Det er vel mit liv

af Brian Clark

Prøverne til første forestilling i 2008 er i fuld gang. Det bliver det dramatiske stykke "Det er vel mit liv", som handler om for og imod aktiv dødshjælp.

Ken Harrison har været involveret i en bilulykke, og er blevet lam fra hals og nedefter. Hans overlevelse er betinget af hospitalsindlæggelse resten af livet. Da det går op for ham, at han er og altid vil være krøbling, beslutter han, at døden for ham er den bedste ogeneste udvej. Han foretrækker en værdig død fremfor et for ham uværdigt liv.

Han er dog oppe imod meget stærke kræfter, som hverken forstår eller accepterer hans ønske om at dø, nemlig den lægelige etik og moralog de gængse normer, som hersker i samfundet. Læger, psykologer og andre eksperter, som i kraft af deres profession har magten til at bestemme over liv og død, mens det enkelte menneskes ret til selv at afgøre dets skæbne er ikke eksisterende.

Spørgsmålet er så: Hvis liv er det egentlig?

Stykket er på grund af sin problematik stadig aktuelt, selvom det første gang så dagens lys tilbage i 1972. Forfatteren, Brian Clark, har skrevetmed en velovervejet ironi og humor, og stykket får, trods sin alvorlige
karakter, også smilet frem, når Harrison "lyner" med sin frygt og vrede gemt bag sarkasmens barrikader. Der spilles på hele følelsesregistret, og det vil også publikum få at mærke.

På gensyn i 2008!

Instruktør
Dorthe Holm

Anmeldelse:

Under instruktion af Dorthe Holm opførte vi et hospitalsstykke, skrevet af Brian Clark!

Men var det nu det? Handlede det om aktiv dødshjælp? Jeg omfattede nu kun stykkets historie, som en ramme, hvori vore skuespillere kunne boltre sig indenfor begrebet: Hvem tager ansvar? Det er jo så moderne at diskutere! Og det gjorde de så. Den totallammede hovedperson, bortset fra hovedet Max Mader Hansen mente så absolut, at han selv kunne bestemme om han skulle leve eller dø. Liggende i sengen fik han da rørt os, så mon ikke flertallet af vort publikum ville give ham ret? Men blandt alle behandlerne var det primært overlæge Erik Larsholt, der gerne så ham holdt i live. Den overlegne overlægetype, som vi her så portrætteret faldt afgjort i publikums smag. Uden reel humanisme, men udelukkende med baggrund i hospitalsverdenen, og af hensyn til sit eget renommé, skulle dette stakkels menneske holdes i live.

De andre behandlere omkring sengen var så tegnet noget blødere, lige fra læge Gitte Kahlke til oversygeplejerske Susanne van Cuyl til psykiater og socialrådgiver Lisbeth Harboe. Vi anede størst medfølelse hos Gitte Kahlke, som i sit sceniske udtryk smukt tegnede tvivlen, om hvad der var det rigtige. Susanne blev midt under forestillingsrækken afløst af Dorthe Holm.

Begge viste os den gode sygeplejersketype. Lisbeth Harboe som socialrådgiver og psykiater var godt karikeret. Hvor ofte ser vi ikke den slags såkaldte eksperter skabe flere problemer end de løser!

Kredsen omkring sengen blev til slut udvidet med en række advokater og en dommer. Der var en herlig duel mellem Lars Rygaard og Erik Larsholt. Birgitte Danielsen, Pernille Krag Larsen, Else Sørensen og Käte Sowart var kun på scenen i kort tid, men spillede med den distance og koldhed, som de skulle. Den altoverskyggende hovedrolle var patienten Max Mader Hansen, som også fik en G.A.S. Oscar for rollen da vi holdt en stor gallafest i marts.

Vi håber at vort publikum fik noget at tænke over. Vi skal alle passe på, at ansvaret ikke tages fra os af en hærskare af mere eller mindre ”bedrevidende” behandlere.

Mogens Steen Johansen