Giraffen fra New Orleans

af Steen Kaalø.

 

KAN GIRAFFER SVØMME?

Det er en almindelig opfattelse at alle dyr kan svømme, når de er nødt til det. Enhver ved da også at ikke blot sælhunde, men også almindelige hunde med glæde tumler sig i det våde element. Flere eksempler kan gives, men alligevel er der visse dyr, hvor man umiddelbart vil stille et spørgsmålstegn ved deres evne til at svømme bl.a. giraffen. Hvordan vil den kunne klare sig på dybt vand, med hovedet oppe blandt mågerne og benene nede blandt makrellerne? Jeg har rådspurgt mange zoologer uden at få svar.

Hvordan kan så "GIRAFFEN FRA NEW ORLEANS" så pludselig dukke op i et dansk havnekvarter, når den er undsluppen fra en zoologisk have i ovennævnte by? Det må med det samme siges at forfatteren STEN KAALØ ikke giver noget svar herpå i sit stykke. Han giver i det hele taget ikke nogle svar, men stiller snarere en masse spørgsmål. Hvad får en kvindelig dommer til at forlade en retshandling for at komme ned eg se på skibe? Hvad får en sippenippet revisor til pludselig at lægge jakken og gøre ting han før knap nok turde tænke på. Hvad løser op for en missionshotelportiers generthed?

Svaret er måske ganske LIGEUD, måske snarere MODSAT. Nå, MANN skal ikke PINNE den slags for meget ud, det bliver MØRCK tale, og der går for mange POTTER i skår for HANNE. Der er også et FYLL Af KAKERLAKker, og det er en LISE at møde ALICE, VAR LEler med giraffen?

Lyder det indviklet? Ja, måske, men de finder ud af det. I stykket lærer de at stå sammen om en idé, og - mere vigtigt - de lærer at leve. På grund af giraffen? Måske, og måske ikke. Jeg ved det ikke. Måske er det noget helt andet der frigør dem.

Og er der i det hele taget en giraf. Ja, det bliver vi nødt til at spørge tilskuerne om. De der kan se den, kan også se ind bag Sten Kaalø's dejlige ordtrylleri om mennesker der frigøres, og om hvem man tror at de - trods slutningen - får et bedre liv.

Det mener i hvert fald.

FREDAGSMANDEN

 

Medvirkende : Børge Gudmundsen, Hans Henrik Bardreum, Gerda Ahlberg, Udo Sayk, Hanne Bregendorf, Anne Honoré, Inge Ernst, René Wiinblad, Helge Bjørn, Rene Nielsen, Poul Delving.
Instruktør : Bente Kongsbøl.
Scenograf : Jørgen Zøllner, Kjeld Hansen.
Sufflør : Hanne Koppel.
Teknik : Kirsten Aaby Sørensen, Kim Ekman.
Premiere : 28. oktober 1984.

 

Anmeldelse af:

Giraffen fra New Orleans.
GIRAFFEN VAR 4 METER

Præstationerne var TÅRNHØJE. Min kompliment. Det var bare flot klaret. Replikkerne blev serveret på et guldfad. Let og utvungent og på rim sommetider. De flød, som blev de født i det øjeblik, de blev sagt.

Børge som hr. Pinnemand (med tryk på Pinn) var en kæmpeoverraskelse.

Gerda som romantisk dommerdame med kærlighed til skibe, sagde de halvfrække poetiske ord med. megen sødme.

Anne, som caféindehaveren Filla var så overbevisende dejlig, at man kunne ønske sig en sådan cafe i hvert nymodens center.

De to betjente, Poul og René N., var så tilpas dumme, at man ligefrem havde ondt af dem. (Dupont og Dupont kan godt gå hjem og visse).

Kakerlak, Rene W., var bare Kakerlak. (Dygtig fyr Bøv).

Præsten og Alice var hver især gode, dog holdt jeg mest af Inges rolle som den sympatiske socialistiske præst.

Hans Henrik var som fanatisk kristen portier, virkelig ynkelig og lidt irriterende, og så herrens ud (sådan troede jeg ikke du ku' se ud), og hans omvendelse var enormt skøn, især da madrassen fik sig en omgang.

Luderen Hanne var sød og blød i samspillet med H.H., men manglede dog i starten at være snavset efter fredags-mandens besøg. Det ville ha' virket stærkt.

Udo var den charmerende digter, og han var charmerende.

Helge Bjørn som fredags-mand og byplanlægger, gjorde sit til, at stykkets slutning virkede uhyggeligt, for hvor var han dog vred, da han viste sit sande jeg.

Lys og især lyd var timet fint og især til sidst var illusionen om bulldozere meget stærk. Kulisserne var i deres barnlige udformning perfekte til den lille scene, himlen, havet og skibet var en meget smuk detalje.

Slutningen var stærk, jeg var så bevæget at jeg græd.

Dygtigt instrueret af en professionel instruktør, nemlig Bente Kongsbøl.

Ros til hele banden.

Ærbødigst Käte P.H.