Spil for fire dukker

af Ulla Ryum.

 

 

Spil for fire dukker er skrevet af den unge danske forfatterinde Ulla Ryum. Et stykke spændende dramatik, som har været interessant at arbejde med. Et fascinerende spil, der, hvis vi formår at give det den udførelse det fortjener, vil fængsle publikum og give stof til eftertanke.

 

Medvirkende : Henning Poulsen, Gerda Ahlberg, Birgit Jacobsen og John Quaade.
Instruktør : Jørgen Zøllner..
Scenograf :

Jørgen Zøllner.

Sufflør : Birgitte Schram.
Teknik : Jan Larsen.
Premiere : 21. februar 1971

 

Anmeldelse af:
Spil for fire dukker.
Dukker i usynlige tråde

Det er en spændende forestilling, der er sammensat af Ulla Ryums Spil for fire dukker og Cecil Bødkers Dukke min af to amatørgrupper, Glostrup Amatør Scene og Aktorerne (fra Gentofte), som blev vist i Smedjen i Gladsaxe onsdag. De to spil har ikke nogen indbyrdes sammenhæng, så lidt som man vel tør trække nogen parallel mellem de to forfatterinder, men de to stykker stod udmærket ved siden af hinanden og gav en spændende oplevelse af noget, det professionelle teater ellers er veget uden om.

Ulla Ryums Spil for fire dukker er på sin vis en absurd vision. Egentlig handling finder man mindre end et monster. Den ukendte kommer forbi den lille by, hilser på og møder fyrstinden, borgmesteren og ballerinaen eller for at sige det enklere, når personerne skifter identitet, hvad de gør flere ganges, møder familien, gennemsnitsfamilien og han bliver straks optaget som den logerende og inddraget i legen med dukkerne, som ballerinaen aldrig kan huske hvor ligger, skønt de har deres faste plads i mønsteret, ganske som den logerende der er nr. 89, der skal ende som de andre som et smukt lig i beddet i haven efter meget hurtigt at være udlagt som barnefaderen.

Der er ikke noget ukendt eller uforudsigeligt i Ulla Ryums spil, men det lever i kraft af hendes rigt blomstrende dialog, en næsten visionær tekst, og hendes dristige spring i overgang efter overgang i situationerne mellem de fire personer og ved meget elementær, men stærkt virkende teateropbygning. Skal man prøve at se bag om det ydre, finder man vel først og frem mest det fastlåsede familiemønsters farlige spind, som ingen, hverken familien eller den fremmede evner at gennembryde for skulle man det, ville det jo kræve det her uovervindelige, at man holdt af hinanden. Fremførelsen var noget tvivlsom, men teksten slog meget stærkt igennem.