masker Glostrup Amatør Scene

DET MÅ GUDERNE VIDE

af Claus Zenderowitz.

Det er tredje gang, at danske forfattere har taget Aristofanes' gamle komedie PLUTOS op og aktualiseret den. Dels har Holberg skrevet sin komedie PLUTUS over emnet, og dels har Kjeld Abell og Poul Henningsen i 1940 skrevet i forestillingen GUDERNE TER SIG. Og endelig er det evig aktuelle emne nu taget op af CLAUS SENDE ROVITZ, som i sit efterord bl.a. Skriver:

Vor tids placering, og vor egen placering i dette generelt filosofiske eventyr er vel klar nok, men da jeg hverken har lyst til at dyrke rigdommens gud eller fattigdommens gudinde, måtte der en total omskrivning til.

Derfor måtte DET MÅ GUDERNE VIDE blive et eventyr om rigdommens besøg hos mennesker, der dyrker den ligeså blindt, som den selvfungerer, om rigdommens afmagt og dens flugt. Penia, der stadig .forfægter puritanismen, får dog heller ikke hvervet nogen tilhængere i denne forestilling. Menneskene bliver forhåbentlig så meget klogere, at de kan hamle op med guderne.

 

 

Medvirkende : Svend Aage Wadsbach, Henning Henriksen, René Nielsen, Lene Thuren, Helge Bjørn, Anne Honoré, Hanne Koppel, Poul Delving, Gerda Ahlberg, Rene Wiinblad, Jan Jensen.
Instruktør : Jørgen Zøllner.
Scenograf : Jørgen Zøllner, Kjeld Hansen.
Sufflør : Birgitte Schram.
Gårdsangere og orkester : Jørgen Lindahl, Niels Brinch, Thomas Dahl.
Teknik : Harry Weber, Kjeld Hansen, Jørgen Vedel.
Premiere : 15. januar 1984.

 

Anmeldelse af:

Det må guderne vide.

Premiere ? - Ja, Det ved guderne !!

Søndag d. 15. januar kl. 20 var der atter premiere i Hesteskoen. En særlig spændt og forventningsfuld stemning bredte sig i foyeren. Den stemning der kendetegner en premiere og som gør netop denne forestilling til noget særligt, og der var da også helt udsolgt.

Stykket starter lidt overraskende mørkt og dystert, men ved Det store Orakels tilsynekomst er man ikke længere i tvivl. Dette er en komedie og stykket igennem er der ikke langt imellem at lattermusklerne aktiveres. Kort og godt handler det om en stakkels, falleret pudsemiddelfabrikant, som ved oraklets og gudernes hjælp kommer økonomisk ovenpå og lever i stor overflod, dog med fattigdommens gudindes løftede pegefinger som modstykke. En ikke særlig dybsindig handling med et lidt tyndt indhold, dog er problemet rigdom contra fattigdom et stadigt aktuelt emne. Men på grund af den absolut morsomme opsætning, hvor nyt og gammelt bruges i flæng, en flot scenografi og mange pudsige tekniske effekter og ikke mindst en speciel musik spillet af et specielt orkester er forestillingen absolut ikke kedelig. I modsætning til mange stykker der ofte har en "faldende tendens" i 2.-akten, udmærker dette sig ved "at gemme det bedste til sidst". Anden-akten er en overflod af flotte kostumer, guld og glimmer, mange på scenen og et hurtigt flydende spil. Kort sagt, man forlader salen i en festlig stemning.

Der var dejlige præstationer blandt spillerne, et godt sammenspil og ikke mindst min kompliment til musikken. Den er svær at synge, og ret utraditionel, men passer fint til stykket.

Jeg vil absolut anbefale interesse- som aktiv- medlemmer, der endnu ikke har haft fornøjelsen at tage venner og familie med og få en festlig aften.

Ulla Brinch