masker Glostrup Amatør Scene

Tømmerflåden

af Kent Andersson.

med musik af Mogens Nielsen.

Noget egentligt handlingsforløb findes ikke i »Tømmerflåden«, men i korte træk handler stykket om 5 mennesker, der er samlet på en tømmerflåde i deres fælles interesse i at flygte fra det samfund og det liv, de før har ført. Flygtende for at finde noget andet, noget der er bedre end det, der var, men så let er det ikke at kaste fortiden bort, den opsøger dem i forskellige episoder. I deres forsøg på at finde dette andet, betragter de verden udefra, fra havet, betragter hinanden indefra. Da den fremmede, en opkravlende, pludselig dukker op, reagerer de som den glemte neger- eller indianerstamme. Først bange, så undersøgende for til sidst at fornedre ham, for endelig at optage ham i gruppen. »Rejsen er målet«, siger én i gruppen, men kendetegnende for resultatet af rejsen, eller skal vi sige resultatet af de menneskelige stridigheder, kampe eller ungdommens oprør mod det bestående, viser slutlinien i sangen, der afslutter stykket med ordlyden: »Vær rar, lad os blive på Jorden og være os selv«.

Medvirkende :Anne Honoré, Jette Staalkjær, Erik Larsholt, Freddy Aarestrup, Harry Gelslev og John Quaade.
Instruktør :John Quaade.
Scenograf :John Quaade.
Sufflør :Gerda Ahlberg.
Musik :Mogens Nielsen.
Teknik :Lars Rygaard og Hans Henrik Bardrum.
Premiere :25. januar 1973

Anmeldelse af:
Tømmerflåden.

Scenen er en tømmerflåde, hvor 5 mennesker er undervejs bort eller hen til et bedre sted. Bølgeskvulpet slikker livligt rundt om flåden, lyset er lidt snavset gult, der er fiskenet som lidt læ, et par kasser at sidde på, sække som puder, en mast med et beskidt, gråt flag og en gammel tønde i baggrunden. 5 unge i gamle cowboybukser og farvede undertrøjer. Hvad vil de? Hvorfor rejser de? og hvorhen? Det bestående samfund og dets Idealer bliver gennemgået eller gennemheglet i sange og sketches. Dansen om Lyksaglighedens ø er ingen dans på roser, det er en præcis aflevering om fartens 5 knob Ikke 2 og ikke 6, men FEM knob.

Helt bagude sidder Mary og prøver at stoppe 5 sprog ind i hovedet på én gang med linquaphonekursus. Hvorfor ? -Joh, man må jo kunne tale med alle disse mærkelige mennesker, vi skal møde i ulandene »I am so glad you were able to come...«

Mannequinens trøstesløse whiskyliv, Romanbladets forgyldte zinkfacade, en ludersang kysses ind i mikrofonen - »jeg ville ønske det var storm - eller brand«. »Ah, tag nu og bestem dig, ikke?« - Men der er blikstille på den møjflåde, der driver ,5 knob et sted hen. En mindesang om Stauning (her kunne godt være strammet og aktualiseret blidt, det havde givet mere bid) synges til en yndefuld menuet. Sangen om mennesket om tidens mekaniske dukke synges til Kurt Weilsk musik, og det fik en meget god og vedkommende virkning, som Kurt Weills musik selv, der er pågående og direkte. En scene om napalmbomberne og den yndige Florence Nightingale-lignende sygeplejerske var strålende sat op med infrarøde stråler, der gav de hvide handskers dans og de hvide skos ditto al den uhygge, den snigende napalmuhygge fortjener. Første afdeling munder ud i Baskerfjæset, der næsten ikke tør se sig selv, det urolige, flakkende menneske, der er bange for alt - alle siver ud med levende lys i hånden - for at dukke op igen efter en god kaffe-med-ostesnitte-pause -(de er altid betænksomme derude i Hesteskoen).

Efter pausen og en vittighed om DSB er det væsentligste »Historien om barnet, der ikke ville vokse« og den fremmede, der kommer kravlende op på flåden og først gør dem alle bange, derefter udfordrer dem med sin tavshed, provokerer dem, for til sidst at blive optaget i flokken om et cigaretskod.

Det var en fin forestilling, én af de mest helstøbte og fantasirige Amatør Scenen har haft, en god forestilling at fejre 10 års jubilæum med.

Oversættelsen var nogenlunde god, men den kunne nok nænsomt være digtet mere nutidig, selvom det er godt, at oversættelsen ikke skjuler, hvor stor en digter, Kent Andersson er. Her er originalen oversat fra svensk, hvor man på Folketeatret lige nu med »Så. du røgen« kan se den groft bearbejdede Kent Andersson tekst. Her i Glostrup revses menneskene og deres idealer, på Folketeatret revses politisk og skarpt, specielt EF og forureningsproblemerne. Fantasien i dramatiseringen forekom mange steder væsentlig større her i Glostrup end på Folketeatret. – Musikken her er god brugsmusik, den fungerer og den er til at synge, uden at den er et kunstværk i sig selv. De medvirkende er meget dygtige i deres kropslige, kunnen og præcision, selvom man altid kan lære mere. - Jette Rasmussen er god til at servere refrænsang ved en mikrofon, Anne Honoré havde en ualmindelig fin mimik, specielt i scenen, hvor hun skammer sig over sit sprogkursus, Freddy Aarestrup og Erik Steen Larsen imponerede ved deres fine dansenumre, deres pågåenhed og skarphed i replikken, mens Harry Gelslev står som den reflekterende, den, der ser dybere. John Quaade klarede også sin 4. rolle som den fremmede, fint. Se denne gode forestilling - og gå så bagefter i Folketeatret, der er stof nok til diskussion i disse forestillinger, og amatørerne er så dygtige, at de nok tåler en sammenligning med de professionelle omkring denne tekst, - når man husker, at baggrunden er forskellig.

A. Bryrup Heje