FRK. NITOUCHE

Glostrup Amatør Scene har som næste friluftsforestilling valgt at sætte en rigtig klassiker op.

Langt de fleste kan nikke genkendende til denne klassiske forviklingskomedie. Her hjemme er det nok mest filmen med Dirch Passer folk kender, men den har også været opført utallige gange på landets teatre. I vores udgave har vi valgt at føre den tilbage til de oprindelige franske rammer og har taget udgangspunkt i teaterudgaverne af forestillingen, selv om filmen også stikker hovedet frem ind i mellem.

Vi glæder os til at kunne præsentere denne dejlige forestilling om organisten Celestin, der sniger sig ud og optræder som operettekomponisten Floridor og den lille "dydige" klosterskoleelev Denise der sniger sig med ind på teateret. Det er også historien om Celestin/Floridor og Majorens rivalisering overfor den smukke Corinna og hvordan Denise og løjtnant Champlatreux bliver forelskede og vil bryde den forlovelse de begge to er blevet påduttet, uden at vide at det er med hinanden. Kort sagt en rigtig forvekslingskomedie når den er bedst.

Ikke mindst glæder vi os til at kunne byde velkommen til en masse dejlig musik og sang i Leragergårds dejlige have.

Billeder fra prøverne :

SPONSORER :
Glostrup

Anmeldelse

På en af de få rigtige sommer aftener vi har været begavet med i år, tog jeg (og en hel del andre fra Diktaturet) til Glostrup og så Frøken Nitouche.

En klassisk forvekslingskomedie, med dejlig musik, sang og en scenografi der kunne det hele.

Når man som jeg hader sceneskift, var det en fornøjelse at se hvor hurtigt scenen kunne skifte fra kloster til teater til husarkaserne.

Historien om klosterfrøkenen, Hr. Celestin/Floridor og den unge husar, blev fortalt i et godt tempo, den var meget tydelig og på trods af en del dobbeltroller var man aldrig i tvivl om hvem der var hvem hvornår.

Kostumerne var farverige, der var mange gode detaljer, og særlig i scenerne på teatret var der farver og originalitet, et eneste lille surt opstød var den forfærdelige paryk man havde valgt at sætte på hovedet af Celestin/Floridor, den havde været helt fin til en forestilling om 60´erne, men her lignede den mest af alt en høstak der var faret vild, og jeg tror ikke den var nødvendig, vi er som publikum HELT med på at dette er en forvekslingskomedie.

Der var mange morsomme indslag, særlig holdt jeg meget af den lille fine scene i starten hvor den "dydige" klosterskoleelev groft afpresser Floridor/Celestin til at spille revyviser.

Majorens sang om hvordan man får det bedste ud af livet (og damerne), var for mig også et af højdepunkterne fint efterfulgt af scenerne på Teatret hvor de yndige damer klart tilkendegiver at den unge husar (i hvert fald indtil da) har efterlevet disse råd.

De mange store scener blev afviklet meget præcist og jeg tør slet ikke tænke på hvilet mas det må have været at få alle de mennesker til at gå og stå på de rigtige steder.

Jeg kan se at min gode ven Jens som altid, har været grundig med personinstruktionen, så alle fra den mindste til den største rolle vidste hvem de var, dette tager jeg i den grad hatten af for, jeg ved af erfaring hvor svært det er at få tid til alle, på så stor en produktion.

Jeg nød i høj grad forestillingen, men savnede at se lidt mere overskud fra skuespillerne, bevar mig vel, der VAR meget at holde styr på, men fordi langt de fleste var så koncentrerede om at gøre det rigtigt, blev meget af spillet oppe på scenen, lidt mere rutine i koreografien ville også have pyntet, man kunne ligefrem se "uha det her er SVÆRT", i manges ansigter.

Det gjorde at forestillingen ind imellem virkede lidt lang, og det var synd, for de kunne det jo sagtens (de der skuespillere)

Når det er sagt, var der bestemt mange af karaktererne der varmede mit gamle sure instruktørhjerte, Majoren der lever sit eget hyggelige dobbeltliv, og råder den unge løjtnant til at gøre det samme, var morsom og elskelig (på trods af sin noget flossede moral)

Den stakkels regissør der gerne vil have fine hvide handsker, gik også lige igennem, og sidst men ikke mindst teaterdirektøren, der var så meget ud over det hele, totalt vanvittig og overgearet, og spillet med et gå på mod og en energi der tog pusten fra en.

Som sagt, jeg nød forestillingen meget. Det er imponerende at man overhovedet kan få så stort et projekt til at fungere og det gjorde det bestemt.

Tro lidt mere på det næste gang, og tro MEGET mere på jer selv.

Anne Bechgaard
Diktaturet