masker Glostrup Amatør Scene

For enden af universet ligger der en døgnkiosk


For enden af universet ligger der en døgnkiosk

- af Lotte Tarp

Dette stykke udspiller sig i løbet af et døgn i en stue med fire kvinder, hvoraf kun den ene selv har valgt at være der. De andre er udelukkende samlet fordi det er juleaften. Udenfor raser snestormen. Det er en aften der blot skal overstås, så de hver især kan vende tilbage til deres gamle liv, der bliver vendt op og ned på efter aftenens og nattens afsløringer.

 

 

Medvirkende : Gitte Kahlke, Camilla Brix Andersen, Lisbeth Harboe
Instruktør : Else Sørensen
Sufflør : Gerda Ahlberg
Scenograf : Ib Holmud
Teknik : Jens Damsager Hansen, Bjarne Brændeskov, Tim Due
Produktion : Glostrup Amatør Scene.

 

Premiere : 1. november 2008

 

Anmeldelse af :

For enden af universet ligger der en døgnkiosk

 

For enden af universet ligger en døgnkiosk har jeg set i Hesteskoen et par gange i november. Det var to meget forskellige oplevelser, men mere om det senere. For den uindviede læser handler stykket i al sin forvirrethed om to ”søstre”, der skal holde Jul hos ”deres mor” sammen med ”deres datter”. Det viser sig efterhånden som stykket går, at ingen har den mor, som de tror. Døtrenes sammenhæng er således deres far, som har fået børnene med to forskellige stuepiger, som derefter er sendt af pladsen, mens datteren slet ikke er datter af den datter af faderen, som hun regnede med, men derimod af den anden datter, som hun troede var sin moster. Moderen – altså hende, der var gift med faderen – har altså været med til at beskytte manden, mod politiet, da stuepigerne også havde været mindreårige. Næppe det man forbinder med de gode gamle dage – og en tung byrde at bære på.

Stykket er skrevet af Lotte Tarp og en del af hendes opvækst har så vidt vides været præget af nogen af de forviklinger omkring en tysk soldat på Lolland, som vist nok var hendes far? Det er også ligegyldigt lige her, men den samme uorden var i mellem stykkets personer – og der opstod de samme hemmeligheder og løgne overfor hinanden.

Der var fire medvirkende i stykket. Den ene rolle var ”moderen” til de to piger, som var noget død i det – og da også derfor kunne spilles af én af Ib Holmuds vist nok til lejligheden fremstillede figurer, som dog brillierede med en fornuftig og højlydt fjærten, da hun blev flyttet fra spisebordet, som skulle bruges til at indtage julemiddagen ved. God detalje.

Den ældste af døtrene – Max – blev spillet af Lisbeth Harboe, som havde levet sit liv sammen med moderen. Hun spillede fint den regelrette, der synes, at hun skulle påskønnes efter moderens død, da hun havde levet sammen med moderen og hende og passet datteren, som den anden af faderens børn havde fået. Kan man følge med ?


Første gang jeg så forestillingen kom der pludselig et bandeord ud af hendes mund, da der vist gik lidt improvisation i replikkerne. Det medførte en voldsom latter skuespillerne imellem – ikke mindst da hendes sidste replik er ”Pas på dit sprog”, som hun siger, da ”datteren” bander. Men ellers en overbevisende figur, som jeg selv ville have brugt lidt mere tid på til den lange replik i starten, men der er jo begrænset tid – og der var megen tekst.

Hendes ”søster” – Søs -, som var damefrisør fra København – blev overbevisende spillet af Gitte Kahlke – og når man ser Lisbeth og Gitte ved siden af hinanden vil man vel næppe tro, at de har samme forældre, så det var da med til at underbygge historien. Gitte var rimeligt forvirret og havde ikke helt styr på sådan noget med mænd og penge. Rigtig morsomt for en mand at se på. Haha – for sådan er mænd jo ikke.

Deres ”fælles datter” – Gry - blev spillet af Camilla Brix, som var en meget fin type også. Hun spillede sådan lidt sort og ”københavner rå” og havde nogle drømme om et eller andet kreativt – vist nok. Hvem der var far til hende blev jeg ikke helt klar over, men måske var det en kunstner ved navn Københavner-Lars, som hun så op til og gerne ville have til far. En lidt omvendt problemstilling at et barn gerne vil vælge sin far, hvilket plejer at være vanskeligt at have indflydelse på. Måske viste Søs ikke hvem faderen var til det barn, som hun fødte meget ung.

Hele den historie, som jeg fortalte i indledningen blev serveret ved hjælp af mange af de svære små replikker gennem de små to timer, som den velspillede forestilling varede som var fint instrueret af Else Sørensen, som derved fik sin debut som instruktør. Det var fint – og så er der også én mere at tage af til den slags arbejde, som vi jo ved, kan være besværligt.

Ibs havde som sædvanligt været en god scenegraf på sagerne og teknikken blev betjent af Tim Due og Bjarne Brændeskov.

LARRY