FÆDRA

- Fransk klassisk tragedie af Jean Racine.

Tragedien blev første gang opført i 1677 i Paris og hører så absolut til Racines bedste skuespil. Racines forbillede er den oprindelige græske tragedie og Euripides skuespil "Hippolytos". Fædra er gift med Theseus, kongen i Athen, men hun bærer på en frygtelig hemmelighed, en dødelig forelskelse i sin stedsøn, Hippolytos.

Tragedien som genre beskæftiger sig altid med dybt menneskelige konflikter, og derfor er dens temaer eviggyldige og til stadighed aktuelle. Konflikten i "Fædra" udspiller sig som en kamp mellem fornuften og kærligheden, en magtkamp i den oprindelige græske tragedie mellem guderne om magten i mennesket. Grækerne lagde kærlighedens magt ind under gudernes vilje, men hvad gør det moderne menneske ? Kærligheden er stadig den største magt i menneskets underbevidsthed og stadig en lige uforståelig irrationel størrelse, som selv vor højt udviklede videnskab ikke kan kortlægge. Se derfor dette stykke som et universelt il om en eviggyldig magt i mennesket!

Anmeldelse af:

"Fædra".

Lokalet ligger i et dunkelt, blåt lys, skifter til skarpt, hårdt hvidt. En sol i baggrunden toner op. En science-fictionagtig lyd af musik blander sig med et skingert barneråb, klingende af utilfredshed.

I det gyldne, blå, det varme røde, eller hvad det nu er for et lys kommer en sort pjusket hund pludselig frem af det mørke, dystre græske tempel, hvor skuespillerne forgæves forsøger at gennemføre en af de sidste prøver inden premieren d. 25. oktober.

Et "Av for satan, det var en knappenål, der stak mig" udbrydes midt i Racines vidunderligt smukke replikskifte i det omdigtede skuespil FÆDRA, som jeg overværede én prøve på.

Spændende bliver det, hvad vort publikum vil sige til et så spændende projekt som dette stykke er. Teksten er så absolut ikke den lettest tilgængelige, men man er dog ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvad handlingen går ud på.

Det er den frygtelige historie om vor skyld, vor løgn, vor indbyrdes lukkethed af bondeanger, hadske indstilling over for hinanden. Set i relief til vort nutidige samfundsførelse, vor indbyrdes sociale forhold, må FÆDRA betragtes som et symbolsk billede af vor nutid. Historien om blodskam mellem moderen Fædra og stedsønnen Hippolytos ligger kun som en baggrund, et stillads hvor den egentlige baggrund, skyldigheden i drab på os selv, hænger på, som murerske og handsker efter fyraften.

En oplevelse vil det så absolut være, når denne forestilling får premiere, så jeg må på det kraftigste anbefale alle vore aktive medlemmer og ligeledes vore interessemedlemmer at overvære denne forestilling.

John Quaade

PS. Det havde sikkert gået lidt lettere for de medvirkende at gennemføre denne prøve, hvis ikke der havde været hunde og børn til i denne teatrets verden.