DET FØDTE FOSTER
af Knud Andreasen.
Stykket er oprindelig skrevet som hørespil, og udsendt i Danmarks Radio 1972. i 1976 bearbejdede Århus Amatørscene stykket sammen med forfatteren og gav det livet på scenen.
Det er et barsk stykke, - et meget barsk stykke om kvindedominans, - om Richard, der ikke får et ord indført, aldrig får lov til at leve sit liv og derfor ikke evner at modtage kærligheden, da den unge pige tilbyder ham sin.
Knud Andreasens replik er overrumplende, ofte barok og grotesk med en underfundig humor. Man morer sig, samtidig med, at man gyser.
"Det Fødte Foster" er udgivet på Dansk Amatør Teater Samvirke's forlag DRAMA, som tidligere har udgivet andre af Knud Andreasens værker, bl.a. "En vikartime" (udsendt som ungdomsspil i Danmarks Radio), "Jeg skal vente På Keris", "Mens instruktøren sover" (børnekomedie), "Svampen" og "Privatbanen". Sidstnævnte opført i Hesteskoen 1974.
| Medvirkende : | Anne Honoré, Svend Aage Wadsbach, Erik Steen Larsen, Ann Poulsen, Bent Starcke Henriksen, Søs Black og Bent Andreasen, Erik Normann Nielsen, Gerda Ahlberg, Anne Honoré, Svend Aage Wadsbach, Bent Andreasen, Erik Larsholt, Bent S. Henriksen, Søs Black, Ann Rytter Poulsen, Lars Rygaard, Jørgen Zøllner. |
| Instruktør : | Jørgen Zøllner. |
| Scenograf : | Jørgen Zøllner. |
| Sufflør : | Ann Rytter Poulsen og Gerda Ahlberg. |
| Teknik : | Harry Weber. |
| Premiere : | Januar 1981. |
Anmeldelse af:
Det Fødte Foster.
Det fødte Foster af Knud Andreasen i Jørgen Zøllners instruktion og iscenesættelse, er en barsk og måske realistisk beskrivelse af hvorledes den pæne bogholderfrues høje ambitionsniveau for sønnens fremtid, set i forhold til faderens nutid, totalt forhekser hende i forholdet til omgivelserne. Dette smitter i høj grad af på den øvrige familie, hvorved faderen glider længere og længere væk. mens broderen overtager hans plads i samme takt. Denne voldsomme personlighedsændring, virker særdeles stærkt på tilskueren, med Anne Honoré's Louise som en fast akse, hvorom alt har at dreje sig. Denne rolle spilles præcist så fast som det er nødvendigt, og understøttes tilfulde af Erik Steen Larsens onkel Otto, der især mod slutningen af stykket svinger sig op til meget store højder. Som faderen August, ses Sv.Aa. Wadsbach, der ligefrem kræver medlidenhed af sit publikum, efterhånden som han bliver kuet ned af resten af familien. Der balanceres her meget fint, og på den rigtige side af grænsen, hvor figuren ellers ville være latterlig.
Af andre præstationer skal nævnes Bent Henriksens mimiske spil som den lille forknytte Richard, og Ann Poulsens Lisbeth, - et fint spil, hvor man fornemmer en meget gennemfart og grundig samklang mellem tekst og bevægelse.
At stykket egentlig kun er et hørespil mærkes kun sjældent, måske kun i begyndelsen, hvor de mange små sekvenser står lidt for alene, et forhold der ville bedres ved lidt kortere sceneskift. Til gengæld gives der fuldt mål i resten af stykket, hvoraf navnlig scenerne omkring bordet spille med stadig større styrke, for så igen at blive overgået af slutscenen, der virker særdeles overbevisende.
Lars Lindahl.