Glostrup Amatør Scenes 60 års jubilæumsforestilling bliver teaterudgaven af den berømte film ”Calendar girls” instrueret af Dorthe Holm.

Forestillingen er baseret på en sand historie om en flok husmødre i Yorkshire, England, som på grund af triste omstændigheder laver en velgørenhedskalender til fordel for det lokale hospitals leukæmipatienter og deres pårørende.
Kalenderen bliver en stor succes. Måske fordi husmødrene optræder mere eller mindre nøgne i den?
Det gør kvinderne i Glostrup Amatør Scenes udgave af forestillingen selvfølgelig også - så vi lover, at der bliver noget for både øjet og øret.
Det er en både gribende og sjov forestilling som handler om mod, beslutsomhed og venskaber.

Anmeldelse af Calendar girls

Af Jens Damsager

Calendar Girls er først og fremmest en rigtig god historie. Historien om hvordan en gruppe husmødre trodser både autoriteter, normer og egen blufærdighed for at gøre noget godt for andre, er en god morale. Deres interne konflikter når det går godt og de skal finde ud af hvordan de takler succes, er en god historie. Måden det hele bliver afrundet på, er en utroligt smuk slutning.

Det der løfter forestillingen op til noget helt ekstraordinært, både i manuskriptet og i skuespilpræstationerne, er de virkelig fantastiske personskildringer. Det er meget forskellige personer vi ser på scenen. De kan tippe lidt over mod det karikerede, men det opvejes til fulde at den utrolige dybde der er i alle er fulde personskildringer vi ser på scenen. Alle personerne har alle facetter af et menneske med deres gode og dårlige sider. Deres forhistorie og deres forskellige problemer, som de alle sammen får udviklet på i løbet af forestillingen. I hvert fald alle hovedkaraktererne lærer noget af denne historie og kommer videre i livet.

Det var en stærk og vedkommende hverdagsforestilling, der udstillede både de gode og de dårlige sider ved alle personerne og dette nuancerede billede gjorde denne forestilling så vedkommende. Der var mange eksistentielle problemer og følelser i forestillingen, som man kunne genkende fra sit eget liv og det er altid dejligt at få rusket lidt op i dem og få dem vendt en gang til. Der var mange store spørgsmål og temaer i forestillingen som for eksempel tvivl om personers motiver til at gøre det de gør, venskaber der er ved at blive ødelagt. Spørgsmål om hvad man vil ofre for en sag. (Jeg kunne godt tænke mig at vide om butikken overlevede, men min holdning er jo så til gengæld at man heller ikke skal give svar på alt, så det bærer jeg over med.)

Det er ikke let at lave karakterer med så mange lag, men det lykkedes her. Det var virkelig en fornøjelse at iagttage skuespillerne og se alle de små detaljer i spillet og reaktionerne. Det var også en fornøjelse at se på de skuespillere, der ikke lige havde fokus, og se hvordan de hele tiden kørte deres egen historie. Det var virkelig godt skuespil. Det var også herligt med alle de småkommentarer der var rundt om den egentlige tekst. Det var noget af det der var med til at gøre det hele mere levende og hverdagsagtigt.

Der var et super godt skift mellem humor og alvor i forestillingen. Det er fantastisk når en forestilling på den måde kan svinge frem og tilbage mellem sindsstemninger og det er noget af det der gør at man som publikum får rippet godt op i følelserne.

Jeg fik set forestillingen 4 gange og en af fordelene ved at se en forestilling flere gange er at man kan begynde at lægge mærke til de små hentydninger til hvad der skal ske senere. Her var de virkelig leveret på en god måde. De blev leveret lige ud ad landevejen og uden at gøre noget specielt ud af dem, men de var plantet.

Af steder jeg vil fremhæve, er blandt andet de ubehagelige steder, som de 2 skænderier i 2. akt, de virkelig varme hjertelige steder (jeg fik desværre ikke skrevet eksempler op) og de meget rørende steder, som scenen med brevene.

Der var flere hundrede års skuespillererfaring på den scene og det kunne ses. Det var også tydeligt at mange af skuespillerne kendte hinanden godt og også at instruktøren kendte sine skuespillere. Det var meget tydeligt at man virkelig kunne spille op til hinanden og få det bedste frem i hinanden.

Det var en god scenografi der var lavet til forestillingen. Det var en god måde at skifte fra deres faste mødested til de forskellige andre lokaliteter. Der var måske lidt mange sceneskift i black out. Jeg tror godt at man kunne have lavet nogle af skiftene, så man ikke havde behøvet at slukke lyset, men det er kun en lille negativ ting. Jeg vil så også sige at jeg aldrig havde forestillet mig at jeg ville se en badminton kamp på vores lille scene. Men den fungerede super godt.

Teknikken var avanceret, men faldt godt ind i helheden, så man ikke tænkte over den. Det er dejligt med en teknik, der er så medfortællende, uden at være dominerende.

Jeg vil takke hele holdet for en fantastisk dejlig, rørende og hjertevarm forestilling. Jeg fik tårer i øjnene alle 4 gange jeg så den. Det er fantastisk at se så stærkt og vedkommende teater.