masker Glostrup Amatør Scene

Så længe mit hjerte slår

en musical om John Mogensen skrevet at Erik Thygesen

Vi befinder os på et værtshus i det indre København. Mennesker kommer og går. Nogle er stamgæster, andre er bare droppet ind. Hver især har en historie at fortælle. Hvad kommer de for, hvad er det der tilsyneladende trækker dem indenfor til musikken, billardbordet og de grønne flasker? Kom ind i "Hesteskoen" og mød dem. Lyt til snakken og oplev en aften hvor vi lærer disse forskellige typer at kende, lytter til deres beretninger om tilværelsen på godt og ondt. Hvert billede er afrundet med en af de mange sange vi udmærket kender og som er så hverdagsnære at vi må leve med og overgive os hvadenten det er "søndag morgen", "så længe jeg lever", "ah hvilken herlig nat", "to mennesker på en strand", "ursula", "sidder på et værtshus" eller "der er noget galt i danmark".

 

 

Medvirkende : Marianne Suhr, Michael Brandt, Udo Sayk, Bent s. Henriksen, Kirsten Sayk, René Wiinblad, Eva Lytje-Hansen, Rikke Malkov, Kirsten Østergaard, Søren Kahlke.
Musik : Per Nørby Holm, Torben L. Larsen, Morten Sckaletz, Karsten Schmitt.
Instruktion : Udo Sayk, René Wiinblad.
Scenograf : Anders Hermansen.
Sufflør : Dorthe Nielsen.
Teknik : Jens Damsager Hansen, John Hjulmand, René Kristensen.
Premiere : 9. September 1994

 

Anmeldelse af:

Så længe mit hjerte slår.
Man får kun blomster én gang!

John Mogensen har i den forgangne tid egentlig ikke betydet noget særligt for mig. Jo jeg kendte mange af hans sange/melodier. Men indholdet har jeg fundet som en blanding af noget sentimentalt og provokerende, der egentlig kunne blandes sammen med den øvrige "dansk-top" uden det gjorde noget!

Men, venner det er kun fordi, at disse sange hidtil ikke er blevet serveret for mig på en ordentlig måde!! Lad det være sagt med det samme:91Jeg var solgt" allerede ved den første sang. Så hvis I sidder og håber på at få sure opstød eller anden sladder- ja, så behøver I ikke at læse resten!

Nuvel, som "tvangsanlagt" anmelder, udsendt af redaktionen på "Vrinsk", mødte jeg op d. 29/9 for at se forestillingen: "Så længe mit hjerte slår." Iført ammunition, bestående af kladdepapir og kuglepen, tog jeg plads på den i hast reserverede stol. Hvilket, jeg i parentes bemærker selv måtte sørge for!! Jeg havde på forhånd besluttet mig for at koncentrere mig om det "professionelle" helhedsindtryk. dvs. jeg ville lægge meget mærke til detaljer, især om nogen faldt ud af rollerne, når de ikke var i rampelyset. Desværre lykkedes det mig ikke at opnå hild koncentration til at gennemføre denne opgave Idet, jeg hele tiden blev forstyrret af damer, der holdt mig i hånden, eller periodevis henvendte sig direkte til undertegnede under en sang. Eller skuespillere som simpelthen tvang mig bort fra min opgave, ved at spille så fremragende, at jeg mistede min koncentration. "Men, nu til sagen."

Sceneopbygning
Smart opbygning, hvor "Ny Scenes" muligheder for stor samhørighed mellem scene og publikum var udnyttet nærmest optimalt. (Det var endog sådan, at nogle blandt publikum forsøgte at tage plads ved de små caféborde. De blev dog venligt vist bort af vort glimrende tekniske mandskab!) Hyggeligt cafémiljø opbygget med hovedelementerne fra den bestående verdens caféer. Et dejligt "Cinzano" skilt var med til at tilfredsstille undertegnedes hang til små detaljer.

Skuespil
Der blev præsteret absolut flot skuespil over hele linien. Naturligvis vil der altid være nogle, hvis personlige udstråling passer bedre til rollen end andres. Men alle formåede at tegne et karakterfuldt billede af de ønskede personer- et glimrende billede af en tænkt sammensætning af personligheder fra et gennemsnitsværtshus i det indre København. De fleste roller var absolut krævende for skuespillerne og flere roller blev besat af samme person. Jeg må trods det samlede mandskabs store indsats alligevel fremhæve nogle enkeltstående fremragende præstationer, som er blevet "fastlåst" i hukommelsen, efterhånden som tiden udsletter den totale oplevelse.

Michael Brandt: Simpelthen perfekt, hvem der kunne gøre det efter! Let bedugget mand i sit "efterår", som lever delvist på minderne og søger tilflugt fra hverdagen, mens han prøver at beholde facaden udadtil. Gennemført i alle detaljer og på scenen stort set hele forestillingen igennem.

Da jeg så forestillingen anden gang var der også plads til at kontakte publikum: "Hold så kæft for helvede!!" Egentlig en uforskammet bemærkning i alle andre sammenhænge, men her en perfekt islæt til miljøet. (Og så var det iøvrigt fuldt berettiget!) Iøvrigt vil jeg elske hans: "Det er ikk' til mig telefon" og "Så er det sgu' for sent at ringe hjem." Bravo.

Udo Sayk: Fremtoningen som "sælger i spøg og skæmt" var som skabt til hans personlighed. Pragtfuldt "Udo- grin" over helle femøren under sangen "Åhh, hvilken herlig nat." Flot udstråling. Ligeledes i rollen som charlatan/forfører ser vi en Udo udover det sædvanlige. Pragtfuld behandling af slikkepinden, der næsten var et show i showet og skøn reaktion, øjne og ansigtsudtryk, da han får serveret sodavanden.

Rikke Malkov:. Lirekassesangen kørte med en udstråling, der gjorde mig blød i knæene og forelsket til langt op over begge ører. Jeg var lige til at "slagte"! Også stemningsfyldt/flot billede ved bordet, hvor ringen bliver taget af.

René Wiinblad: "Man bliver spist i Polynesien" blev der sunget, men jeg skal love for, at der også blev "spist med øjnene' på scenen. Sikke nogle øjne. De fikserede sig trængende på bagdelen af Eva under hele sangen. Meget fascinerende spil i rollen som "Kaj" så vi en brystkasse med udstråling som bestilte "Humle bumle" i baren. Her så vi manden med selvtillid når det gjaldt kvinderne og man kan roligt sige, at de blev brugt efter behag- styringen af tilværelsen gik det ikke helt så perfekt med. Her fik vi nok en af de flottest fremførte sange "Ursula", rytmisk akkompagneret af utvetydige underlivsbevægelser. Perfekt udstråling. Flot kondition!

Kirsten Østergaard: Nyt talent på scenen: Hende vil vi gerne se mere til fremover. Hun spillede "Ursula" på en ægte og overbevisende måde. "Ursula er den håbefulde (naive) kone der tror at, Kaj vil skifte type uden at få det "hvide snit" og at alting trods alt vil blive godt. Samtidig viser hun den snusfornuftighed som kendetegner kvinder der kun har sig selv at stole på. En lille væsentlig detalje var scenen hvor hun trøstes af bartenderen. (Marianne Suhr)

Jeg kunne blive ved, men vil nøjes med at konstatere at Søren Kahlke som Bror var en overbevisende præstation Bent Henriksen var "Egon" på en rolig og stilfærdig måde der var af stor betydning for helheden af stykket. Bl.a. fordi, at en stor del af tiden gik med billardspil og "baggrundsoptræden" på en måde, hvor det ikke lykkedes mig at finde et tidspunkt, hvor han faldt ud af rollen. En lille detalje der imponerede mig var, da Kirsten Sayk skubbede til Bent i øjeblikket han skulle støde til ballen, det så utrolig ægte ud! Da jeg så forestillingen anden gang var dette lille intermezzo ikke med. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvilken version der var den rigtige? Marianne Suhr spillede rollen som bartender.

Måske ikke den rolle, som stiller de helt store krav til de kapaciteter hun indeholder. Igen, lå her vigtigheden i, at hun kunne holde "baggrundspillet" gående hele tiden uden at falde ud af rollen. Der var nemlig ikke så mange replikker at fremsige.

Eva Lytje-Hansen: "Leopard-damen" skal også nævnes for sit sikre spil, sexede optræden og overskud til kontakt ud i salen. Også her glæder vi os til et gensyn.

Kirsten Sayk: Kirstens rolle virkede lidt stereotyp på mig. Der manglede lidt variation i spillet, hvilket naturligvis kan være tilstræbt i rollebeskrivelsen. Dette blev dog til fulde opvejet i de flot fremførte sange.

Som nævnt var helhedsindtrykket flot. Der var overskud og sikkerhed i alle præstationer. Det gav sig udtryk i den ligefremme og naturlige måde publikum blev kontaktet på. Ved blikke, sidden på skødet og blomster etc.

Musik
Per Nørby Holm (Klaver) Torben L. Larsen (Sax, fløjte, harmonika, klap/billard) Morten Sckaletz (Trommer) og Karsten Schmitt (Bas).
Som helhed var den iørefaldende musikalske ledelse bare perfekt. Jeg kunne finde et par småting, som gik galt den 29/9, men det skal ikke ødelægge helhedsindtrykket. Der var en fin blanding af sax, klaver, fløjte og klap til de enkelte sange, hvilket var med til at fremhæve nydelsen. Ligeledes var der en fornem sax på et enkelt tidspunkt.
Torben L. Larsen brillierede med en udstråling og en spilleglæde jeg godt kunne have ønsket i mere udstrakt grad hos især Morten og Karsten. Der af og til under forestillingen så ud som om de var "sure" eller ret ligeglade! Der manglede lidt medleven. Dog som sagt uden, at det kunne mærkes på selve musikken.

Sang
Jeg blive gang på gang imponeret over hvilken sangkraft, som er til rådighed hos scenens nuværende medlemmer. Da jeg nok enten er den bedste, eller den absolut dårligste til at vurdere resultatet afhængig af hvilke krav man stiller til anmelderens sangtalent/musikalske viden, vil jeg ikke vove at gå i dybden her for mig var alle sangene udført med en indsats og en livslyst, Som til fulde lever op til de iørefaldende tekster/melodier. De gik i hvertfald rent ind hos publikum!

Teknik
Der var fra min side intet negativt at sige om teknikken! flot lyd og godt lys til stede under hele forestillingen.

Den 29/9 blev jeg holdt i hånden af en smuk skuespiller(inde) og fik blomster. Efter forestillingen, som jeg fandt af absolut høj karat, fik jeg at vide, at det var det dårligste de endnu havde præsteret. Desuden blev jeg kritiseret for at sidde og notere under hele forestillingen! Derfor mødte jeg op igen den 30/9 for at se om de kunne gøre det bedre. Jeg syntes egentlig ikke, at de gjorde det bedre, men stemningen i salen var på toppen denne aften. Folk sang og nynnede med så helhedsindtrykket blev optimeret derved. Under lirekasse-sangen blev der igen stukket en blomst frem mod mig, men pludselig opdagede denne, iøvrigt charmerende skuespiller, at det var undertegnede "notatpen-fører" fra aftenen før, som var ved at få en blomst. Med et ansigtsudtryk der ville være en kongelig skuespiller værdig, skiftede dette til et køligt: "nå, er det dig" udtryk og så blev blomsten trukket tilbage i en hvis fart! Jeg kan derfor konstatere, at: "Man får kun blomster én gang"!
En gang imellem får man en oplevelse, som man føler burde være alle forundt. Det kan være et uforglemmeligt højskoleophold eller en eminent teateroplevelse. Dette var en af eksemplerne. Hvor er det synd for dem der gik glip af den.

Ham.