Elsker du mig ?

DEBUTANTNERVER !!!

Jeg har nerver på! Mit toiletpapirforbrug er steget voldsomt i den sidste tid på grund af dårlig mave, og jeg har svært ved at sove om natten og har derfor efterhånden fået de olympiske ringe under øjnene. Det skyldes altsammen debutantnerver. Jeg skal nemlig debutere som suffiør i Nils Schou's "ELSKER DU MIG?.

Inden scenens mest rutinerede sufflør, Kirsten Nielsen, tog en tur verden rundt, fortalte hun mig lidt om det ædle fag, og jeg kan kun bekræfte at det ikke er en så nem opgave, som nogle måske tror. Og jeg har endda kun fire personer at holde øje med, nemlig Louis Honoré, Linette Jürgensen, Erik Steen Larsen og Anne Honoré. Jeg er iøvrigt ikke den eneste debutant. Hanne Schram Nielsen debuterer nemlig som instruktør. Gad vidst om hun har ligeså mange nerver ?

Hvad handler stykket iøvrigt om ?

Jo - rumlende maver, to der klæder sig af, menneskelige sovepiller, flyversjusser, jungleloven, franske kartofler, en robåd uden årer, pornofilm, klokkeblomster, vand der går, kedelige næser, frastødende krybdyr, udpræget asparges - og naturligvis – SOVSEKANDER !!!

God fornøjelse

HH, sufflør

 

Medvirkende : Anne Honoré, Louis Honoré, Erik Larsholt, Linette Jürgensen.
Instruktør : Hanne Koppel.
Scenograf : Kjeld Hansen.
Sufflør : Hans Henrik Bardrum.
Teknik : Jørgen Vedel,Kim Ekman.
Premiere : 19. januar 1985.

 

Anmeldelse af:

Elsker du mig ?

Selve stykkets tema vil man måske nok umiddelbart kalde lettere brugt. Det har været oppe at vende utroligt mange gange - især de sidste 10-15 år, hvor der virkelig er sket en forandring børn og forældre imellem. Lydighed - og det med at gå i forældrenes fodspor - er blevet en saga blot. Til gengæld må man sige at dette tema aldrig bliver forældet og det indeholder så mange facetter og følelser at man jo kan skrive en hel roman om det der sker, når gemytterne mødes og generationerne støder sammen. Men da det ikke er en spændende historie med bakker og dale skal der en hel del til for at holde folks opmærksomhed fangen i en hel time.

Det lykkedes flot i denne opsætning af Nils Schou's "ELSKER DU MIG?". Stykket er præget af megen personinstruktion og der er så mange ord og så mange begreber og provokerende ting at ens opmærksomhed er på scenen uafbrudt. Der ligger bl.a. i stykket en undertone som præger det hele vejen igennem. I denne provokerende opsætning ulmer der en stadig bøn om tryghed og kærlighed, som selv de mest autrerede unge higer efter. Og på den anden side forældrene - som jo også er en slags mennesker - der har kronisk dårlig samvittighed over at de ikke havde tid nok, da de burde have haft det.

Stykket giver stærkt udtryk for, hvor svært det er at sige tingene lige ud. De spiller roller for at komme hinanden nærmere. Strækker den ene hånd frem, vender den anden ryggen til. De bruger symboler og leg. Masker og attituder - som egentlig gør deres liv utroligt besværligt, men samtidig må man konkludere at livet og udviklingen kan man ikke lave om på. Men man kan lave om på sig selv og lære - hvad enten man er barn eller voksen.

Her bruger man i stykket - synes jeg - et meget atypisk men sjovt symbol - EN SOVSEKANDE - nej det er da for meget...... eller..... næ hov...... er det ikke lige netop det det hele handler om. Symbolet..... ja selvfølgelig..... Sovsekanden står jo for alt det der er VELORDNET - det man bør gøre og det man plejer at gøre. Så essensen af alt dette er jo, at der netop sker det helt vidunderlige at SOVSEKANDEN bliver kylet i skraldespanden af den ellers så velfungerende - trimmede, men også noget desillusionerede mor Birgit. Hun laver et "hul i sit liv" - mange flere SOVSEKANDER burde smides af H...... til.

Ja ja - Anne - så sød, så emsig og forvirret, fremstiller du kyllingemoderen Birgit. Du kan vejen lige frem, men du kender ikke til de små sideveje. før du bliver provokeret ind på en af dem. Du gør det godt, og du giver klart udtryk for - i både fremtoning og mimik - at din målrettethed og din "sådan er det og sådan skal det være" - efterhånden som du påvirkes af de andre - bliver mere og mere tvivlsom, og ind imellem giver du drømmene frit løb, og dit ansigt bliver så dejligt afklaret, og du ligner en, der hviler i sig selv, for så igen at vende tilbage til den forvirrede person, der gang på gang bliver rystet i sin grundvold. Du er bare sød - rigtig meget endda.

Og så den stakkels - stakkels "fatter John", som Erik gir for fuld udblæsning. Du behøver egentlig ikke sige så meget, for din blotte tilstedeværelse får jo en til at ligge flad af grin. Kun få ejer den evne at få folk til at le inden en eneste replik er sagt. Men det kan du. Det at se så fuldstændig åndet ud - ja det er en stor kunst. Du falder så fint ind i denne rolle - som den lidt forfinede "skjortesælger", der ønsker sin datter født påny, og sin egen sjæl renset for synder.

Iført lyserøde gamascher - et mærkværdigt armsmykke og en grøn hat - siddende på køkkenbordet med knæene under hagen - gnaskende højlydt på et æble - utrolig provokerende og fræk - ja hvem kan det være andre end Linette som "MISSEKATTEN" Lene. Bevar mig vel - magen til pigebarn. Med øjne så spillevende og som lynhurtigt skifter udtryk. Så fuld af energi og udstråling og med en mimik som ikke er til at kimse af.
Du slynger om dig med sandheder og usandheder - du hader sovsekander - ihvertfald det du mener de står for. Og du sjofler alt og alle til. Ja - du milde kineser - hvis jeg ikke kendte dig lidt uden for scenen, så ville jeg sværge på at du faktisk var "missekatten" Lene. Måske synes jeg nok at du kammer lidt over enkelte steder, men OK - en vis overdrivelse letter jo forståelsen - som man siger - og du ka' jo bare det der.

Så kommer rosinen i pølseenden - nej forresten - aspargsen som du jo blir kaldt - eller Allan - ja selv TIGER blir du benævnt, men ihvertfald er det dig jeg mener - Louis. Så grå - så drenget og fuldstændig måbende, da du bliver konfronteret med denne vulkan af et pigebarn. En pragtfuld madsætning må man sige. Du holder stilen fra start til slut. Samtidig spiller du både tjener og tandløs gubbe, og derigennem viser du tydeligt, at du også indeholder et vist komisk talent.

Dit modspil til Linette er en herlig ting at skue. En dejlig rolle, som viser, at du kan lidt af hvert og samtidig har en virkelig forståelse for, hvad det hele handler om.

Scenografien synes jeg nok var lidt letkøbt. Der manglede lidt fyld og lidt liv og nogle små lysefekter havde nok gjort underværker. Scenen virkede ligesom lidt kold. Lidt baggrundsmusik nu og da ville nok have været en god ting.

Men Hanne - til dig vil jeg sige: Du har sandelig forstået at gøre dette manuskript levende - sat dit præg på det du ville have folk til at forstå og holde fast i, Du har fundet frem til yderpunkterne men samtidig har du fundet og bevaret de mange små - men vigtige ting - som dette stykke indeholder.

Een ting er et "koldt" manuskript, noget andet er, at få det gjort til et levende stykke hvor de vigtige ting bliver forstået, og ikke "tabt på gulvet". BRAVO .....

Susan