SORT, HVIDT OG MIDTIMELLEM

Dette er en Cabaret, der handler om hvad som sker i det lille, højt mod nord placerede land, med en stor dronning og en lille statsminister. Teksterne er leveret af Niels Anker Hansen, John Quaade og Arabella Buendia.

Stykkets fire aktører tager os, fra en majformiddag på strøget til et tilfældigt møde på en tilfældig gade, fortæller os om kærlighedens stærke håb, lader os reflektere over natmaden, samt giver et billede af den stressede kontormand.

Vi præsenteres for ventesalens tomhed, græsplænens frodighed og havens vidundere, for dagliglivets fusentasteri og frugterne i toppen af træet, til den fingerede menneskekærlighed, der trives ved omsorgssamfundets rødder.

 Musikken er skrevet af Niels Brinch og Jørgen Lindahl.

 

Medvirkende : Lene Thuren, Jette Staalkjær, Udo Sayk, Børge Gudmundsen.
Instruktør : Bente Kongsbøl.
Scenograf :

Bente Kongsbøl.

Musik : Jørgen Lindahl, Niels Brinck, Thomas Dahl, Lars Bonde.
Teknik : Harry Weber, Kim Ekman.
Premiere : 30. oktober 1981.

 

Anmeldelse af:

Sort, hvidt - og midtimellem.

Fra Land og Folk's anmeldelse af vores Gabaret kan man citere: ”Sort, hvidt og midtimellem er dansk amatør teater i en af de situationer, hvor det er bedst og stærkest" - og deri være ganske enig.

Men et menigt medlem af GAS må nok også have lov til at supplere.

Jeg nød det tempo og den øjensynlige afslappede livsglæde, der prægede hele forestillingen. Roser til både iscenesætter, koreograf, teknik og musik, det var prima helt igennem. Blandt de optrædende sås Udo på bowlingbanen for fuld udblæsning, det var en overraskelse af de gode.
Hvad jeg personligt kunne savne var lidt mere bid i teksterne. Det var en pæn forestilling, som ikke gjorde en kat fortræd. Og fordi genren er cabaret behøver den vel ikke være tandløs?
Lidt flere indslag med større saft og kraft og en mere kritisk ( ikke nødvendigvis politisk) holdning havde nol peppet den lidt op.

Der var i denne cabaret mange gode tanker, og gode hensigter og smukke ord. Men på en eller anden måde følte man, at der savnedes en indre sammenhæng i alle disse ord og alt for ofte var der ingen enhed mellem teksterne og den ellers så fortrinlige musik - og det var nok ikke musikkens skyld.

Birgitte Schram