masker Glostrup Amatør Scene

Høst og vinter

Det begynder med, at man anskaffer sig en maske for andres skyld Senere gør man det for sin egen - og til slut er det den eneste identitet, man har.

Lars Norén

HØST OG VINTER
(Autumn & Winter)

Noréns stykker handler om mennesker, - og om kærlighed. De indre væsener - dæmonerne - som taler i Noréns mennesker, har altid en dobbelt stemme. De er på én gang løgn og sandhed, og hans metode er at lukke sine usikre personer ind i et værelse, som de ikke må forlade, for at tvinge dem til at indse det ødelæggende had/kærlighedsforhold, der er mellem personerne. Han bruger mange symboler i sine stykker, - især spejle, hvor personerne kan trænge ind i deres inderste sjæl, og hvor publikum, der sidder som stuens fjerde væg, kan spejle sig selv, genkende sig selv i personerne på scenen.

Personerne i Høst og Vinter er et forældrepar i tresserne og to døtre i en moden alder. Skuespil-let foregår i oktober måned, hvor mørket får magt, og vinteren nærmer sig, nemlig overgangsalderen for døtrene (efteråret) og døden for forældrene (vinteren).

Som så mange gange før er døtrene til familiemiddag hos forældrene. Den yngste af døtrene fremprovokerer en familiestorvask, hvor familiens forhold blotlægges, hvor maskerne falder, og an-klagerne fyger om ørerne på dem. Det er sandhedens time, hvor hadet, bitterheden, jalousien kommer frem, et net af livsløgne, der binder dem til hinanden. For første, og sikkert eneste gang, får disse fire mennesker sagt de ting om sig selv og de andre, som de i mange år har gået og gemt på.

 

 

Medvirkende : Gerda Ahlberg, Inger Lise Laumann, Ulla Brinch, Jørgen Zøllner.
Sufflør : Birgitte Schram.
Teknik : Jens Damsager Hansen, Henning Petersen.
Scenografi : Jørgen Zøllner, Anders Hermansen.
Instruktør : Max Hellner.
Premiere : 17. februar 1995.

 

Anmeldelse af:

Høst og vinter.

Det er sjældent man hører om et amatørteater, der tør springe ud i denne dramatikers anderledes univers. Lars Norén er med sine mange replikker og hans splittede personligheder nok noget af det sværeste drama, man kan kaste sig ud i. Og så et amatørteater ?

Det var med den indstilling at jeg tirsdag den 7/3-95 begav mig til den næst-sidste forestilling på Hesteskoens opførelse af "Høst og Vinter". Få dage for-inden havde jeg læst et interview med Fru Githa Nørby i Dansk Skuespillerforbunds medlemsblad, hvori hun bl.a. nævner rollen som Gertrud i Lars Norén's "Sommer" som en af hendes store udfordringer.

MEN - allerede fra forestillingens begyndelse blev jeg grebet. De fire skuespillere brillierede i hver deres rolle. Jørgen Zøllner som faderen Henrik, der konfliktsky undgår alle problemer med "Jeg ta'r lige en whisky"-metoden og som hele ægteskabet igennem aldrig har sagt noget, når sandheden skulle frem, men stille og roligt tænkt sit. Magareta, spillet af Gerda Ahlberg, moderen der med sine traditioner, normer og statussymboler forsøger at hol-de sammen på familien. Inger Lise Laumann (venligst udlånt fra Frederiksberg Scenen) som Ann, en rebel, der helt overskrider de normer og grænser fami-lien har og som mener, at hun kun er blevet elsket af ét menneske i hele sit liv, barnepigen Berit, hvilket giver hende problemer med selv at være mor for sit eget barn. Og så Ewa, spillet af Ulla Brinch, fars og mors pige, som lever i håbet om en dag at kunne få et barn med hendes "elskede mand". Og sidst, men ikke mindst, Birgitte Schram som "Big Brother is watching You" Farmoren, en meget lille og stum rolle, men med stor betydning for stykkets handling.

Som stykket skrider frem fremprovokerer Ann en familie-storvask, hvor maskerne falder, hvor hadet, bitterheden og jalousien kommer frem. Men familien skilles dog som venner og mødes sikkert igen en måned efter, som så mange gange før. Typisk Norén - ingen slutning. Han åbner døren til en ganske almindelig familie, som vores egne, og lukker den igen til uvished. De fire skuespillere og Max Hellner som instruktør har banet vejen - vist at det kan lade sig gøre at spille svær drama på en amatørscene. Det bør gi-ve flere af medlemmerne på Glostrup-scenen blod på tanden. Forestillingen varede 2½ time, og det var ikke for langt, men man skal kun-ne lide Lars Norén for at holde de 2½ time ud. Men hvilken teaterelsker kan ikke lide Lars Norén? Tak for en dejlig aften.

Stephan Pollner