Papmanden

af Børge Hansen.

VI NÅR DET IKKE ! Det synes at være den mest udbredte opfattelse blandt skuespillerne lige nu. Men andre der selv har prøvet at spille teater kan nok kende symptomerne på panik, når premieren nærmer sig, MEN vi plejer jo alligevel at nå det hele.

Det er nu næsten et år siden vi startede prøverne på "Papmanden". I starten var det mest Ann og Lars der fik øvet på grund af en akut mangel på en MOR. Endelig fik vi en mor og resten af holdet kunne så komme igang. Og bortset fra at vi skiftede mor en gang til så gik det nu godt, men når man trækker sygdom og ferier fra prøvetiden så går tiden pludselig hurtigt.

Handlingen foregår på en fælled, hvor vi møder pigen og soldaten. I en drøm møder vi så pigens forældrer og majoren, der også er lokker. Problematikken i stykket overskueliggøres nok nemmest ved at citere en sætning fra stykket: "Det hedder da ikke mord når det er en soldat." Er det mord når en soldat slår ihjel? eller hvad nu hvis han Nyder det?

"Papmanden" er måske overfladisk set et banalt stykke, men når man arbejder med teksten, opdager alle ordspillende, og så tilføjer Poul P's spændende og inspirerende instruktion, bliver det til et vedkommende og vittigt stykke.

Jeg tror roligt at jeg kan love en spændende og velspillet forestilling når vi har premiere d. 20. april. En ting kan jeg imidlertid love: Der arbejdes på højtryk!

INGE

Anmeldelse af:

PAPMANDEN.
GODHED AF PAP ?

"PAPMANDEN" - Hesteskoen - Maj 1986

"Den gode vilje er ikke ord der kommer ud af en papmand" og "Papmænds svaghed bliver til bødlers styrke" - sådan! Rene ord for pengene blandes dog med mere vigende og undskyllende som f.eks. : "Vi har VEL alle noget af ham i os ?", et faktum der må virke frustrerende for den der vil sætte "Papmanden" op på en scene. Om det har været tilfældet under opsætningen af stykket på Hesteskoen skal jeg lade være usagt, men som jeg så det, i de to forestillinger jeg overværede, blev nuancerne og trykket på de tekstmæssige højdepunkter ofret på det glidende spils alter udfra devicen : Forfatteren har kogt suppen, instruktøren serverer den!

At starte en forestilling med et stykke klassisk musik er en rigtig god ide, men når lyset blandt publikum stadig er tændt og scenen er fuldt og ensartet belyst, kan man ikke undgå (hvad der også skete) at tilskuerne hyggesnakker under ouverturen, hvorved den stemningsskabende effekt bliver henlagt på et meget lille sted.

Efter lidt pigesang, fuglesang og maskingeværssalver får vi samlet stykkets unge par spillet af Ann Poulsen og Lars Rygaard. De kaster sig ud i en næsten ubrudt dialog før de (undtagen til premieren) falder i søvn. Deres forhold er ikke helt troværdigt men begge fastholder de med stor sikkerhed (og det igennem hele stykket) deres roller. Der er desværre ingen stor forskel i forholdet mellem de unge før og efter de bevæger sig over i drømmens verden, men ansvaret for det ligger nok i lige så høj grad hos forfatteren.

I drømmenes verden introduceres vi for stykkets øvrige personer:
Majoren bliver spillet så tilpas indsmigrende af Poul Delving at han ikke virker hverken sympatisk eller usympatisk, men indtager en god truende position, og langt de fleste replikker bliver sagt med autoritet fremfor med militære fagter og højtråben, klicheer der ville anfægte majorens farlighed meget, men som bliver holdt klogt tilbage i næsten alle situationer.

Børge Gudmundsen spiller rollen som pigens far (samt alle andre personer der er brug for undervejs) med meget stor sikkerhed, men i enkelte situationer virker han snarere underkuet istedet for at fremstå som ægte papmand.

Kirsten Bennike har rollen som pigens moder og majorens elskerinde, i et meget hæsblæsende tempo, der i visse passager fordrejer stykkets alvor til nærmest farceagtige platheder, i scener, hvor forfatteren dog også gør sit til at ovennævnte drejning finder sted, med en noget forvirret dramatisk indgangsvinkel og et sprog, der kan minde om Torben Nielsen's lystspil. Selvom der godt kunne sættes mange boller på suppen (jfr. indledende afsnit) bliver ”Papmanden" serveret i en særdeles fordøjelig version med et godt tempo og en sikker personkarakteristik. Forestillingens ydre rammer er en smuk scenografi, der dog kunne have virket mange gange bedre, hvis der var gjort mere ud af lyssætning som helhed og stemningsskabende situationer i særdeleshed, hvor de tekniske manipulationer i denne udgave stort set kunne klares med en tænd/sluk-knap!

Intentionerne er gode nok og tendensen er forhåbentlig klar: Der skal atter spilles rigtig teater på Hesteskoens scener.

Jørgen Lindahl