En tyv i huset er bedre end en kurre på tråden

NON TUTTI I LADRI VENGONO PER NUOCERE
af Dario Fo
i oversættelse af Stig Lommer
Forlag: Nordiska Strakosch Teaterförlaget Aps, København

Første forestilling i 2007 på Glostrup Amatør Scene er en afslappet og humoristisk lille farce af den italienske samfundsrevser og Nobelprismodtager Dario Fo. En tyv bryder ind i en politikers hus i den tro, der naturligvis ikke er nogen hjemme. Tyvens nysgerrige og jaloux kone ringer til ham mens han er på ”arbejde” i politikerens hus. Hvem tager telefonen? Hvorfor er politikeren ikke bortrejst? Hvem er den dame politikeren er sammen med? Og hvor en hans kone? Hvad skal tyven dog gøre? Hvad skal den utro ægtemand stille op? Flere personer dukker op. Ingen har helt rent mel i posen. Hvem kender hvem, og hvem er gift med hvem? Der er mange kurrer på tråden. En rigtig forvekslingskomedie. Kom ud på Leragergaard og se, hvordan det hele ender. Moralen i stykket er: Hvem er mest ærlig? Tyven eller politikeren? Døm selv.

Forestillingen spilles på Ny Scene.

Billeder fra prøverne :

Anmeldelse :

En tyv i huset var bedre end en kurre på tråden!

Der var engang en klog dame der sagde, at man skulle være italiener for at spille Dario Fo. Desværre må jeg give hende ret. Af de 5 – 6 Dario Fo forestillinger jeg har set, har der kun været én der er kommet tæt på. Det var en amatørudgave af Macolfa jeg så i slutningen af 80’erne. Ikke engang Anne Marie Helger kunne komme op i det tempo og vanvid der skal til.

Forestillingen på GAS var ingen undtagelse, og det var nok også meget godt. Det ville have været lidt synd for publikum, hvis de havde givet 70 kr. for ½ times forestilling, og det var det forestillingen var havnet på, hvis den var blevet kørt på den Fo’ske måde.

Jeg synes at ”En tyv i huset er bedre end en kurre på tråden” var en rigtig fin lille forestilling. Jeg så premieren og den næstsidste forestilling. Begge forestillinger var rigtigt gode. Premieren bar lidt præg af at forestillingen ikke var spillet helt ind. Til gengæld var der en nerve i forestillingen der gav en god energi. Den næstsidste forestilling havde en helt anden sikkerhed, til gengæld var den måske begyndt at køre lidt meget på rutinen, hvilket er meget farligt med en forestilling af den type. Det var ikke noget der gav problemer, men forestillingen havde været helt oppe at ringe, hvis man havde gjort lidt mere for at opleve den som ny hver gang. Under alle omstændigheder morede hende jeg havde med sig glimrende. Jeg havde jo nok den ulempe at jeg kendte stykket lidt for godt, så det var ikke alt jeg blev overrasket over.

Generelt gled spillet fint og det var pragtfuldt at se alle de små detaljer der var blevet plads til. De mange små spil der kørte og som ikke hang direkte sammen med teksten, men som underbyggede personerne og deres forhold, var rigtigt gode. Den måde mange af replikkerne fik en anden betydning på var pragtfuld.

Skuespillerne gjorde det rigtigt godt. Det var dejligt klart tegnede karakterer med en masse detaljer. Det var pragtfuldt at se Dorthe forsøge at ringe op til en telefon hvor røret er taget af, at se Gitte blive mere og mere fuld. Specielt til premieren var den godt opbygget. Det var pragtfuldt at se hvordan Erik også begyndte at blive fuld i den næstsidste forestilling og hvordan han kæmpede for at holde politikerrollen. Johans pragtfulde ansigtsudtryk når han prøver at få smidt konen ud af røret eller lågen til uret bliver åbnet. Lisbeths pragtfulde snerpede udtryk og Max’s forvirring over hvad der sker. Jeg elskede Dorthes ordre om at stjæle krukken og senere Johan sidde fast i den og stedet hvor Max hiver tøjet af Johan. I næstsidste forestilling fik vi oven i købet sangen sunget sikkert og det at spillet blev holdt helt ind i fremkaldelsen var pragtfuldt. Blot for at nævne bare et par af de mange gode steder der var.

Jeg synes Susannes introduktion til forestillingen var rigtig god. Det gav en fin indføring i Dario Fo. Susanne havde fået lavet en rigtig fin instruktion, så forestillingen løb let hen over scenen. Og igen må jeg rose for alle de små finurligheder der var i spillet.

Ib havde igen lavet en rigtig god scenografi. Jeg hørte flere publikummer rose effekten med bobinetten og jeg var vild med lyden af vinduet der smækkede i.

Teknikken var måske ikke helt så enkel som den gav det indtryk af, (Der er nok mange der bliver overraskede over hvor mange lamper man kan bruge til sådan en forestilling) men den spillede rigtigt godt med i helheden i forestilling.

Alt i alt må jeg sige at GAS har gjort det igen og lavet en rigtig god forestilling. Det blev en lidt anden stil end meget af det andet vi har kørt, men det er jo bare pragtfuldt at vi spænder så bredt. Det var en forestilling der var helt sin egen på sin finurlige måde, men meget helstøbt.

Det er desværre alt for sjældent man ser en forestilling der på den måde skaber sit helt eget univers og hvor alle elementer spiller så godt sammen om at skabe en fælles ramme om forestillingen og dens stil.

Endnu en gang tak for en rigtig god forestilling.

Jens D