige corpus er altid en fryd at se på, fordi han kan give en hvilken som helst rolle liv og sjæl. Mit sentimentale hjerte løb af med mig da jeg oplevede de to hovedroller Flemming Hammmelboe som den gæve gast Ralph Rickstraw og Birgitte Agertoft som den skønne Josephine. De har selvfølgelig nogle stemmer som Glostrup Amatør Scenes ellers udemærkede sangere ikke kan måle sig med. Men det jeg fæstede mig mest ved var, at de begge to udstrålede en glæde ved at stå på scenen og så syntes jeg iøvrigt, at de var et utrolig smukt par. Som publikum kan man mærke om skuespillerne har en kemi som passer sammen. Fx har store skuespillere som Ghita Nørby og Friths Helmuth et helt specielt sammenspil, som giver publikum fornemmelsen a{ at de har levet sammen i 100 år. Især i den scene da Ralph bej ler for Josephines gunst og hun sender ham væk med en armbevægelse og det høje c, syntes jeg rigtig man kunne mærke, at kemien mellem de to passede sammen. Som stykkets mest kendte figur "Sir Joseph Porter9' var det Stephan Pollner der til premieren skulle løfte arven efter Jørgen Reenberg, som den klodsede og arrogante overadmiral. Stephans komiske talent passer perfekt til rollen og hans mimik er suveræn når han inspicerer mandskabet på den gode fregat og da han synger "admiralens vise". Jeg ved, at han var utrolig nervøs, men der var ingen der lagde mærke til, at han havde siddet og syet kostumer den halve nat og kun fået tre timers søvn. Med det i tankerne sætter det hans præstation ekstra i relief

Fredag d. 11. august så jeg forestillingen anden gang m Hans Henrik Bardrum i rollen som "Sir Joseph". Hans Henrik havde glimt i øjet, som jeg syntes gav dybde til figuren. Det er svært at forklare hvad det var, men jeg tror, at aldersforskellen mellem de to var én årsagerne. Og så var ideen med at lade "Sir Joseph" snøvle ret genial. Stephan er, uden at jeg skal forklejne Hans Henrik, teknisk set en dygtig skuespiller, men både Stephan og Hans Henrik spiller rollen godt på hver deres måde. Søren Kahlke lavede også en rigtig god figur som den forkrøblede "Dick Dødøje". Søren holdt figuren utrolig flot hele vejen igennem stykket, især syntes jeg, at det virkede godt da han hoppede op igennem "skibslemmen" og så rigtig fæl ud. Også de svære sange syntes jeg han klarede utrolig flot. Han kan edder.... komme langt ned ! Ulla Brink, som jo er en af scenens garvede medlemmer syntes jeg også havde et glimt i øjet som den lille søde fé, "Forglemmigej". Der er langt fra Lars Norén til Gilbert og Sulivan, men hun har udstråling og spilleglæde ligemeget hvad hun spiller. Jeg skal heller ikke glemme de gæve matroser og "Sir Josephs" kusiner i koret. Der var mange nye ansigter spændende bekendtskaber. For de flestes vedkommende var det første gang, at de var med på scenen og jeg blev sgu' glad på deres vegne over at det gik så godt. Jeg kunne godt have savnet lidt mere instruktion til koret, lidt bedre udnyttelse af skibet, men det er nok fordi jeg elsker de små detaljer. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det har været en svær fødsel og derfor var glæden også så meget desto større, da det alligevel lykkedes til sidst. Jeg håber ikke, at det er sidste gang vi ser jer Glostrup Amatør Scene!

For den musikalske bearbejdelse, kor og orkester indstudering samt orkester direktion, samt nodeskrivning, samt, samt og samt stod Per Nørby Holm. Per startede allerede for 1½ år siden med det musikalske forarbejde til "Pinafore" og det er fantastisk imponerende hvad han har udført. Gilbert og Sulivans musik har udover flere rigtige "ørehængere" en diversitet der svinger fra store aner til trestemmige sange. Som publikum havde jeg en klar fornemmelse af at det der foregik på scenen var meget svært. Det sætter endnu engang holdets præstation i perspektiv. Jeg må også- igen tage hatten af for den store tekniker-flok vi har fået på scenen. Deres engagement og interesse for scenen bliver sjældent genstand for det store projektørlys, men de er der altid og de lægger et kæmpe arbejde for dagen.

Jeg skrev i starten af indlægget, at det var med svedende hænder og bankende hjerte, at jeg satte mig ned for at se premieren. Det hænger sammen med, at jeg mandagen inden premieren var på scenen for at overvære en prøve. Det var for at sige det mildt mindre godt og det bragte minder tilbage om de tanker jeg selv tænkte for to år siden da vi lavede "Landmandsliv". Såsom: "jeg kan jo altid flytte fra byen" og "hvis jeg drukner mig i Atlanterhavet er der nok ikke nogen der opdager jeg er væk". Den samme "lynchstemning" som vi følte for to år siden ugen inden premieren på "Landmandsliv", fornemmede jeg til prøven den mandag. Den proces det er at skabe teater er en underlig størrelse. Man går så grueligt meget igennem, men der er alligevel en eller anden fælles fornemmelse, som sætter én i stand til, når det virkeligt gælder, at gøre det man troede var umuligt. På trods alt at problemerne har været mange, og de blev løst lige inden målstregen, var det en rigtig flot forestilling. Det er helt sikkert, som Jørgen Zøllner skriver i "Pinafores" program, at der er skabt tradition for friluftsforestillinger i Leagergårds have.

For når enden er god
Michael Brandt