Intet nyt fra køkkenfronten

af Klaus Rifbjerg.

Det er ikke porcelæn, der bliver kastet rundt med på scenen, det er ord og følelser.

Stykket handler om en gruppe kvinder, der med jævne mellemrum mødes uden mændene. Et tilbagevendende samtaleemne er disse mænd, nuværende som forhenværende. Mændene dukker op i centrale situationer "i og udenfor scenens rum".

Stykket begynder med latter og lethed, men som natten skrider frem, og flaskerne hober sig tomme op på bordet, bliver stemningen mere og mere alvorlig.

Det er et nærgående men kærligt portræt af mænd og vinder, deres opfattelser af kærlighed, opfattelser af sig selv og hinanden og ikke mindst overlevelsesevnen.

Et spil om skjulte følelser, had og kærlighed, magt og undertrykkelse, selvrangsagelse.

Stykket handler nok om mænd og kvinder, men som en af kvinderne siger "livet handler nok mest om mennesker".

Stykket har bidende replikker, morsomme sekvenser, humor og alvor imellem hinanden.

Anmeldelse af:

Intet nyt fra køkkenfronten.
Anything goes.

Jeg har lige været i Hesteskoen. Her havde jeg fornøjelsen at overvære en gruppe kolleger, der gjorde meget ud at behandlingen at Rifbjergs "Intet nyt fra køkkenfronten" fra 1976. En tilsyneladende bevidst handling fra instruktørdebutanten Vibeke Anbro. Flot klaret. For ikke at bryde konventionen for meget og at hensyn til de medvirkende må vi hellere lige kigge på persongalleriet.

Gitte Kahlke (Pola) var en ganske almindelig husmortype (overbevisende spillet). Hun optrådte meget udglattende og ville helst ikke have konflikterne til behandling. Hendes hovedproblem var at folk ikke kom til tiden. Om det så var seks, halv syv, syv eller hvornår var det nu det var...!

En følelsesladet Hertha blev fint fremstillet at Dorthe Nielsen. Hun havde store problemer med sit forhold til Ludvig, der var gift med Ella. Ludvig optrådte i Bent Henriksens bukser (og Jan Fischer-Nielsens kameluldssutter) og det verdensfjerne legebarn var for mig noget at det mest komiske i forestillingen.

Jeg havde lidt svært ved at forholde mig til Ella (Ulla Jensen). Mit øre (eller hjerne) havde svært ved at føle ordene troværdige. Og så var der Betty. Denne uselvstændige kvinde, der havde talent og sikkert godt kunne blive til noget senere i livet, når Nalle (Chris Hammeken) det dumme svin havde haft hende under behandling. Som Nalle sagde havde hun et stort potentiale for at blive en "rigtig" kvinde. Godt spil. Og Nalle meget overbevisende dumt svin. God replikbehandling og håndspålæggelse denne fredag.

Den danske grossererstand var repræsenteret af Susanne van Cuyl, som Kamma. Hendes affekterede sprog og udtryk var virkelig flot. I egen høje person havde hun fornøjelsen af at have patent på at bringe konflikterne op til overfladen og blæse til ilden. Søren Kahlke, der debuterede i denne forestilling (havde man drømt om det?) havde fornøjelsen af at være Kammas rejsende mand i et eller andet, der elskede hende højere end hun nogensinde kunne elske ham. Blot hun ville stoppe med at ryge.

Så havde vi det lige så rart efter de fire retter mad. Så entrerer Richard (Rene Wiinblad), lige så fuld som salen, som manden der synes, at det er noget pjat med deres møder. De snakker ikke om noget. Han skifter dog mening mod slutningen af stykket. Iøvrigt skal denne unge mand roses for sit meget nuancerede spil, der bar præg af et stort engagement, selvstændighed og rutine i udfyldelsen af rollen.

Som de andre ved bordet mangler vi Kis (Hanne Ladegaard Hansen). Hun kom ikke klokken halv syv pga. et selvmord, der pressede sig på. Til gengæld var hendes spil meget distinkt og afklaret.

Og så var Claus Enevoldsen og Jan Fischer-Nielsen ganske lysende og det flotte køkken model Anders Hermansen. Hvem der havde sådan et derhjemme.

En ting, jeg savnede var måske noget mere bevægelse på scenen. Selve teksten er ikke den nemmest tilgængelige, men jeg synes trods dette, at problemerne er evigt gyldige, hvilket retfærdiggør, at Hesteskoen tager den slags ting på plakaten. Men næste gang kan vi måske prøve med Ibsen eller Wied ...??

LARRY