Er manden overflødig ?

.....en slags revykomedie i to akter. Skrevet af Jørgen Zøllner.

med musik af Mogens Nielsen.

Kan man ikke finde spændende stykker må man selv lave dem - disse ord har Glostrup Amatør Scene gjort til sine.
Det er skønt at se - man virkelig benytter amatørteateret som - eksperimenterende teater - med både tekst, lys, lyd, dekorationer og musik - på denne måde kommer amatørteateret rigtig til sin ret.
Det var Jørgen Zøllners debut som forfatter - vi venter med spænding på næste produktion - vi ved den er på vej....

Anmeldelse af:
Er manden overflødig ?

I denne, tid sker der noget meget bemærkelsesværdigt ude i »Hesteskoen«, hvor Glostrups amatørteaterfolk arbejder i alle deres fritimer på at lave godt teater.

Denne gang har lederen selv skrevet teksten, der handler om en ganske almindelig husmor, der passer sin mand og sit hjem, men ligesom er ved at køre tør i det over opvasken, da manden overhovedet ikke lægger det mindste mærke til hendes »arbejde«, men tager al lækker mad, rene gafler og blanke vinduer heft som en selvfølge. Manden er faktisk øretæveindbydende i sin enorme foragt for kvinden, der arbejder hjemme. Han snupper sig en lille én og passer sporten og sine tipskuponer. En dag vinder han den store tipspræmie — og pist så er han forduftet for at nyde et middelhavskryds i den om vinteren varmere og behageligere del af verden. Tilbage sidder en fuldstændig desorienteret kone. Hvorfor drømte manden ikke om at tage hende med? ... Hun drømmer lidt efter selv. Hun vinder i konkurrencen på sit opvaskemiddel og bliver præsident for en dag i en verden, hvor kvinderne helt har taget magten fra manden, ja nogle af kvinderne vil endda gerne helt afskaffe manden. Husmorpræsidenten må holde sin trontale i fjernsynet — som en anden robot ved at mime, hvad andre har nedskrevet, hun skulle sige. Flere vrangsider trækkes frem fra vore dages samfund, teknikken ligner Kent Andersens »Tømmerflåden« med lange sammenstillinger af ord, der med sin store grad af sandhed i en bestemt rytme og en pågående fremførelse bliver af større eller mindre dramatisk effekt.

Til sidst vågner vor husmor op af drømmen til den daglige trummerum, det er ikke helt let at løse »kvindesagen« fra den ene dag til den anden.

Det er et interessant eksperiment at anskue »Rødstrømpesagen« fra en mands side som Zøllner har gjort. Der er mange fine detaljer, mange fine stykker dialog, men også, selvfølgelig for en førstegangsdramatiker, flere svage sider. Man mærker teksten er blevet til i småbidder, og man mærker gruppearbejdet med bearbejdningen undervejs. Jeg, tror ikke, man selv skal iscenesætte og lave scenebillede, når man selv har skrevet. Man skal bare stå bi som forfatter og lade ideerne flyde, mens andre korrigerer og beskærer og sætter i effekt. Men disse svagheder kender gruppen godt, og man har bare fået blod på tanden til næste gang, Zøllner kommer med stof til scenen. Man har denne gang overdrevet mange klicheer for effektens skyld, det skulle fremgå klarere, hvornår man kunne gå ind for teksten, og hvornår ordene krængede over i parodi. På denne måde er der stof nok til en hed diskussion bagefter med forfatter og skuespillere.

Det er i øvrigt meget betegnende for gruppens omhyggelige arbejde med stoffet, at selvom nogle er scenen for et publikum for første gang så mærker man ikke nerver. Det er som om teksten er så grundigt indarbejdet, at man er blevet fri af den og kan gå videre med de kropslige virkemidler og mimikken. Som regel har man et godt tag på at klare masseoptrin og bevægelse, koreografi, som det kaldes med et så fint ord. Scenebilledet havde mange detaljer som kasser, der kunne vendes og blive til flere ting. Der var anvendt megen teknik i hele forestillingen, og man har brugt lang tid på at bygge et meget perfekt belysningsanlæg. Men desværre har det daglige arbejde (som alle jo lever af) lagt sig lidt i vejen, så teknikken virkede knap så præcist, som man, ønskede det. Men den slags problemer synes jeg nu kun er en charme ved amatørscenen. Man kan se intentionerne eller få dem forklaret bagefter, og det virker, som om man havde været inde i dramaværkstedet på den måde. Det. tror jeg, er en meget stor force for amatørteatret. Det skal aldrig være hundrede procent perfekt, men viljen og ønskerne om det bedst mulige skal være der. Man skal ligesom have gjort sig helt klart, hvad man vil, så man kan gøre rede for det, det må være det vigtigste. På den måde bliver teatret en leg, hvor man søger at gøre sig følelser, tanker, situationer og mål bevidste. Og det må være det fornemste ved teaterlegen, både for de agerende og dem, der ser på. Teatret er jo et redskab for begge parter, og det er godt, når det bruges intenst og ikke bare anvendes med ligegyldighed som det sommetider ses i boulevardkomedier af og til i .det professionelle teater.

Bryrup Heje.