Slangeham og brune bjørne og Et strejf af Lykke

Et strejf af Lykke

- af Dorthe Holm

En tilfældig dag, et tilfældigt møde mellem to tilfældige mennesker.
Hun er en spontan livsnyder, som kaster sig ud i eksperimenter, hvad angår kærligheden.  Han er tryghedsnarkoman.  Lever i faste og trygge rammer, som han helst ikke fraviger.
Forskelligheden mellem dem er spændende og tiltrækkende. Sød musik opstår - men lykken har sine begrænsninger, hvis man ikke er villig til eller har mod til at ofre sig for den.

Kan man være sikker på, at ham man lige har truffet ikke er en skidt karl, fordi han staver Kresten med K? Skal man passe på ikke at købe blomster til en pige, fordi hun så tror, man er interesseret i hende? Er man overfladisk, bare fordi man har været i seng med alle under tredive i København? Er det muligt at vide alt om parforhold, hvis man aldrig har prøvet at holde i hånden? Og går alting virkelig af sig selv, hvis bare Bryan Ferry spiller i radioen?

Kresten, Cecilie, Anne og Adam trækker på alle deres "manglende" erfaringer for at svare på disse spørgsmål og finde den store kærlighed. Kresten og Cecilie har mødet hinanden i byen. Det er dagen efter og hvad så?

"Slangeham og brune bjørne" er en vanvittig kærlighedskomedie for alle der er forelskede, har været forelsket eller gerne vil være det.

Et strejf af lykke

Slangeham og brune bjørne

Anmeldelse:

”Tankevækkende og god motion for lattermusklerne.”
Sådan kan min aften på GAS, til 2 gode enakters, bedst beskrives, - indleder Michael Greve sine anmeldelser af;

Et strejf af Lykke
og
Slangeham & brune bjørne

Begge stykker kaster sig over emner som kærlighed og forhold, og kommer godt omkring dem, dog på hver sin måde.

Et strejf af lykke
- af Dorthe Holm

Det mere tankevækkende og dybe af stykkerne, er en fortælling om modsætninger, dilemmaer og èns valg i livet. Et tilfældigt møde i en park; hende en fri, energisk og ligefrem pige, ham en tryghedsnarkoman, med faste rammer og et sobert (kedeligt) syn på tilværelsen. Begge roller bliver godt portrætteret af Anja Snerle Jensen (Lykke) og René Wiinblad (Jakob). Man kan ikke undgå at blive smittet af Anjas enorme energi, for derefter brutalt at blive pillet ned på jorden af Renés nøgterne, velplacerede kommentarer.

Fra start til slut bliver man inddraget i deres velskrevne dialog, lever sig ind i deres leg, føler med dem når det bliver alvor, og trist til mode når de skilles for at vende tilbage til deres eget liv. Det eneste som nogle gange tog ens opmærksom-hed, var lysskiftene; hurtige, uforklarlige og udtrykte ikke altid den stemning som blev leveret af skuespillerne.

Stykket sætter en masse tanker igang, men gør det på en sjov og god måde, uden at prædike morale, og efter en time i deres selskab føler man sig rigtig godt underholdt, men samtidig udfordret til at kaste et blik på sit eget liv. Hvis man havde valget, ville man så gå efter kærligheden eller sikkerheden, spontaniteten eller trygheden. Hvad ville du gøre?

Slangeham og brune bjørne
- af Andreas Garfield

Slangeham og brune bjørne er et latterbrag af et stykke. Man bliver kastet hovedkulds ud i de problemer som opstår dagen efter et møde i byen (med tilhørende overnatning). "At ringe eller ikke at ringe", kan man tillade sig det uden at virke desperat, det er trods alt dagen efter.

Kresten (med K, for man kan da ikke hedde Cresten), vores følsomme, usikre, shakespeareanske ridder på den hvide bænk, underholder hele stykket igennem med en overflod af følelser for sin udkårne Cecilie. Rollen spilles af René K. Kristensen, som bringer en stor energi til scenen, om han så slynger om sig med strofer og sonetter, eller bare boller en bænk.

Apropos bænk, og hvad man nu kan gøre med sådan en, så kan man ikke glemme Adams (Morten Vedersø) faste men hårdhændede håndtering af selvsamme bænk. Morten er god i rollen som Adam; en charmerende, dameglad Don Juan, som ikke holder sig tilbage med "gode" råd til Kresten. Fantastisk spil af Morten, og rollen falder ham så naturligt, at man nogle gange kan blive lidt bekymret, om det er typecasting, eller bare godt skuespil.

Birgitte Danielsen ses i rollen som Cecilie; den udkårne, prinsessen i tårnet med lange lyse (postejfarvede) lokker. Hun vil bare tages med storm, føres væk af sin ridder, og leve lykkeligt til sine dages ende. Birgitte gør det godt som den forvirrede kvinde der ved hvad hun vil have, og så alligevel ikke, og samspillet mellem hende og René virker rigtig godt.

Kvinder har veninder, og Cecilies veninde Anne (Tania Reizel Svejdal / Louise Ranfelt) gør sit bedste for at rådgive, støtte, og bringe worst-case scenarier på banen, om de så er sande eller ej. Tania brillierer som veninden der ved alt, men ingen erfaring har. Man elsker at hade hende.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har grinet så meget. Fra start til slut bliver man bombarderet med den ene sjove bemærkning efter den anden, at man til slut føler sig som efter en time i motionscentret; træt, øm, men har det godt med sig selv. Det siger meget om et stykke at selv suffløsen griner, og det var godt at der ikke var behov for suffli, for Louise (som ved siden af suffli var dublet på Anne) lå knækket sammen halvdelen af tiden.

En aften som denne skulle man have nogle flere af.

Begge stykker formår at fange publikums interesse hele stykket igennem, og hos nogen var indlevningsevnen så stor at der måtte ryge et par kommentarer op mod scenen som;  "Kom nu Cecilie".

Stor ros herfra, og tak for et par gode oplevelser.

Michael Greve