Morfin

af Svend Engelbrechtsen.

"Livet er som et hospitalsophold med morfinindsprøjtninger, der får os til at glemme"

Over dette ord af Jacob Paludan er "Morfin" bygget.

Det handler om den dulmende sprøjte, morfinkuren, morfinrusen. Tilværelsens hårde, ubamhjertige betingelser, ens personlighed amputeres, man opsuges i det herskende system. Nogle protesterer, andre giver efter. Hospitalet gør et menneskekærligt forsøg på at få os til at svæve.

Konturen sløres, vi er ude af focus. Det er behageligt. Vi bliver tilfredse med surrogatet, skønt vi havde glædet os til noget mere. Vi labber fromagedesert i so, mens naboen dør bag sin skærm.

Vi er magtesløse. Man kan le eller forfærdes. Livet på hospitalet går videre i en endeløs kædedans.

God fornøjelse

Svend Engelbrechtsen.

Anmeldelse af:
Morfin.

Travle skridt hamrer sig ind i hovedet på én, allerede før det blå fløjlstæppe trækkes fra. En gåen og kommen, det forvirrede bliver til et mønster, Hospitalets mønster med de travle, målbevidste sygeplejersker. En ny patient indfinder sig, men ingen har tid til at tage sig af ham. Han må selv finde ned i den tomme seng, just tom etter et dødsfald. En medpatient forsøger at forberede ham lidt på hospitalsatmosfæren på stedet. Først og fremmest er det ikke noget hospital, men et hotel, hvor patienterne er gæster. Man fører en yderst behagelig tilværelse, hvor tiden svæver bort, mens man drømmer sig "op under skyerne på en blå ulddyne". Ind imellem drikkes whisky, det læsker og døver, og bliver man for traurig, så venter »aftenkaffen« = med en god dosis morfin. Festdagenes dessert er citronfromage der uddeles til alle gæsterne - 1 hver gang, der har været nyt dødsfald.

Den nye patient har ikke lyst at makke ret. Han vil ikke sløves med morfin, men stritter imod på det kraftigste. Og selv om han får en sprøjte eller to med magt af sygeplejersken kraftigt assisteret af et par plejere, så nægter han at svæve bort i det farvede morfinflimmer Han tror mere på en ung piges stærke kærlighed til at forvinde smerterne, Troen kan flytte bjerge, siger man, men her hjælper troen ikke. Han kæmper håbløst mod overmagten - - - og en ny patient melder sig til at udfylde: den næppe kolde seng «fter det sidtste dødsfald.

En makaber og stærk handling, Man forstår, hvad forfatteren protesterer imod: tilværelsens sløvende døs, så man glemmer at stritte imod uret og meningsløsheder, så man glemmer at leve og føle ægte sorg og kærlighed. Mange steder er det lykkedes forfatteren at skabe dramatiske højdepunkter - og han hjælpes godt på vej af et par idérige og skabende instruktører. Problemstillingen kunne imidlertid godt trækkes lidt klarere op, der er sommetider for mange store problemer blandet sammen f. eks. tankerne om ægteskab og skilsmisse, om dyr medicin og de ringe folkepensionsbeløb. Der er idé i at lægge op til små debatter mellem sygesengene, men det må strammes, så det ikke silører hovedhandlingen, men understøtter denne.

Det var iøvrigt en stor fornøjelse at se så meget arbejde, de enkelte havde lagt i deres rolletegninger, der var adskillige bemærkelsesværdige præstationer, men da alle medvirkende så meget føltes som en stor helhed, vil det være synd at trække nogen frem for andre. Man må dele komplimenterne, og håbe, det vil strømme til publikum, for publiku vil givet aften for aften forøge det gode indtryk. Til slut en stor kompliment til teknikken der med små midler og kæmpefantasi og teatetglæde havde fået mange sjove og gode virkninger frem. Amatørteater har en ganske særlig karakter: man ved ikke altid, hvor glæden er størst, hos publikum eller hos de spillende, der lyser af teaterbegejstring.

Alice Heje