Happy end

af Dorothy Lane og Kurt Weill

Året er 1929 - stedet Chieago. I Bill's Ballhouse samles som sædvanlig en flok gangstere under ledelse af gangsterkongen Bill Cracker for at planlægge nye forbrydertogter.

Mødet afbrydes af frelserpigen Lillian Holiday i spidsen for Frelsens Hær, som kommer for at overtale de fortabte sjæle til at søge ind på den rette vej.

Det utrolige sker: Frelserpigen og forbryderkongen forelsker sig i hinanden, men som man kan forestille sig ikke uden problemer for de involverede.

Slutningen på historien - tjah - måske kan den gættes, men det skal siges, at den er overraskende pa mere end en måde.

Anmeldelse af:

Happy end.

af Dorothy Lane (Bertol Brecht) med musik af Kurt Weill - blev i slutningen af marts måned opført på Glostrup Amatørscene i Bente Kongsbøl's iscenesættelse og instruktion.

Handlingen udspiller sig i Bill's Ballhouse og den nærliggende frelserkirke.
Allerede ved ankomsten føres tilskuerne ind i det rette miljø, idet man placeres inde i selve Bill s Ballhouse, hvor pokerspillet er i fuld gang, mens barpianisten Joe (Jørgen Lindahl) hygger om gæsterne. Vi lærer dog hurtigt de uskyldigt udseende mennesker at kende fra en anden side, idet vi er vidne til deres forskellige numre. Som Jimmy Dexter, - også kaldet velærværdigheden - ses Jørgen Zøllner, der meget overbevisende formår at gi' den lidt langsomme og tunge forbryder, der dog kan sit håndværk til fingerspidserne.

Den mandlige hovedrolle spilles af Hans Henrik Bardrum, der ved sin entre virker en anelse nervøs, men dog ret hurtigt får givet rollen den personlighed det kræver at være navnefar til Bill's Ballhouse. Rollen spilles overbevisende i samspillet med Lillian Holliday, spillet af Lene Thuren Jensen, der giver os en meget karakterfast præstation, hvor hver eneste replik lærer os lidt mere om personen Lillian Holiday.
Undervejs er vi vidne til nogle møder i frelserkirken (baren bliver lynsnart til prædikestol, - smart) under ledelse af majoren. Poul Hansen-Delving spiller denne rolle særdeles underholdende og medvirker således til at gøre scenerne i frelserkirken levende, om end knap så seriøse.

Blandt "frelserne" findes Hannibal, - spillet af Børge Gudmundsen, så vi fornemmer det stakkels menneske, der har mistet, sin hukommelse, men finder trøst og ståsted i frelsermiljøet.

Slutningen på stykket er som titlen angiver "Happy End" men det er en svær scene, som nok kunne fortjene lidt overvejelse, men den bæres til fulde oppe af resten af stykket. De varmeste anbefalinger er hermed videregivet.

Lars Lindahl.