masker Glostrup Amatør Scene

Sandkassen

af Kent Andersson.

I "Den levende Avis" POLITIKEN kunne man den 7.12.70. læse følgende i Harald Engberg's anmeldelse af TV-teatret's opførelse af "SANDKASSEN": "I tænksomme stunder kan vi synes, at vort liv er som børns leg i sandet. Vi myldrer rundt mellem hinanden opfyldt af tusinde gøremål, som forekommer os kolossalt vigtige, overvåget af et højere forsyn, der er som en mor og far for os, uden at vi kan kommunikere med det”.

Denne anmeldelse rammer faktisk lige i øjet, og selvom den er skrevet i 1970 og "SANDKASSEN" selvfølgelig endnu før, er det stadig et aktuelt stykke, at opføre. For børnene verden er en del af de voksnes verden og de voksnes verden er børnenes vilkår.

Den sammenhæng glemmer Kent Andersson ikke.

Heller ikke når han lader sandkassen vokse og blive den storpolitiske arena med dens autoritære problemer, og heller ikke når han forstørrer forholdet børn-forældre op til et borger-samfund-forhold.

"SANDKASSEN" er opbygget af mange små optrin, der hver især bringer nogle af de forannævnte ting på brædderne eller i sandet om man vil, idet hele scenen praktisk talt er omdannet til et sandt eldorado for børn og barnlige sjæle, idet den er opfyldt af en kæmpe sandkasse.

 

 

Medvirkende : Gerda Ahlberg, Anne Honore, Ulla Harplod Christensen, Birgitte Schram, Hanne Nielsen, Helge Bjørn, René Nielsen, Henning Henriksen, Poul Delving, Uffe Markmann-Hansen og Lars Rygaard.
Sufflør : Børge Gudmundsen.
Musik : Jørgen Lindahl, Niels Brinch og Lars Bonde.
Premiere : 14.november 1982.

 

Anmeldelse af:

Sandkassen.

Jeg havde den store ære og fornøjelse at overvære ovennævnte forestilling hele to gange (den ene som kombineret billet- og kaffesælger). Dog var de ikke med helt samme skuespillerbesætning, idet instruktøren himself anden gang måtte gå på scenen med rollehæftet godt skjult i en uddannelsesbog, fordi en vis hr. Delving aldrig dukkede op. Dette påvirkede naturligvis hele ensemblet en del, hvorfor nerverne sad ekstra meget uden på tøjet, og suffløren fik lidt at lave. Jørgen klarede dog opgaven fint og meddelte Deres udsendte efter forestillingen, at han da var glad for at det ikke var Ulla, der var blevet hjemme.

Det ville være urimeligt at vurdere udfra denne anden version af forestillingen, så det er jo godt, at jeg er glad for at gå til premierer. (ps. maden var fin!).
Men til sagen: Vi er jo efterhånden blevet forvænte med at se - eller deltage i - Kent Andersson-stykker, og det er bestemt heller ikke det værste der findes. Den lidt cabaretagtige stil med små spil i spillet, indlagte sange, tilbageblik, fremadblik o.s.v., men alligevel med en fed rød tråd, vil aldrig kunne blive monoton, og når så stykket samtidigt ikke er blevet uaktuelt i tidens løb, vil det fortsat fænge.

Indholdet er blevet tærsket igennem både her i bladet, i programmer, andre aviser m.m. af det flittige informationsudvalg, så det vil jeg ikke komme ind på, men det var en udsøgt fornøjelse at se voksne i aldre fra 20 til 60 optræde som grædende, frække, råbende og skrigende børn. Jeg vil regne med at "de voksne", "pædagogen" og måske endda musikerne har misundt "børnene" deres roller en del, selvom det sikkert ikke er let at spille barn.

Der var overraskende mange musikalske indslag (hvornår er der efterhånden ikke det i GAS' stykker?), og bortset fra at det indimellem var svært at forstå hvad der blev sunget, var det en god kombination af musik og tekst. Især underlægningsmusikken til de forskellige monologer og dialoger var glimrende, samtidig med at det var en fryd at musikere for en gangs skyld kunne holde vibrationerne nede på et niveau, hvor man også kunne høre, hvad der blev sagt.

Det negative i denne forestilling synes jeg var at de børn, som ikke skulle sige noget, tog for meget af opmærksomheden i sandkassen, når de legede meget højlydt og gestikulerende. Kulminationen var da Lars tilsyneladende fandt et stykke gammelt plastik eller gummi i sandet, og til tilskuernes store jubel gravede det frem gentagne gange og glædesstrålende viste det frem til hele salen. Da tror jeg ikke, der er blevet hørt ret meget af hvad der blev sagt i den anden ende af kassen.

Desuden kunne jeg ikke lide den forvirrende vaden frem og tilbage i scenen med far og datter (Helge og Ulla). Pladsen ovre ved bænken i hjørnet var efter min mening alt for trang og derfor virkede deres bevægelser alt for voldsomme og unaturlige.

Endelig synes jeg at finalen var en mat fornøjelse. Det er glimrende med en fællessang til sidst, men på mig virkede det som om aktørerne ikke anede hvorfor de var tilstede udover at de skulle synge en sang. Nogle smilede, andre nærmest græd, nogle så på publikum, andre ned i sandet. Slutningen, inkl. fremkaldelse, virkede i det hele taget lidt uplanlagt (hvorfor måtte vi f.eks. ikke klappe af musikerne, det havde de bestemt fortjent?), men det er måske fordi man har været i tidsnød og er gået for let henover det ?

Disse enkelte sure opstød er dog kun dråber i en eller god opførelse af et fint stykke. Alle spillede glimrende og man kunne i hvert fald ikke se hvem der var nye og hvem der var gamle rotter.

H.H.