Harry og Kammertjeneren

Efter filmmanuskript af: Leif Panduro og Bent Christensen

Idé og bearbejdelse: Steen Springborg
Musik: Bent Fabricius-Bjerre
Sangtekster: Ida og Bent From.
Forlag: Nordiska Strakosch Teaterförlaget ApS, København
 
Alle der tilhører den ældre generation husker Osvald Helmuth og Ebbe Rode i filmen der på sin egen sørgmuntre og humoristiske måde beskriver ensomhed og savn gennem  nogle typer vi alle kan nikke genkendende til. Filmen er nu bearbejdet for teater og der er tilmed skrevet nogle sange der er forfattet af Ida og Bent From. Musikken er skrevet af Bent Fabricius-Bjerre. Stykket handler om næstekærlighed og om det at fungere socialt og alligevel være alene.
Vi møder den retskafne og noget underdanige Harry, som bestyrer og har fast bopæl på skrotpladsen. Da Harry arver en sum penge, ansætter han i kraft af sin ensomhed, en fornem kammertjener. Harry spiller hver onsdag bridge med Fyrst Igor, en plattenslager og skørtejæger, samt Biskoppen, der samler penge ind til velgørende formål, men beholder pengene selv.
Blandt andre møder vi også Magdalena, den søde og selvstændige kreative pige der er i stand til at sætte Fyrst Igor på plads, og Café Dråbens indehaver som er myndig og respekteret af stampublikummet, samt den kloge og eksperimenterende pige kaldet Heisenberg. 

Anmeldelse:

Det kræver en god portion mod at sætte et stykke op, som Harry og Kammertjeneren, da mange har et billede af Osvald Helmuth og Ebbe Rohde liggende i baghovedet. Ikke desto mindre var det lige præcis det Mogens Steen Johansen gav sig i kast med efter meget kraftige opfordringer fra Udo Sayk.

Stykket blev derved Mogens’ debut som instruktør og vi var spændte på at se om vi på Glostrup amatørscene magtede at løfte opgaven, en opgave med rigtig mange medvirkende.

Det er af stor betydning, når man caster et stykke, der er kendt af mange, at rollerne fyldes troværdigt ud, og hvis man så vælger at sætte det op i en musikalsk version, kræves der også et vist sangtalent.

Heldigvis lå rollen som rutineret gade musikant lige for Niels Brinch, der sagtens kunne fylde scenen og sangene ud med sin sang og sit guitar akkompagnement.
De fleste sange var da også fint besat med medvirkende der før har udfyldt musikalske roller.
I Butlersangen måtte der dog tyes til andre løsninger, da mindst en af butlerne er meget blufærdig omkring sin sang. Egentlig skulle det havde været alle tre butlere der fremførte sangen, men Mogens valgte at lade Johan være deres syngende talerør, en opgave Johan løste med en god portion charme - så sangen var både sød og morsom.
Kortspilssangen var også rigtig god, scenen kørte og Rene, Hans og Udo, er jo også habile sangere, der føler sig hjemme i musikalske stykker. Melodien viste sig at være en ørehænger og der var arbejdet rigtig godt med timingen.

Hvad angik castingen må vi bemærke at rollen som Heisenberg var tiltænkt en ung dreng - men da scenen fattes mænd, således fattes også drenge. Så derfor blev rollen indtaget af Simone der gjorde et rigtig godt job som langlemmet, nørdet, gadebarn. Man kan selvfølgelig godt se at Simone er et par dage ældre en 11-13 år, men det gjorde absolut ingen forskel for stykket – hun virkede både ægte, barnlig og sød og så var hun tillige morsom.

Hvad angår Harry, klædte det Udo at spille et ydmygt menneske og han gjorde det rigtig godt.
Det er en af hans bedste præstationer i vores øjne!
Københavner accenten var fin (dog mere Vesterbro end Nørrebro) og imponerende nok holdt han den også igennem sangene.

Hans samspil med Lars der havde rollen som Fabricius, virkede både ægte og varmt. Især den morgenscene hvor Fabricius møder på arbejdet første gang var meget smukt spillet, med alle Harrys forventninger og ægte barnlige glæde der kommer til udtryk. En scene uden ord men masser af fint skuespil, når Fabricius prøver på egen hånd at finde sig tilrette hos sin nye herre uden han opdager det. Det er dog bare lidt ærgerligt at det afsluttes med et buk fra Harry mod publikum, når han går på arbejde.  Det slår lidt af stemningen itu, når publikum medinddrages på denne måde og flytter stykket lidt ned på kabaretniveau. Dette skete også da Kirsten i rollen som Trine sang til publikum i stedet for til hendes gæster på værtshuset.
Selvfølgelig kan det have ligget velovervejet i instruktionen, men så er smag og behag jo forskellig. Heldigvis var resten af stykket det det skulle være, en fin historie vi fik lov at være vidne til.
Netop det at de medvirkende var i så fint samspil med hinanden gjorde denne ret banale fortælling både morsom og rørende.

Lars, viser det sig, er den perfekte butler. Han formåede at spille Fabricius med værdighed og indfølingsevne. Fabricius mister aldrig sig selv og sin værdighed – selv ikke under kampscenen på værtshuset. Han er en mand der anerkender andre mennesker og deres særheder og måske netop derfor finder han sig rigtig godt tilrette i det varme københavner miljø, hvor han pludselig selv oplever at blive holdt af og værdsat som person og ikke bare den tjenende ånd.
Harry’s to venner, de evige plattenslagere, Fyrst Igor og Biskoppen, blev spillet af Rene Wiinblad og Hans Greve.
Rene er altid god i rollen som charmetrold og plattenslager og formår at give rollen et lille stænk af sleskhed.
Selvfølgelig kan en charmebøf af hans kaliber ikke stråle på scenen uden kvindeligt modspil – og her kommer Eva ind som den lidt naive, men jeg har styr på tingene og ved hvad jeg vil – kvinde , Magdalene, der blot leder efter lidt kærlighed og tryghed. (en rigtig god casting).
De to mødes i en ældgammel historie om to personer der først tiltrækkes, så frastødes og så selvfølgelig tiltrækkes igen. En historie som måske er et helt nyt stykke værdigt – men som Rene og Eva har spillet rigtig mange gange på Glostrup amatør Scene og derfor formår at víderegive både rapt og morsomt.
Biskoppen fyldes fornemt ud af Hans. Rollen ligger lige for, der er både sang, personlighed og en god portion humor. Biskoppen er en plattenslager vi kan lide.

Den gode Harry bliver konstant overrendt af skrotpladsens ejer den mavesure HR Krause legemliggjort af Morten Vedersø. Morten har også en rolle som fuld slagsbror på det lokale værtshus. Morten er ikke ukendt med det at spille flere roller i samme forestilling og han formår at holde dem adskilt, hvilket er ret imponerende. Han er fantastisk morsom i scenen hvor Krause dyrker yoga og bliver forvekslet med stumtjeneren.
Nede på værtshuset regerer Trine og hendes bartender spillet af Kirsten og Camilla. Kirsten har en rigtig god scene med Rene, hvor hun forsøger at videregive ham noget af sin livsvisdom.  Camilla har en lille rolle som hun gør sit bedste for at fylde ud, det er dog synd at se hende i en lillepigerolle, da hun har så meget mere pondus. Hendes rolle som betjent var langt mere ægte.

Hvad angår små roller må vi dog fremhæve fru Else Sørensen der både beherskede rollerne som fin frue, Harrys advokat og værtshus fulderikke. Vi holder mest af fulderikken da den var meget gennemført og derfor gedigent morsom.

Vi ved at dette stykke ville være en stor mundfuld selv for en erfaren instruktør, og derfor må vi give Mogens flere skulderklap for at have magtet opgaven og frembragt et morsomt og seværdigt stykke. Dog oplevede vi ved flere lejligheder publikum, der følte sig generet af den fortsatte instruktion under forestillingerne, Indlevelse er godt, men med måde.

Scenen var bygget op med god sans for arbejdermiljøet i 50,ernes København og det kan vi som sædvanlig takke Ib Holmud for.

Slutteligen vil vi gerne sige at rollen som guldfisk var klædeligt spillet af Guldfisken Ingrid, næsten til en Bodil.

Gitte og Lisbeth