En mand gør ingen vinter

af Sven Holm.

 

SPÆNDENDE SKUESPIL

Hvorfor netop valget af "Een mand gør ingen vinter"?

Joh, her foreligger, for mig, et dansk stykke dramatik med alle de ingredienser, der gør det spændende at spille teater. Et stykke med dramatik og fine, til tider groteske replikker, men også replikker der ikke er lige til at gå til, men med en masse symbolik - det er lige mig. Tag f.eks. titelreplikken ”Een mand gør ingen vinter", som den yngste af pigerne siger i slutningen af stykket. Hvad indeholder en sådan replik? Joh, i dette sammenhæng noget med at når der kun er een slags af en trussel mod et dikteret eller forudaftalt samfund, (i stykket et ret ensidigt kvindesamfund), så kan denne minoritet ikke skade det bestående, og dog?

Sven Holm ynder at benytte sig af symbolik gennem hele sit forfatterskab. Han benytter meget små ting, små eksistenser der for os mennesker virker ubehagelige i deres leveform for at trække eller vise de større udtryk i menneskets adfærd. For at give eksempler på dette ville det være nærliggende at bruge Leonora's startreplik i hans nyeste værk "Leonora, 3 scener for en heltinde", hvor hun liggende i sin klosterlige seng med hvidt rent linned fanger lopper, tygger dem ihjel og fortæller dem, at det er kongeligt blod, de har ædt. Her kan meget vel drages parallel til Corfitz Ulfeldt's bødler, der jo beskyldte ham og for så vidt også hende for landsforræderi.

I "Een mand gør ingen vinter" er det edderkoppehunnens adfærdsmønster der drager parallel til det dominerende "modervæsen", den altædende kvinde eller altopædende person, den besiddende. Også en lille hvid larve kendetegner liv, liv oven på den udslettede, den ødelagte verden. Igen noget småt, der kendetegner noget stort, noget vi kender fra vores eget liv, men som rent symbolsk tegner f.eks. større, indre følelser i vort inderste sind, vor omgang med andre væsener o.s.v.

EN SVÆR OPGAVE!

Det er klart at et stykke som "Een mand gør ingen vinter", set ud fra førnævnte symbolik, kræver sin mand, men det har været og er fortsat et pragtfuldt team, i hvert tilfælde set med mine øjne, der er bag denne opgave. Selvom 80% af teamet er debutanter eller kun lidt erfarne medlemmer, så tror jeg, at opgaven vil blive en fantastisk spændende og teatermæssig stor oplevelse. Vi gør og vil fortsat gøre vort til at alle tilskuere vil gå hjem fra denne forestilling med en stor oplevelse og måske med lidt eftertanke i baghovedet.

Vi glæder os til at præsentere opgaven for et, forhåbentlig, positivt publikum.

Vel er det ikke en musical, en komedie eller et fald-på-halen-stykke, og vel er det måske også lidt højkulturelt, men spændende er det.

GOD FORNØJELSE!

John Quaade

 

Medvirkende : Inge Ernst, Hanne Bregendorf, Jette Ditlefsen, Kirsten Nielsen, Fin Kirstein.
Instruktør : John Quaade.
Scenograf : John Quaade.
Sufflør : Børge Gudmundsen.
Teknik : Kim Ekman, Niels Brinck.
Premiere : Premiere : 20. marts 1983.

 

Anmeldelse af:

En mand gør ingen vinter.
SØLVPAPIR

Sølvpapir kan bruges til meget: man kan lægge det omkring madpakken, man kan varmeisolere med det, man kan bruge det til dekorationer. I alle ter tilfælde med ganske god virkning. Men at man kan få en så fantastisk effekt i en kulisse af sølvpapir, det er faktisk utroligt. Sammen med musikken og lyset gav det en meget fin baggrund for forestillingen "een mand gør ingen vinter".

Fire kvinder og en mand er lukket inde. Der er kun få bevægelsesmuligheder. Det sorte rum  de barske realiteter ved at flygte fra isolationen ud i det uvisse.

Sådan er det også i virkeligheden. Mange mennesker går med en drøm om at sætte sig ud over normerne, rejse ud og opleve verden, eller bare foretage sig noget andet end det omgivelserne forventer. De fleste lader det blive ved drømmene, de få gør alvor af det.

"Een mand gør ingen vinter" er et vanskeligt stykke. Det er en stor og krævende opgave at gå i gang med "med næsten uprøvede kræfter" selv med en erfaren iscenesætter og instruktør som John. Men der kom en god forestilling ud af det.

Man mærkede at det var teamwork, og at der var arbejdet meget seriøst med personerne. Det blev en flot helhed !

Det eneste jeg synes haltede lidt var replikkerne (Der manglede efter min mening lidt variation og nuancer, men det er nok blandt andet fordi replikkerne I det stykke er svære - til tider meget svære at forstå.

Nuancerne var der til gengæld i den dramatiske del, som gav en god beskrivelse af personerne. Alt I alt havde jeg et par spændende og lærerige aftner i Hesteskoen.

Til sidst et lille hjertesuk: Dramarummet er et dejligt rum at arbejde i, men det er bestemt ikke publikumsvenligt. Kun på forreste række havde man et rimeligt overblik over scenen. Det må der altså gøres noget ved!

Hanne N.