Meteor

af Friedrich Dürrenmath.

En forfatter og nobelpristager, Wolfgang Schwitter, ligger for døden. Han er i virkeligheden allerede erklæret død. Men midt i det hele kommer han til bevidsthed igen og forlader hospitalet for at opsøge et gammelt atelier, hvor han som ung boede, inden han begyndte sin forfattervirksomhed. Han vil dø i dette atelier. Men det trækker ud. Han far en mærkelig betydning for de mennesker, som han tilfældigt, i det gamle atelier, kommer i berøring med, en skæbnesvanger betydning.

Det er oplægget i Dürrenmatts »Meteor«, som i november får premiere i »Hesteskoen«. Et stykke, der på een gang er vittigt og alvorligt. Et stykke fyldt med barokke situationer og livsvisdom. Forfatteren vil - det indtryk far man i hvert fald vise os et »overmenneske«, hvem intet kan røre, mens menneskene går til grunde omkring ham. Men måske er han alligevel ikke et »overmenneske«. Måske kan han ikke dø, fordi han simpelthen aldrig har levet. Der ligger en symbolik heri, som fængsler tilskueren.

De levende mennesker omkring ham er underkastet naturens lov, med dem går det, som det må gå ifølge deres forudsætninger ,men selv har han kun levet l sit hjernespind af opfundne personer og begivenheder, og nu er der ingen vej »ud« for ham. Han må erfare, at han ikke kan komme i nogen virkelig kontakt med omverdenen omkring ham, den strejfer han bare, den har ingen indvirkning på ham, men han har som sagt en fatal indvirkning på den.

Det er en ambitiøs opgave, GAS har givet sig i kast med under Gerda Ahlbergs instruktion, men den er, interessant, og instruktøren har uden svinkeærinder fulgt forfatterens tekst, en tekst, der i sig selv er fængslende, replikker, hvori der ligger ting, som afdækkes efterhånden, som man lærer dem at kende. I virkeligheden et stykke, som man burde se flere gange for at få det fulde udbytte.

Be-BH